Skal staten bestemme, hvor eleverne skal gå i skole?

Vi i de frie og private skoler bliver bekymrede, hvis staten vil fratage borgere deres selvbestemmelse. Vi bliver bekymrede, hvis skoler og uddannelsesinstitutioner bliver et selvstændigt værktøj i løsningen på større samfundsmæssige udfordringer.

I et debatindlæg i Skolemonitor, d. 29. marts, skrev foreningen:

”Vi forudser, at temaet elevfordeling bliver en del af valgkampen, for mon ikke politikerne vil interessere sig for, om de danske (folkeskole)forældre vil sætte deres frie valg og deres egne børns skolegang på spil? Vi håber også, det bliver en del af valgkampen, for elevfordeling bør være noget, der optager de fleste. Konsekvenserne og den bagvedliggende samfundsforståelse er efter vores opfattelse vidtrækkende.”

På det tidspunkt ønskede foreningen at ruske op i debatten. Elevfordelingsaftalen på gymnasieområdet, der betyder, at eleverne fra og med 2023, i såkaldte fordelingszoner, primært i storbyerne, fordeles ud fra en algoritme, som lægger vægt på deres forældres økonomiske vilkår, havde på daværende tidspunkt fået meget lidt omtale. Samtidig begyndte politikere at tale om en lignende model på grundskoleniveau. I et interview med Weekendavisen (i februar) fremførte socialdemokratiets børne- og undervisningsordfører, Jens Joel, et ønske om en model til at sikre “blandede skoler”. Jens Joels ideer er uddybet i hans bog ’Fællesskaberen’.

I bogen fremlægger Jens Joel også et ønske om at lave et helt nyt tilskudssystem for fri- og privatskoler. Koblingsprocenten skal ifølge Jens Joel justeres efter, om skolerne har en ”afbalanceret elevskare”.

Blandende elevgrupper har været på dagsordenen længe

Et politisk ønske om en socioøkonomisk blandet elevgruppe har været på dagsordenen længe. I regeringen og støttepartiernes ’forståelsespapir’, fra 2019, fremgår ønsket om, at skolers elever sammensættes mere mangfoldigt, både hvad angår etnicitet og økonomi. Dette ønske har ikke ændret sig i løbet af regeringsperioden.

I februar fortalte Pernille Rosenkrantz-Theil, i et interview med Politikken, at Børne- og Undervisningsministeriet siden sommeren 2021, havde arbejdet på at udvikle nye redskaber til at fordele eleverne i folkeskolen i forlængelse af aftalen på gymnasieområdet, men i september slog ministeren bak.

Valgkampen var ikke udskrevet, men de facto i gang, da Pernille Rosenkrantz-Theil udtalte til Berlingske: ”Der er ingen planer om en statslig model for styring af elevfordeling (red. på folkeskoler) som på gymnasier”. Ministeren henviste i stedet til aftalen om kommunernes økonomi for 2023, hvor der i aftaleteksten er et kort afsnit med en fælles målsætning om en mere blandet elevsammensætning på folkeskolerne. Ansvaret er altså pt. – og løst formuleret – placeret hos kommunerne.

Man kan undre sig over, hvorfor ministeren pludseligt slækkede på dette prestigeprojekt. Måske skal det ses i konteksten af en valgkamp? Måske er det et udtryk for en reaktion på den modstand, som projektet faktisk har mødt?

Mange har indset, at en tilsvarende model (som for de offentlige gymnasier) for folkeskolerne, vil få den praktiske konsekvens, at børn ikke nødvendigvis kommer til at gå i skole i nærområdet eller med ’kammeraterne på vejen’, selv om deres forældre tjener ’det samme’. Børnene bliver grupperet og risikerer at blive indskrevet på andre skoler end den lokale med det formål at skabe ”lige skoler”. Hvis børn helt ned til 5-års alderen fordeles mellem kommunernes folkeskoler ud fra en forudbestemt algoritme, så medfører det de facto, at det frie skolevalg for forældrene afskaffes.

Hvad sker der efter et valg?

Måske ”hviler” projektet bare til efter et valg? Svaret på det, er givetvis ”Ja”. Den 27. september stillede Mai Mercado, medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti et spørgsmål til Ministeren, der indeholdt to væsentlige elementer:

1) Kan ministeren garantere, at der i næste valgperiode ikke vil blive ændret på den nuværende lovgivning, der giver forældre ret til en kommunal distriktsskole med det formål at udvide kommunernes mulighed for at fordele eleverne ud fra deres forældres socioøkonomiske baggrund, og

2) vil ministeren derudover garantere, at de frie skoler og private skoler ikke vil blive straffet økonomisk gennem koblingsprocenten eller andre økonomiske incitamenter, hvis de ikke lever op til en bestemt socioøkonomisk fordeling?

Ministeren svarede:

”Det er regeringens holdning, at både folkeskoler og fri- og privatskoler i videst muligt omfang bør afspejle det omkringliggende samfund.

Regeringen ønsker at ændre reglerne for fri- og privatskolerne uden at dette får for store konsekvenser for de omkringliggende folkeskoler. Derfor begyndte regeringen processen med at indgå en aftale med KL i regi af økonomiaftalen for kommunerne.

