Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har givet 7 samfundsløfter. Det er en del af et fælles vedtaget kodeks for samfundsansvar. Som medlemmer af foreningen har skolerne forpligtet sig på at have eller iværksætte konkrete aktiviteter og indsatser inden for syv kernetemaer, der er til gavn for samfundet. Hvordan går det så med det?

Når foreningens årsmøde afholdes i oktober, er det tre år siden, at medlemsskolerne i foreningen Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier gav hinanden håndslag på at leve op til et kodeks for samfundsansvar og indfri 7 samfundsløfter: ’Kodeks – de 7 samfundsløfter’.

’Kodeks – de 7 samfundsløfter’ er et løfte den enkelte skole har givet til det fællesskab skolen er en del af som skoleform og i foreningen ’Danmarks Private Skoler’: ”Vi tager samfundsansvar, og vi vil, ligesom i alle andre henseender, altid bestræbe os på at gøre det endnu bedre!”

Forskellige skoler – fælles ansvar

I det kodeks, medlemsskolerne har vedtaget, ligger først og fremmest en anerkendelse af, at skolerne er forskellige skoler med forskellige værdigrundlag. Derfor er det en indbygget forudsætning, at hver skole tager stilling til, hvordan fællesværdien samfundsansvar gøres til en levende værdi på netop dén skole.

Med ’Kodeks – de 7 samfundsløfter’ er det også givet, at samfundsansvar ikke bare er noget, foreningen og skolerne taler og skriver om. Det er noget, der vises med handling ved at iværksætte indsatser eller aktiviteter.

Medlemsskolerne kan lave enkeltstående aktiviteter, der relaterer sig til et af de 7 samfundsløfter, og som enten er til gavn for individet i skolen, fællesskabet i skolen – eller til gavn for nogen eller noget i det samfund og den omverden, som skolen er en del af. Medlemsskolerne kan også iværksætte en indsats. Med en indsats arbejder skolen målrettet med at styrke et bestemt område eller løse en bestemt udfordring relateret til et af de 7 samfundsløfter. Dette sker gennem en række aktiviteter over en periode – eller indtil en bestemt målsætning er opfyldt.

Hvordan går det så?

Foreningen har iværksat flere tiltag for dels at understøtte og inspirere skolerne i deres arbejde, dels at være orienteret om, hvordan det går med arbejdet med ’Kodeks – de 7 samfundsløfter’ ude på skolerne. Foreningen har bl.a. hen over det seneste år prioriteret at komme i dialog med skolernes øverste ledere, som har en nøglerolle. Dette sker ved fysiske, regionale dialogmøder med fire-fem ledere ad gangen. Lederne har udtrykt glæde ved møderne, der bl.a. har givet mulighed for gensidig inspiration.

Møderne har bekræftet foreningen i, at projektet, ude på skolerne, betragtes som meningsfyldt, og at der er sat gang i mange indsatser og aktiviteter. Møderne bekræfter også, at det er meget forskelligt, hvor langt skolerne er med arbejdet.

Foreningen iværksætter her i efteråret, for anden gang siden ’Kodeks – de 7 samfundsløfter’ blev vedtaget, en medlemsundersøgelse. Foreningen er bl.a. optaget, af hvilke typer af aktiviteter og indsatser den enkelte medlemsskole har iværksat. Foreningen håber derfor meget på skolernes velvilje til at besvare undersøgelsesspørgsmålene. Det er jo netop op til den enkelte medlemsskole at fortolke og sætte handling bag hvert af de 7 samfundsløfter.

Der er heldigvis allerede god mulighed for at lade sig inspirere. Undersiden ”Samfundsansvar” på foreningens hjemmeside har i løbet af året gennemgået en ”make-over”. Her kan medlemsskoler og eksterne interessenter læse om ’Kodeks – de 7 samfundsløfter’, finde inspirationsværktøjer og læse om eksempler på, hvad de enkelte samfundsløfter kan omhandle. Siden opdateres bl.a. løbende med artikler om initiativer fra de enkelte medlemsskoler.

Hold fast om projektet

Foreningen har det helt overordnede ansvar for, at projekt ’Kodeks – de 7 samfundsløfter’ lever og ansvar for at sikre, at projektet ikke bare er noget, der er sat i værk, og som derefter får lov til at gå i glemmebogen. Faktum er dog, at foreningen ikke lykkes, hvis der ikke er motivation, ejerskab og nogen, der tager ansvar for projektet på den enkelte skole.

