Ultra:bit challenge udfordrer skoleelever til at opfinde sjove aktiviteter, som kan få alle klassekammeraterne til at bevæge sig mere.

Det er tredje år i træk, at læringsindsatsen ultra:bit udfordrer skoleelever til at finde på løsninger på problemer med teknologi. Som noget nyt i indsatsen sættes der særligt fokus på at kombinere teknologi og bevægelse med konkurrencen ultra:bit challenge.

Konkurrencen er åben for alle elever i 4. – 8. klasse. Tilmeldingen finder sted på www.dr.dk/challenge, hvor undervisningsforløbet også ligger klart.

Et helt særligt mesterskab

Ultra:bit challenge er en del af temaet ’Sammen i bevægelse’ under Dansk Skoleidræt. Lærere og elever får hjælp til udviklingen af aktiviteter i et undervisningsforløb til konkurrencen, som ligger på læringsplatformen DR Skole. Det guider eleverne gennem en designproces, hvor de lærer at udvikle en aktivitet i kombination med forskellige teknologier.

I undervisningsmaterialet får eleverne også hjælp til at kode forskellige løsninger til deres aktiviteter med mikrocomputeren BBC micro:bit eller i programmeringssproget Scratch i det kodekatalog, som it-didaktiske konsulenter fra CFU – Center for Undervisningsmidler har lavet. Desuden tilbyder CFU en række gratis temakurser for lærere, der ønsker en introduktion til kodning og bevægelse. 

Om ultra:bit

Ambitionen med ultra:bit er at inspirere børn til at blive mere end teknologibrugere, nemlig til selv kreativt at kunne skabe med teknologi – og tage stilling til den.

Ultra:bit er støttet af Industriens Fond og udføres af DR i samarbejde med CFU og Astra. En lang række stærke aktører i undervisningsverdenen støtter og bidrager til ultra:bit på forskellig vis.

Læs mere på:

www.dr.dk/projektultrabit