Indtil d. 6. oktober er det muligt at indstille frie og private skoler til SEVERIN-PRISEN – en pris for god digital kommunikation. Fra Danmarks Private Skoler er Nørre Aaby Realskole og Sønderborg International School indtil videre blevet indstillet.

SEVERIN-PRISEN gives årligt til en fri skole, som er god til at bruge online medier. Tanken bag prisen er, at den frie skoles værdier også skal være tydelige i det digitale rum.

Indtil videre er Nørre Aaby Realskole og Sønderborg International School blevet indstillet. Det er muligt at indstille skoler her.

Nørre Aaby Realskole er indstillet for deres brug af Facebook, hvor elever, forældre og andre med interesse for skolen – og den tilhørende vuggestue og børnehave – kan følge med i børnenes hverdag.

”Vi sætter stor pris på indstillingen. For os er den online tilstedeværelse en meget vigtig del af kommunikationen med forældrene. Både i forhold til de forældre, som allerede har deres børn hos os og gerne vil følge med, men selvfølgelig også i forhold til de forældre, som overvejer NAAR til deres børn”, fortæller skoleleder Flemming Schou Christensen.

”Facebook er et fantastisk medie for en institution som vores, fordi vi her har mulighed for at give vores følgere et aktuelt og autentisk indblik i, hvordan det er at være barn og elev på NAAR. Gennem historier om, hvad der sker i hverdagen, kan vi vise omverdenen, hvordan vi hver dag lever efter vores værdier”, fortæller kommunikationsmedarbejder Kristine Krænge.

For skoleleder på Sønderborg International School, Henrik Kristensen, er sociale medier en vigtig del af at vise skolens værdier frem:

“Det er en ære at blive indstillet til SEVERIN-PRISEN. Vi ønsker altid at vise, hvad vi kan her på skolen, og her spiller sociale medier en stor rolle. Vi prøver altid at give et autentisk indblik i den hverdag, eleverne har her på skolen. Det er vigtigt for os, at vores værdier skinner tydeligt igennem kommunikationen”.

2021-temaet er ‘Oplysning’

Der er stor opmærksom på børn og unges digitale adfærd. Derfor er det også vigtigt at se på, hvordan skolerne selv håndterer sociale medier som en del af vores alles fælles digitale rum. Mange frie skoler er til stede på sociale medier og kan nå mange. Det giver i sig selv et stort ansvar for at bruge medierne konstruktivt – både som enkeltstående skole og som samlet sektor.  

SEVERIN-PRISEN fokuserer i år udelukkende på skolernes brug af sociale medier.

Om SEVERIN-PRISEN

SEVERIN-PRISEN gives årligt til en fri skole, som er god til at bruge online medier. Prisen er indstiftet af forstander Irene Stapel, medieforsker Jesper Tække og kommunikationsrådgiver Rasmus Anker Rysgaard. Prisen har navn efter Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1782 – 1872).

Er I også blevet indstillet?

Er jeres skole også blevet indstillet, så er I velkommen til at gøre foreningen opmærksom på det.

Det kan I gøre ved at skrive til kommunikationsmedarbejder:

Randi Hoffmann Kristiansen på rhk@privateskoler.dk