Sct. Ibs Skole er vinder af SEVERIN-PRISEN, der er en pris for god onlinekommunikation og digitalt indhold. Skolen vinder prisen for en musikvideo om hjemmeskole i forbindelse med forårets nedlukning af Danmark på grund af COVID-19.

Juryen bag SEVERIN-PRISEN valgte i oktober tre nominerede blandt de indstillede frie og private skoler og sendte dem til åben afstemning, herunder Sct. Ibs Skole. Næsten 900 skoleinteresserede har afgivet deres stemme, og Sct. Ibs Skole har vundet med knap halvdelen af de afgivne stemmer. 

På den vindende video ser man elever på mellemtrinnet danse ”sammen hver for sig” til en sangtekst, som de har skrevet. Videoen er ifølge juryen et godt eksempel på internettets positive muligheder i en tid, hvor fysisk samvær er og har været vanskeligt.

Skoleleder Dan Ingemann Jensen er begejstret for dagens nyhed:

“Prisen er et flot skulderklap til både vores engagerede lærere og elever. Det er dejligt at vores brug af sociale medier kan bidrage til de gode eksempler. Det får os helt sikkert også til at tænke endnu mere over kvalitet i vores online arbejde i fremtiden.”

2020-juryen består af formand for Efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen, professor i medievidenskab Kirsten Drotner og kommunikationsrådgiver Rasmus Anker Rysgaard.

Prisoverrækkelse

Pga. COVID-19 er årets pris-event flyttet til studiefaciliteter på Lunderskov Efterskole samtidig med, at eventet bliver live-streamet på Sct. Ibs Skoles Facebook-side. Efter prisoverrækkelsen er der paneldebat med professor i medievidenskab Kirsten Drotner, formand for Efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen og en elev fra Sct. Ibs Skole.

Skolers digitale dannelse og rolle som medieproducent er i fokus. Alle kan indsende spørgsmål på forhånd og deltage i debatten via chatten.

Det foregår onsdag d. 18. november kl. 20-21.

musikvideo

Sct. Ibs Skole har vundet dette års SEVERIN-PRISEN. Sct. Ibs Skole blev indstillet for en musikvideo fra nedlukningen i foråret. Sangen handler om det at gå i hjemmeskole. I musikvideoen danser børn derhjemme. Se videoen her.

Videoen blev indstillet af en mor, der har børn, som er med i videoen. Hun var glad for den kreativitet, der var i en tid, hvor afstanden var stor:

“Når jeg ser på Sct. Ibs skole, ser jeg er skole, hvor alle kender hinanden, og alle er sammen, lige præcis derfor, synes jeg, det er skønt at skoleinspektøren og hans hustru er med og danser i videoen.”