Solhverv Privatskole har netop taget første spadestik til at åbne et science- og kulturhus til gavn for hele lokalsamfundet. Foto: Viceskoleleder Thomas Hyldgaard.

Skolen bør – ud over at være optaget af hvordan den varetager kerneydelsen – have fokus på, hvordan den kan gøre en positiv forskel for det omkringliggende samfund. De frie og private skoler har mange forskellige bud på netop det.

Skolen er med til at forme samfundet gennem undervisningen og dannelsen af eleverne, men skolen kan også have andre tiltag til gavn for omverdenen. De frie og private skoler har forskellige aktiviteter og indsatser, der gør en positiv forskel for det omkringliggende samfund.

Solhverv Privatskole styrker lokalsamfundet 

En skole kan sørge for at være en samlende faktor i den by, den er en del af. Solhverv Privatskole, der ligger i et udkantsområde i Vebbestrup ved Hobro, ønsker netop at bidrage positivt og have en aktiv rolle for sammenhængskraften i skolens lokalsamfund.

Skolen har bl.a. valgt at bygge et science-hus og en kultursal, som byen og dens foreninger kan bruge.

»Vi ved, at der er behov for et hus til foreningslivet i Vebbestrup. Byens foreninger låner i dag lokaler på skolen, men vi vil gerne skabe nogle bedre rammer for deres aktiviteter. Det er vores håb, at vi med det nye hus kan få endnu flere aktiviteter i byen«, fortæller skolens leder, Peter Hansen.

Og det er ikke det eneste, skolen har gjort for at gøre byen attraktiv. Efter kommunen lukkede den lokale børnehave i 2019, valgte skolen at oprette en dagsinstitution, så byens børn fortsat kunne blive passet lokalt.

Ifølge Peter Hansen er det lige til, hvorfor skolen vælger at have forskellige initiativer til gavn for lokalsamfundet:

»Vi er en del af et fællesskab – det har vi været siden vores grundlæggelse i 1934 – så selvfølgelig tager vi del i det, så simpelt kan det siges. Vi er skabt af og for civilsamfundet. Det forpligter, og naturligvis tager vi det privilegie og ansvar på os«.

Sorø Privatskole starter kommunesamarbejde

Frie og private skoler har en masse at bidrage med og bør byde sig til – også som initiativtager. Det kan f.eks. være i forbindelse med det kommunale samarbejde. Her har Sorø Privatskole gode erfaringer. Skolen har i dag et godt samarbejde med kommunen og byens folkeskoler, men det har krævet en indsats at nå dertil.

Skolen skulle hjælpe to af dens elever over i et specialtilbud, hvilket frie skoler ikke har hjemmel til. Eleverne så derfor ind to skoleskift – fra Sorø Privatskole til distriktsskolen og videre til specialskolen. Sorø Privatskole ønskede ikke at udsætte eleverne for to skoleskift og igangsatte derfor et samarbejde med distriktskolen om de to elever. Sorø Privatskole kunne på den måde beholde eleverne på skolen, indtil de kunne komme direkte til specialskolen. I den forbindelse tog skolen kontakt til Sorø Kommunes skolechef for at initiere et samarbejde alle skoler imellem. Det har medført et udvidet samarbejde om alle byens børn. Derudover foregår der nu viden- og erfaringsudveksling på tværs af skolerne og på forskellige organisatoriske niveauer:

»Vi gør brug af hinandens kompetencer og forskelligheder«, beskriver skoleleder på Sorø Privatskole, Nanna Øhrgaard. 

Senest har Sorø Privatskole taget initiativ til en science-klub for alle yngre børn i kommunen. Det er et eftermiddagstilbud, hvor skolens lærere laver aktiviteter og undervisning i skolens lokaler. I forvejen er der et science-tilbud for elever fra 6. klasse i kommunen:

»På vores skole lægger vi netop vægt på at introducere science tidligt. Her har vi altså noget, som vi kan bidrage med. Vi vil styrke science-kapitalen i hele kommunen«, forklarer Nanna Øhrgaard og siger afsluttende:

»Vi skal sammen med de andre skoler og aktører være en gevinst for områdets børn. Vi skal spille hinanden gode og bidrage, hvor vi kan. Vi udvikler i fællesskab«.

Tager samfundsansvar

Der er flere eksempler på tiltag, hvor de frie og private skoler gør en forskel og tager ansvar for det samfund, de er en del af. Det ligger i skolernes selvforståelse at tolke samfundsansvar ind i deres værdier. Skolerne vil, ligesom i alle andre henseender, altid bestræbe sig på at gøre det endnu bedre, derfor har medlemsskolerne i foreningen Danmarks Private Skoler vedtaget et kodeks for samfundsansvar: ”De 7 samfundsløfter”. Det betyder, at de har eller arbejder på at skabe konkrete aktiviteter eller indsatser på 7 områder, der ultimativt er til gavn for samfundet. Et af de 7 samfundsløfter ”Skolen og omverdenen” handler om, hvordan skolen kan gøre en positiv forskel i det samfund, den er en del af – lokalt og globalt.

Læs mere om skolernes samfundsansvar www.privateskoler.dk/samfundsansvar

Kontakt

Simone Dalsgaard
Souschef, seniorkonsulent

3330 7927
sd@privateskoler.dk