DSC 0059 beskåret

Flere børn og unge bliver diagnosticeret med ordblindhed, autisme og/eller ADHD. En privatskole på Bornholm vil vinke farvel til fordomme om funktionsnedsættelser. De har derfor udviklet konceptet ”elev til elev”. Elever hjælper ligesindede til at mestre et skoleliv med ordblindhed, autisme og/eller ADHD.

I Danmark er ordblindhed den hyppigst forekommende indlæringsvanskelighed hos børn. Ifølge Ordblindeforeningen er mellem 6 og 8 procent af en årgang ordblinde. Samtidig har omkring 2 % af den danske befolkning autisme, og ca. 2-3 % af skolebørn er diagnosticeret med ADHD. Tallene for de tre funktionsnedsættelser er stigende, og ofte er flere af diagnoserne tilstede hos den enkelte. På Bornholms Frie Idrætsskole oplever man også en stigning af elever med funktionsnedsættelser. Skolelederen Grethe Kofoed Svendsen fortæller:

»Vi oplever at have flere og flere elever med særlige behov, hvilket er i god overensstemmelse med tallene på landsplan. Vi er jo et spejl af det omkringliggende samfund, så det giver kun god mening, at vi også har flere elever med funktionsnedsættelser. Det må vi så rumme bedst muligt, og det skal dette ”elev til elev-initiativ” blandt andet være med til.«

De har på skolen lavet et nyt tiltag for de ordblinde elever og er i gang med et lignende initiativ for elever med autisme og ADHD.

”Eleverne er specialister”

Som ordblind elev er det muligt at få hjælpemidler, der kan støtte op om læsning og stavning. Disse hjælpemidler er ofte samlet i en såkaldt ”IT-rygsæk”. Sådan en har de ordblinde elever også på Bornholms Frie Idrætsskole. Og som noget nyt har skolen udnævnt et par IT-specialister: To elever, der er fortrolige med deres IT-rygsække og ordblindhed. Skolelederen forklarer:

»Forældre og lærere er ikke eksperter i brugen af IT-rygsække, men det er de daglige brugere – eleverne. I samarbejde med voksne har de to IT-specialister lavet tre kursusforløb til nye IT-rygsæksbrugere. Eleverne har virkelig taget opgaven på sig og virker enormt glade og stolte over, at de får lov til at hjælpe.«

På samme vis er skolen i gang med at hjælpe elev-specialister inden for autisme og ADHD med at lave kursusforløb.

”Eleverne skal have ejerskab”

På skolen har man allerede nu så gode erfaringer med IT-specialisterne, at man vil udbrede konceptet og tilbyde det til elever med andre funktionsnedsættelser. Først vil man forsøge med elever med autisme og/eller ADHD. Det kommer ikke på samme måde til at handle om at om konkrete hjælpemidler som ved IT-rygsækken. Men i forløbene hos IT-specialisterne og de ordblinde elever, har det vist sig lige så vigtigt, at der viderebringes mere generelle råd og mestringsteknikker. Skolelederen kalder det at give eleverne ejerskab.

»Det har vist sig, at jo bedre vi klæder eleverne på til at mestre hjælpemidler og imødegå de eventuelle udfordringer i hverdagen, desto bedre kan eleverne håndtere deres udfordringer og blomstre«.

Udover at skabe ejerskab for diagnosen og kunne bruge den som et aktiv, vil skolen også være med til at nedbryde en eventuel stigmatisering af mennesker.

Succeshistorier

Elev-specialisterne er med til at skabe positive fortællinger. Det er vigtigt at fjerne stigmatiseringen omkring, at ordblindhed, autisme og ADHD er lig med lavere intelligens, dårlig personlighed mv. Skolelederen uddyber:

»Desværre bliver mennesker med en funktionsnedsættelse ofte ramt af fordomme pga. manglende forståelse. Der er vores specialister virkelig gode. De valgte, at en stor del af kursusforløbet skulle handle om, at man ikke er dum eller et dårligt menneske, fordi man har sværere ved nogle ting, eller opfører sig en smule anderledes. De ved, at de kan være udfordret, men at de samtidig har nogle styrker på andre områder.«

Tanken er således, at videreudvikle elevspecialistkonceptet alt efter behov og kompetencer i elevgruppen.

Kontakt

Simone Dalsgaard
Souschef, seniorkonsulent

3330 7927
sd@privateskoler.dk

Send sikker mail til Simone. Klik her.

Særlige arbejdsområder:

  • Souschef i foreningens sekretariat
  • Ansvarlig for strategisk kommunikation
  • Interessevaretagelse
  • Pressehåndtering

Rådgivning:

  • Tilsyn
  • Skolens undervisning (lovgivning, kvalitet og evaluering)
  • Frihed og folkestyrekravet i skolens virke og undervisning