Det er vigtigt at se sammenhængen mellem de to sektorer. I økonomiaftalen med KL for 2023 er der indgået en fælles målsætning om, at folkeskolerne i videst muligt omfang skal have en elevsammensætning, der afspejler befolkningssammensætningen i det omkringliggende samfund.”

I svaret angiver Pernille Rosenkrantz-Theil også, at der skal arbejdes for mere fleksible regler for kommunerne, så de kan arbejde med elevsammensætningen. Kommunerne skal dog stadig sikre børn adgang til et lokalt skoletilbud. Det er, ifølge Pernille Rosenkrantz-Theils svar, ikke hensigten at indføre en central statslig model, der er helt tilsvarende det, der er lavet for de offentlige gymnasier.

Foruroligende perspektiver for de frie skoler

Perspektiverne for de frie og private grundskoler, hvis en elevfordelingsmodel på folkeskolerne blev en realitet, er mildest talt foruroligende. Se bare på konsekvenserne for de private gymnasiale uddannelser på baggrund af elevfordelingsaftalen for de offentlige gymnasiale uddannelser: En tilskudsbegrænsning.

Det frie skolevalg for grundskoleelever handler primært om forældres mulighed for at vælge mellem de offentlige skoler, mens valget af en fri og privat grundskole kan henholdes til forældrenes grundlovssikrede ret til selv at kunne bestemme, hvor og hvordan deres børns undervisning skal foregå. Grundloven siger dog ikke noget om tilskud. Politikerne vil altså kunne styre ’det frie valg’ i retningen af ”lige skoler” via økonomiske incitamenter.

En skæv elevfordeling?

Mange politikere har blikket stift rettet mod de frie og private skoler, som de mener ’er skæve’, når det kommer til den socioøkonomiske elevfordeling. En opfattelse, der understøttes af analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der er tæt knyttet til Socialdemokratiet. På den anden fløj drager den liberale tænketank CEPOS helt andre konklusioner baseret på nøjagtig det samme talmateriale.

Elevsammensætningen på de frie og private skoler er, hvis man sammenligner lokalt, tilnærmelsesvis sammenlignelig med folkeskolen. Der er mindre forskelle, hvilket i høj grad skyldes det faktum, at der på de frie og private skoler skal betales skolepenge. Både folkeskoler og de frie og private skoler afspejler befolkningssammensætningen i lokalsamfundet, så hvis lokalbefolkningen ikke er landsgennemsnitlig, så er skolerne det heller ikke.

For at skolepengene ikke skal være en hindring for forældres valg af en fri og privat skole, har foreningen gennem mange år været fortaler for, at fripladspuljen* øges. De midler, der afsættes til den, er helt utilstrækkelige. En forøgelse af fripladspuljen vil medføre et mere reelt frit skolevalg.

I øjeblikket udgør fripladsbevillingen på finansloven så lille et beløb, at skolerne kun kan imødekomme ca. 25% af det behov, der indberettes. Det reelle behov er meget større. Et flertal af medlemsskolerne har dog taget sagen i egen hånd og tilbyder fripladser eller fripladstilskud udover det fripladstilskud, der kan ansøges gennem finanslovspuljen.

Vi har selv et ansvar

Vi ønsker ikke elevfordelingsmodeller eller incitamenter i vores tilskudsmodel, der har til formål at skabe ”lige skoler” på bekostning af forældrenes frie valg. Det har vi selv et ansvar for ikke sker. Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har vedtaget et kodeks for samfundsansvar og 7 konkrete samfundsløfter. Det betyder, at skolerne har eller skaber konkrete indsatser og aktiviteter inden for 7 kernetemaer, der ultimativt er til gavn for samfundet. Flere af disse samfundsløfter berører de temaer, der traditionelt trækkes frem, når man taler om skolers sociale ansvar, blandt andet samfundsløftet ”Skolens mangfoldighed”, der omhandler initiativer, der understøtter optag og udvikling af alle børn og unge, uanset social baggrund. Medlemsskoler, der konstaterer en anden socioøkonomisk elevsammensætning, end den der er på den nærliggende folkeskole, forventes at undersøge, hvilke barrierer, der forhindrer, at skolen bliver valgt. Det er vigtigt, at de forældre og elever, der deler skolens værdier, har en reel mulighed for at blive optaget på skolen. Elevernes sociale eller socioøkonomiske baggrund bør aldrig være en hindring for at gå på en fri og privat skole.

Konsekvenserne skal frem i lyset

Den fortsatte politiske debat om det frie skolevalg er vigtig. Konsekvenserne af den elevfordelingsmodel på gymnasieniveau, der er besluttet, og de tanker, der gøres om elevfordeling på grundskoleniveau, skal frem i lyset og drøftes – overordnet og konkret. Den bagvedliggende samfundsforståelse er vidtrækkende. Elevfordeling bør være noget, der interesserer de fleste. Hvorfor? Fordi det principielt handler om, hvor grænsen går mellem borgernes frihed og statens bestemmelsesret. Og fordi det i praksis og på ’hverdagsniveau’ har stor betydning for familier, børn og unge.