| Støtte til elever med særlige behov – et system under pres!

Der er behov for politiske og strukturelle ændringer for at sikre retfærdig og effektiv støtte til det stigende antal elever med særlige behov. Mangel på rettidig hjælp kan forværre børn og unges udfordringer og behov for støtte på længere sigt.

Antallet af børn og unge, der har behov for særlig støtte i skolen er gennem de seneste mange år nærmest eksploderet – både på de offentlige og på de frie og private skoler.

Hvem taler vi om?

I Lov om friskoler og private grundskoler (frie grundskoler) skelnes der, her forenklet, mellem ”specialundervisningselever” og ”øvrige elever med behov for støtte”. Man er ”specialundervisningselev”, når man har et vurderet behov for støtte i mere end 9 klokketimer om ugen – ”øvrige elever” har et vurderet behov for mindre. Denne opdeling er mest interessant i tilskudssammenhæng, for det ér skolens pligt, jf. loven, at give støtte til alle elever, der har brug for støtte – uanset omfanget af behovet.

Man kan få specialundervisningstilskud til ”specialundervisningselever”. Derfor har man et rimeligt klart billede af antallet af disse. Antallet af elever på de frie grundskoler med et støttebehov på mere end 9 klokketimer om ugen er steget med i omegnen af 10% årligt. Det fortæller kun noget om den store gruppe elever, der i dag har behov for meget støtte. Det fortæller ikke om ”de øvrige”.

Skolerne og sektoren må indrette sig efter behovet

Den enkelte skole må indrette undervisningstilbuddet og økonomien for at kunne håndtere stigningen i antallet af elever med særlige behov. Flere skoler har implementeret forebyggende og afhjælpende tiltag. Skolerne er bevidste om nødvendigheden af at have de rette kompetencer og prioriterer derfor efter- og videreuddannelse af medarbejderne. Dette sikrer, at de kan støtte og udvikle elever med forskellige behov, hvilket evt. reducerer behovet for massiv støtte senere hen.

Den frie skolesektor må også indrette sig efter det stigende behov. Tilskudssystemet til ”specialundervisningseleverne” finansieres ved, at der hvert år afsnøres midler fra skolernes samlede finanslovsbevilling. Det stigende antal elever med stort støttebehov har medført, at der over de seneste år er indstillet, at puljen til specialområdet forøges. Det medfører selvsagt, at det generelle statstilskud – herunder tilskuddet til det man kan betegne som ”almenområdet” – bliver beløbsmæssigt reduceret. Det er balancegang, der er vigtig at have med i overvejelserne.

Et tilskud er et tilskud

De frie grundskoler kan altså ansøge om andele af de afsnørede tilskudsmidler til konkrete specialundervisningselever. Et tilskud er netop ”et tilskud”. Det giver derfor sig selv, at der er tale om en hjælp til skolen, der skal finansiere det fulde specialundervisnings- og støttebehov.

Som en del af statstilskuddet får de frie grundskoler et såkaldt inklusionstilskud til elever, der har brug for mindre end 9 timers støtte ugentligt, og som ikke kan støttes tilstrækkeligt gennem almindelig undervisningsdifferentiering og holddannelse. I denne kategori finder vi ofte børn og unge i mistrivsel med angst og skolevægring. Det er vigtigt, at der på skolerne fokuseres på disse elever.

I 2015 vedtog folketinget en fordelingsmodel af inklusionstilskuddet, som var omvendt proportional ift. skolernes elevtal. Det betyder, at frie grundskoler med et lavt elevtal får flere midler til elever med et støttebehov under 9 klokketimer end skoler med et højere elevtal. Der er sket rigtig meget med typerne af ”særlige behov”, som skolerne skal understøtte, siden man lovgivningsmæssigt besluttede at fremme de mindre skolers mulighed for at optage elever med særlige behov. Tiden er inde til at se på fordelingsmodellen for inklusionstilskuddet.

Politisk er der ikke fokus på gruppen af elever med et støttebehov under 9 timer – i hvert fald ikke økonomisk – for det er blevet besluttet, at der skal afsnøres flere penge til eleverne med de største støttebehov; ”specialundervisningseleverne”.

Men hvad nytter det, at der sættes flere tilskudskroner af til specialundervisning, hvis disse tilskudskroner ikke kan komme ud at leve på skolerne? Der er en række strukturelle udfordringer, som potentielt kan hindre adgangen til specialundervisningstilskud, bl.a. PPR-barrieren – et PPR-system, der er strakt til det yderste og et PPR-system, der visse steder nedprioriterer de frie grundskoler.

Skolerne er afhængige af PPR

En forudsætning for, at skolerne kan modtage specialundervisningstilskud, er, at der foreligger en aktuel skriftlig udtalelse fra pædagogisk-psykologisk rådgivning i skolekommunen.

Mange skoler oplever, at ventetiden for udtalelser fra PPR er stigende – enkelte kommuner har op til 2 års ventetid på udarbejdelse af de såkaldte Pædagogisk Psykologiske Vurderinger, der synes at være blevet en forudsætning for, at PPR skal kunne udarbejde ”en udtalelse”.

Der er naturligvis mange årsager til den lange ventetid, bl.a. at der er personalemangel på de kommunale PPR-afdelinger, specielt ift. psykologer. Det medfører mange steder, at de frie grundskoler nedprioriteres, og eleverne må stå bagerst i køen for udarbejdelse af udtalelser.

