I de seneste årtier har det danske skole- og uddannelsessystem været præget af en konstant strøm af politiske reformer og skiftende prioriteter. Hver ny regering synes at bringe egne visioner for skoler og uddannelse, ofte med store ambitioner om at forme fremtidens samfund. I øjeblikket ser vi ind i reformer af folkeskolen og ungdomsuddannelserne, hvor også en mulig lukning af 10. klasse er på dagsordenen. Komplekse udfordringer kan opstå, når uddannelsespolitikken bliver præget af forskellige politiske dagsordener. Overser man, i iveren efter at sætte politiske aftryk, hvad der er bedst for de unge?
Nogle gange virker det som om, at så snart en skolereform eller uddannelsespolitisk aftale er vedtaget, så bliver den erstattet af en ny tilgang. Man har knapt nok set de langtrækkende virkninger, før der politisk gøres store anstrengelser for at undsige indhold og effekter. Når ny politik tydeligt modsiger tidligere politiske beslutninger, bliver det svært at navigere i uddannelsessystemet. Den konstante ændring kan føre til, at både forældre, elever og uddannelsesinstitutioner udvikler en form for modstand overfor nye politiske krav og anbefalinger. Trods det, synes summen af de mange politiske tiltag at pege på nye og flere skole- og uddannelsesreformer.
2011-målsætninger
13 år er lang tid, specielt i en skole- og uddannelsespolitisk sammenhæng. Daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, meddelte i sin tale ved Folketingets åbning i oktober 2011, at regeringen ville sætte ambitiøse mål for unges uddannelse: 95% af alle unge skulle tage en ungdomsuddannelse, 60% skulle have en videregående uddannelse, og 25% skulle have en lang videregående uddannelse.
Helle Thorning-Schmidts og den daværende regerings målsætninger afspejlede i høj grad den grundlæggende socialdemokratiske vision for velfærdsstaten. I forbindelse med velfærdsstatens etablering, i 60’erne og fremefter, var uddannelsespolitik præget af et fokus på, at så mange unge som muligt skulle opnå en studentereksamen. Dette blev set som arbejderklassens mulighed for frigørelse og social mobilitet. I 2011 var der også en udbredt politisk enighed om, at Danmark ikke havde udpræget behov for industri- og produktionsarbejdspladser. Vi kunne fokusere på de teoretiske og udviklingsorienterede aspekter. Det håndværksmæssige og den erhvervsfaglige produktion kunne foregå i andre lande. Danmark skulle være en vidensøkonomi.
Der er, i samfundsøkonomi og politik, sket meget siden da. Intentionerne fra 2011 ligger stadigt højt i bevidstheden hos nutidens forældre og unge, mens målene forsøges annulleret politisk.
Nutidens uddannelsespolitiske retorik
På uddannelsesområdet ligger Christiansborgs politiske retorik i dag langt fra et ønske om, at 25% af en årgang skal have en lang videregående uddannelse. Tværtimod har regeringen i foråret 2024 lavet en universitetsaftale, hvis konsekvens er en reduktion i kapaciteten på udvalgte kandidatuddannelser på 10%. Holdningen er, at der bliver uddannet alt for mange kandidater fra universiteterne på uddannelser, som der ikke er behov for og job i.
Regeringen og partierne bag aftalen forsøger altså aktivt at fravige det tidligere uddannelsesmål fra 2011, men det er i praksis svært, når de unge uddannelsessøgende danskere i høj grad har taget universitetsuddannelserne til sig. Selvom vi ikke er i nærheden af en ungdomsårgang, hvor 25% har gennemført en lang videregående uddannelse, er udviklingen gennem de seneste år alligevel bemærkelsesværdig. I 2000 havde ca. 6% gennemført en lang (akademisk) videregående uddannelse. I 2023 var det ca. 16%.
I dag har cirka 41% gennemført en kort eller mellemlang videregående uddannelse. Dette er langt fra det tidligere fastsatte mål i 2011 på 65% – og også for få i en nutidig politisk kontekst. Regeringen vil have færre kandidater fra de lange videregående uddannelser, men meget gerne flere, der dimitterer fra de korte og mellemlange. For det er i høj grad i disse uddannelseskategorier, man har de såkaldte velfærdsuddannelser til ”de varme hænder”, som velfærdsstaten så hårdt trænger til, både nu og fremover. I hvert fald ifølge den alment accepterede analyse af samfundets fremtidige behov.
Forældre og unge holder fast i ideen
Hvad så med ungdomsuddannelserne og 2011-ambitionen om, at 95% af unge skulle gennemføre en sådan? Overordnet er der i dag meget langt op til de 95%. I 2022 havde 57% gennemført en ungdomsuddannelse. Der er altså fortsat en særdeles stor andel af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse.
