Den frie og private Sejergaardsskolen på Midtsjælland vil være bæredygtig. Som led heri er skolen i gang med at blive ”2030 SKOLE” og certificeret inden for FN’s 17 Verdensmål.

Sejergaardsskolen, der er beliggende i Tølløse, består af en grundskoleafdeling og en efterskoleafdeling. Skolen er i gang med at blive certificeret som 2030 SKOLE, hvilket er et koncept udviklet af CHORA 2030, der er en organisation, hvis formål er at fremme det bæredygtige samfund i Danmark på tværs af sektorer. Skolen forpligter sig til at arbejde strategisk og ambitiøst med FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling og fremtid. Skolen skal tage ansvar for at fremme bæredygtig udvikling i et verdensmålsperspektiv både på skolen og gennem uddannelse af eleverne. Målet er inspirere eleverne til selv at bidrage og være med til at forbedre det samfund, de er del af.

   Skolen kan opnå certificering, når der er lavet en 3-årig handleplan for verdensmålsindsatsen og implementeringen er påbegyndt. Da der er stor forskel på skoler, aftales de præcise minimumskrav individuelt, så de giver mening for hver enkelt institution.

Baggrunden for at blive 2030 SKOLE

Skolens bestyrelse tog fat i temaet om skolens ansvar over for Verdensmålene på baggrund af et ønske om at tydeliggøre det store sociale og samfundsmæssige ansvar, som skolen tager. Desuden mærkede skolen også en stigende interesse hos de ældste elever, der krævede, at skolen havde en holdning til emnet.

Skoleleder Eva Hede fortæller, at de på skolen besluttede sig for at beskæftige sig mere intensivt med Verdensmålene:

»Vi blev hurtigt klar over, at Verdensmålene var en sag, vi havde stor lyst til at fordybe os i og gøre en indsats for. Kan man overhovedet sige nej til et projekt, som kommer os alle sammen til gode i sidste ende – ikke mindst de næste generationer? Det mente vi ikke. For at det ikke bare skulle gå i alle retninger uden mål og mulighed for evaluering, besluttede vi også, at vi ville certificeres som bæredygtighedsskole – en såkaldt ”2030-SKOLE”. Det forpligtede os på indsatser i forskellige bestemte retninger; socialt, økonomisk og miljømæssigt«.

Skolens vej mod at blive 2030 SKOLE

I bestyrelsen blev der udarbejdet en vision for forløbet. Den blev præsenteret på et forældremøde i februar i år. Det var vigtigt for skolen at aktivere forældrene tidligt i processen, så de kunne og fortsat kan støtte op om elevernes og skolens arbejde med at opfylde Verdensmålene. Til mødet præsenterede også forældrene deres idéer til en handleplan:

 »Der kom virkelig mange gode vinkler fra forældrene. Dem har bestyrelsen fået systematiseret og inddraget i skolens handleplan«, forklarer Eva Hede.

En fælles opgave

Skolen startede det egentlige arbejde med at implementere tiltagene i hverdagen i august. Som del af skolens 125-års jubilæum, afholdt skolen en temauge om bæredygtighed og FN’s 17 Verdensmål. Målet med temaugen var, at eleverne skulle have en grundig indføring i bæredygtighed og Verdensmål. Det var særligt vigtigt, at temaugen satte gang i bevidstheden om egen adfærd og muligheder for ændringer hos både elever og forældre, fortæller Eva Hede. Hun understreger, at det er en fælles opgave:

»Med jubilæet hyldede vi både det forgangne og historiske og satte gang i nye tanker, der kan danne afsæt for et nyt mindset omkring bæredygtighed. Det vil kræve ændret adfærd hos både elever, forældre, lærere, pædagoger, pedeller, køkkenpersonale, IT-medarbejder, kontorpersonale m.fl. Så alle skal til bordet og tage ansvar for, at vi lykkes med opgaven«.

Simone Dalsgaard
Souschef, seniorkonsulent

3330 7927
sd@privateskoler.dk

Send sikker mail til Simone. Klik her.

Særlige arbejdsområder:

  • Souschef i foreningens sekretariat
  • Ansvarlig for strategisk kommunikation
  • Interessevaretagelse
  • Pressehåndtering

Rådgivning:

  • Tilsyn
  • Skolens undervisning (lovgivning, kvalitet og evaluering)
  • Frihed og folkestyrekravet i skolens virke og undervisning