PPR i skolekommunen er forpligtet på at yde vederlagsfri pædagogisk-psykologisk rådgivning. Elever på de frie grundskoler har ret til samme PPR-betjening som elever på de offentlige skoler. Flere kommuner har bevidst tilsidesat forpligtelsen. Foreningen har, sammen med de øvrige skoleforeninger, løftet denne problematik overfor Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), der har tilrettevist enkelte kommuner. Mange skoler oplever alligevel, at børn med støttebehov på de frie grundskoler forskelsbehandles ift. børn med samme udfordringer på folkeskolerne.

Det misforståede inklusionstilskud

Med den arbejdsbyrde, der i øjeblikket er på PPR i kommunerne, er der meget få ressourcer tilbage til den forebyggende og afhjælpende rådgivningsdel. Også i den henseende bliver de frie og private skoler forfordelt, enkelte steder endda med klare meddelelser til skolerne om, at de ikke kan forvente denne ydelse. Der argumenteres ofte, fra kommunernes side, med, at de frie grundskolers inklusionstilskud skal benyttes til at forestå og betale for disse ydelser, der traditionelt har været varetaget af PPR.

Der er mange misforståelser omkring, hvad inklusionstilskuddet egentlig er beregnet til.

Inklusionstilskuddet er målrettet frie grundskoler for at støtte elever, der har behov for ekstra støtte i den almindelige undervisning, men som ikke har behov for mere end 9 timers støtte om ugen (og som dermed ikke kan betegnes som ”specialundervisningselever”). Tilskuddet er designet til at hjælpe elever, der ikke kan få tilstrækkelig støtte gennem almindelig undervisningsdifferentiering og holddannelse alene. Skolerne kan bl.a. bruge tilskuddet til at finansiere ekstra undervisningstimer for elever, som har brug for mere fokuseret støtte end det, der kan tilbydes i den normale klasseundervisning. Ud over supplerende undervisning kan tilskuddet anvendes til andre former for støtte, der f.eks. kan omfatte alt fra særlige pædagogiske materialer til støtte gennem teknologiske hjælpemidler, ekstra støtte- eller lærerressourcer eller støtte via ressourcepersoner med særlige kompetencer blandt skolens ansatte. Tilskuddet er ikke tænkt som midler til at tilkøbe eksterne ressourcer til vurdering af og rådgivning om konkrete elever med særlige behov. Tilskuddet kan bruges til at iværksætte skolens egne initiativer og støtteordninger reguleret af skolens ledelse. Derved er tilskuddets hovedformål at fremme inklusion ved at give skolerne økonomiske ressourcer til at implementere støtteforanstaltninger, der gør det muligt for elever med særlige behov at deltage fuldt ud i skolens almindelige undervisningsaktiviteter.

Foreningen finder det formålstjenligt, at Børne- og Undervisningsministeriet gør det eksplicit og kendt, hvad der er hensigten med inklusionstilskuddet. Foreningen har henvendt sig til departementet med konkrete forslag til hvordan inklusionstilskuddets formål tydeliggøres.

Special- og støtteområdet er sat i spil

I marts blev der indgået en politisk aftale om folkeskolen, der også sætter fokus på elever med særlige behov og specialundervisning. Aftalepartierne ønsker at præcisere reglerne for støtte til elever med særlige behov med henblik på at styrke folkeskolens almenområde. Der er bl.a. enighed om at tilføje til lovgivningen, at støtte til øvrige elever (støttebehov under 9 timer), ikke kun kan gives individuelt til den enkelte elev som i dag, men også gennem aktiviteter i klassen.

En lovforberedende ekspertgruppe skal nedsættes for at udarbejde konkrete forslag til justeringer af lovgivningsmæssige rammer for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Målet er at styrke inklusionen, så flere elever kan forblive i almenundervisningen. Ekspertgruppen skal blandt andet fokusere på reglerne for udarbejdelse af pædagogisk-psykologiske vurderinger og reglerne for henvisning til specialundervisning, herunder den nuværende 9-timersgrænse.

Der skal desuden udvikles en skabelon for en pædagogisk indsatsplan, som kommunerne kan anvende for at sikre, at alle børn trives fagligt og socialt. Denne indsatsplan skal understøtte hurtigere og mere systematiske indsatser i skolernes forebyggende arbejde. Skabelonen vil blive udviklet af Børne- og Undervisningsministeriet og skal bidrage til at reducere efterspørgslen på udarbejdelsen af pædagogisk-psykologiske vurderinger.

Når special- og støtteområdet efter aftalepartiernes ønske tages op til revision, er det håbet, at synet på barnet er uafhængigt af, om barnet går i en folkeskole eller på en fri grundskole. Det er håbet, at der er fokus på en tilgang, der sikrer stærk kommunal servicering af alle børn og unge, som har støttebehov.

Udfordringerne må adresseres

Foreningen spiller en afgørende rolle i at varetage de frie grundskolers interesser og sikre, at alle elever får den nødvendige hjælp og støtte. Gennem aktiv dialog med politiske beslutningstagere og relevante myndigheder, arbejder foreningen, alene og i samarbejde med de øvrige skoleforeninger, målrettet på at adressere og løse de strukturelle udfordringer, der hindrer en effektiv støtte til elever med særlige behov.