Nok så væsentligt, i denne sammenhæng, er det at nævne, at det politiske syn på, hvilke ungdomsuddannelser de unge helst skal gennemføre, også er ændret. Den gamle ”velfærdsstatslige” drøm om en gymnasial studentereksamen, som adgangsvejen til et friere liv, er for længst forladt politisk. Regering og de øvrige folketingspartier ser meget gerne, at elever i højere grad vælger andre ungdomsuddannelser end gymnasiet, men børn, unge og deres forældre holder, som omtalt, fast i ideen. En gymnasial uddannelse, og særligt den almene 3-årige stx, er for mange blevet standarden og det fikspunkt, hvorudfra et ungeliv, status og fremtidige uddannelses- og jobmuligheder begynder. Erhvervsuddannelserne har fortsat svært ved at tiltrække og fastholde eleverne, trods mange års politisk fokus og virksomheder og branchers synlige efterspørgsel efter erhvervsfagligt uddannede.
Politiske løsninger og nye reformforslag
Så hvad gør man, når der nu i regeringen, Folketinget og en lang række brancher og erhvervsorganisationer er enighed om, at udviklingen må vendes, så flere unge vælger de erhvervsfaglige uddannelser? Et nærliggende svar kunne jo være at kigge på, hvad unge mennesker forventer af en ungdomsuddannelse, og hvilke rammer, vilkår, ungemiljø, pædagogik m.m., der med fordel kan udvikles på erhvervsuddannelserne, for at de kan tiltrække og fastholde eleverne. Det er så ikke lige den vej, man er gået.
En reformkommission blev etableret med det formål at lave skitser og forslag til nye ungdomsuddannelsesstrukturer. Resultatet blev præsenteret i maj 2023 under navnet ”Nye Reformveje 2”. Heri er det centrale fikspunkt et forslag om etablering af en helt ny ungdomsuddannelse, kaldet hpx, som et 2-årigt forløb efter 9. klasse, hvor elever med erhvervsfaglig interesse tænkes at starte i et slags mix af 10. klasse, hf og erhvervsskolernes grundforløb 1, – inden de går videre i de erhvervsfaglige uddannelser. Reformkommissionens hpx-forslag indeholder tillige en nedlæggelse af 10. klasse.
Regeringen og Børne- og Undervisningsminister, Mattias Tesfaye, har kastet kærligheden på en model med en helt ny gymnasial uddannelse, kaldet epx, der lægger sig tæt op ad reformkommissionens forslag. Selvom modellen rummer mange interessante tiltag, rummer den også flere problematiske elementer.
Farvel til enhedsskolen?
Modellen er tankevækkende set i et skolehistorisk perspektiv. Forslaget lægger op til, at elever i grundskolens 7. og 8. klasse skal vælge en enten ”boglig” eller ”håndværksfaglig” retning. Vælges stx efter 9. klasse, er det med det klare formål, at man skal have en længerevarende videregående uddannelse i det akademiske spor. Vælges den nye gymnasiale uddannelse, er målet den erhvervsfaglige eller professionsrettede vej.
Når man samtidig lægger elementer af den i 2024 indgåede folkeskoleaftale til, begynder man at ane en udvikling, hvor enhedsskolen lige så stille brydes op. Der er tydelige spor, der peger tilbage til ”den gamle skole” fra før 1970’erne, hvor elever efter 6 – 7 års skolegang måtte vælge en boglig eller praktisk vej.
Nogle af reformkommissionens forslag kan muligvis være nødvendige for at ændre de nuværende strukturer og opfattelser af uddannelse, som i høj grad påvirker de unges valg, men en realisering af disse forslag vil indebære en markant forandring. Det kan måske være værd at minde om, hvorfor enhedsskolen for alvor blev etableret med folkeskoleloven af 1975 med dens fokus på et fælles, ensartet og ubrudt skoleforløb for børn til og med 9. klasse?
Adgangskrav som strukturel forhindring
Som et supplerende ”svar” på ambitionen om at øge elevtilgangen til de erhvervsfaglige uddannelser, er der samtidig luftet ønsker om at hæve adgangskravet til de gymnasiale uddannelser, herunder til stx. Logikken er, at hvis det gøres vanskeligere at få adgang til gymnasiet, så vil elever, der ikke kan leve op til kravene, gå over i de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser.