Foreningen har udarbejdet en række lettilgængelige workshops for skolens ledelse, bestyrelse og andre aktører, herunder bl.a. en workshop, hvor skolen kan hente inspiration til drøftelserne af skolens ejerskab og motiver for at arbejde med ’Kodeks – de 7 samfundsløfter’ og inspiration til, hvordan der kan laves en status over, hvor langt skolen er kommet med arbejdet. Der er også ideer til, hvordan man kan tænke projektstyring i arbejdet med ’Kodeks – de 7 samfundsløfter’ m.v.

En samfundsansvarlig profil

Der er tre forudsætninger for at leve op til ’Kodeks – de 7 samfundsløfter’:

Skolen må skabe et nødvendigt overblik over de samfundsansvarlige aktiviteter eller indsatser, som skolen allerede har i relation til de 7 samfundsløfter. Skolen må iværksætte nye aktiviteter eller indsatser for at kunne indfri de 7 samfundsløfter. Desuden må skolen kommunikere til omverdenen om de aktiviteter og indsatser, skolen allerede har iværksat eller vil iværksætte.

Det har kæmpestor betydning, at den enkelte skole synliggør og kommunikerer dens værdier og de samfundsansvarlige indsatser og aktiviteter, den allerede har eller iværksætter. At skabe sig en tydelig samfundsansvarlig profil må anses som rettidig omhu i forhold til sektorens og den enkelte skoles eksistens på sigt.

Tidens generelle forventning til enkeltpersoner, grupper, organisationer og virksomheder om at have opmærksomhed på mere end blot kernevirksomheden eller kerneydelsen afspejles også i forventningerne til skolen. Mange i og omkring skolen er vant til at jonglere i begreber som CSR og ESG. Som kunde eller forbruger vil man helst vælge de virksomheder og samarbejdspartnere, der tager samfundsansvar. Det er nærliggende, at det samme gælder, når man skal vælge skole til ens børn eller vælge en skole som arbejdsplads.

CSR

(Corporate Social Responsibility) er betegnelsen for virksomheders arbejde med at integrere sociale hensyn i deres forretningsaktiviteter. CSR handler om, at virksomheder tager ansvar i forhold til det omgivende samfund.

ESG

(Environmental, Social og Governance) dækker over væsentlig information om en virksomhed indenfor miljø og klima, virksomhedens sociale/samfundsmæssige påvirkning og den generelle styring af virksomheden (governance). ESG-data er de ikke-finansielle data, der i stigende grad efterspørges, når virksomheders evne til værdiskabelse og langsigtede vækstmuligheder skal vurderes.

Potentialet i kommunikation

Medlemsskolerne kan have eller igangsætte nok så mange aktiviteter og indsatser med et samfundsansvarligt perspektiv, – hvis man også gerne vil have, at nogen ved, at man gør en forskel, så skal der kommunikeres om det.

Der er fortsat et potentiale, når det kommer til skolernes kommunikation om indsatser og aktiviteter. Der kan af og til synes at være langt fra skolernes selvopfattelse til den generelle opfattelse af de frie og private skolers samfundsansvarlige indsatser og aktiviteter. Foreningen har en stor opgave i at kommunikere på medlemsskolernes vegne, men foreningen skal have noget at kommunikere om.

Foreningen er i flere sammenhænge stødt på ønsker fra medlemsskolerne om mere viden og hjælp til kommunikationsdelen. Foreningen indbød først på året til to kommunikationsseminarer. Medlemsskolerne kan også finde inspiration til kommunikation blandt inspirationsværktøjerne på siden ”Samfundsansvar”.

Find inspirationsværktøjer her

Vi skal videre

Ved årsmødet til oktober vil det være tre år siden, at medlemsskolerne vedtog ’Kodeks – de 7 samfundsløfter’. De fleste skoler har sandsynligvis allerede aktiviteter og indsatser inden for temaerne af de 7 samfundsløfter – måske? Foreningen og skolerne skal under alle omstændigheder videre med projektet:

‘Kodeks for samfundsansvar’
”Vi er Danmarks private skoler (Danmarks Private Skoler). Vi er forskellige skoler. Det ses bl.a. i de enkelte skolers formål og værdisæt. Samfundsansvar er en fællesværdi for os.
Værdien ”samfundsansvar” udmønter vi hver især i henhold til vores skoles formål og værdisæt, og det sker på en måde, der sikrer, at fællesværdien om samfundsansvar er en levende værdi. Vi har derfor sammen vedtaget et kodeks, der skal ”aktivere” værdien. Det betyder, at vi har, eller arbejder på, at skabe konkrete aktiviteter eller indsatser på 7 områder, der ultimativt er til gavn for samfundet.
Vi skal kunne fortælle om, vise og bevise, at vi tager værdien samfundsansvar alvorligt, og at ord er omsat til handling.”