Ved den seneste ændring af adgangskravene til de gymnasiale uddannelser i 2016, landede man på et adgangskrav på karakteren 5 i snit, dog med mange undtagelses- og supplerende bestemmelser, der alligevel giver elever med lavere karaktersnit mulighed for at blive optaget. Nu drøftes det, om der skal besluttes et karakterkrav på ”ren” 5 – eller endog at øge det til 6.
Alt dette indeholder væsentlige indbyggede modsætningsforhold og paradokser. Hævede adgangskrav kan i praksis komme i karambolage med regeringens ønske om, at der fortsat skal være gymnasier i de mindre befolkede egne af landet. Elevgrundlaget kan simpelthen blive for småt.
Der er i øvrigt evidens for, at når adgangskravet til gymnasierne hæves, så sker der en ”automatisk” inflation i grundskolens karaktergivning; eleverne får tillagt højere bedømmelse ved afgangseksamen.
Er det her vejen at gå?
Der er allerede politisk besluttet store ændringer for folkeskolerne. Skal ungdomsuddannelserne også omkalfatres? Skal der virkeligt etableres en ny ungdomsuddannelse, og kan den løse de udfordringer, der er i forhold til de unges uddannelsesvalg? Skal 10. klasse ofres?
10. klasse spiller en afgørende rolle i det danske uddannelsessystem ved at tilbyde en fleksibel og tilpasset overgang for unge med forskellige baggrunde og behov. Den brede vifte af tilbud gør det muligt for elever at finde netop det miljø og den støtte, de har brug for, inden de træffer vigtige valg om deres fremtidige uddannelsesretning.
Det er klart, at en eventuel ny ungdomsuddannelse skal have et elevmæssigt volumen, og et politisk træk kan være at kanalisere 10. klasseelever over i den nye gymnasiale uddannelse for derigennem at sikre en kritisk masse.
Hvad med de unges perspektiv? 10. klasse er i dag en mangfoldighed af skoler og tilbud, som tager sig af en ligeledes mangfoldig gruppe af unge mennesker, der har meget forskellige forudsætninger og behov. 10. klasse findes i en lang række af udtryk i form af kommunale 10. klasser, ungdomsskoletilbud, 10. klassecentre, 10. klasser knyttet til erhvervsskoler, frie fagskoler, efterskoler – og naturligvis 10. klasser på de frie og private grundskoler.
Kan skolerne undvære 10. klasse ud fra et organisatorisk og økonomisk perspektiv? Måske nok. Kan eleverne og samfundet undvære de tilbud, skolerne giver i 10. klasse. Det er mere end tvivlsomt!
10. klasse i efterskolerne er politisk blevet fredet, i hvert fald i ord og tilkendegivelser, men hvilket 10. klassestilbud vil efterskolerne kunne give, hvis det bliver et skoleår, der ikke har nogen tilknytning eller parallel til det øvrige etablerede skole- og uddannelsessystem? Efterskolerne er en stor succes. Mange familier ser et år på efterskole som et ”must”. Med et svækket 10. klassestilbud vil et større antal elever måske allerede på 8. og 9. årgang overveje at skifte til en efterskole. Flere grundskoler vil i så fald risikere, at deres udskoling ”smuldrer væk”.
Skole ”i tiden”
Med den ene politiske dagsorden efter den anden er der en risiko for at miste overblikket over, hvad der egentlig er bedst for de unge. Der er fare for, at den bredde og sammenhængskraft, som enhedsskolen har repræsenteret, går tabt til fordel for en opdelt fremtid, der ikke nødvendigvis gavner alle elever. Afskaffelsen af 10. klasse og indførelsen af en ny 2-årig ungdomsuddannelse kan fremstå som en god løsning, men de langsigtede konsekvenser må ikke overses. Der bør i højere grad lægges vægt på at forstå de unges behov og sættes fokus på at give de eksisterende strukturer støtte til at udvikle sig.
Foreningen lever af og for, at forældre og elever kan vælge den skole og uddannelse, de vurderer, er i størst harmoni med det grundlag og de værdier, hvorudfra de ønsker at leve deres liv. Frie og private grundskoler og gymnasier har en lang historie og tradition for at være skole ”til tiden” og ”i tiden” – at tage bestik af verden og samfundet. Dette indebærer også at forholde sig til skiftende regeringers reformer og ændringer af grundskolen og ungdomsuddannelserne. Det vil også ske nu, men med en fortsat insisteren på at fastholde de frihedsgrader og rettigheder, der er forudsætningen for at skabe et reelt, anderledes uddannelsestilbud end det offentlige, og en insisteren på at fastholde muligheden for den personlige og lokale beslutning om, hvad der er ”god skole”.
