I Næstved skal en ny aftale hjælpe uafklarede unge i deres uddannelsesvalg. Aftalen hedder ”Garanti-skole” og er indgået af Næstved Kommune og de lokale ungdomsuddannelser.
”Garanti-skolen” er et forpligtende samarbejde i Næstved Kommune omkring optag og fastholdelse af uafklarede unge i uddannelse. Det er områdets seks uddannelsesinstitutioner ZBC, EUC, Næstved Gymnasium og HF, FGU, VUC og Herlufsholm Skole samt kommunen, der har indgået aftalen. Aftalen fokuserer særligt på ”de svære” overgange mellem og til videre uddannelse og giver bl.a. de unge mulighed for at afprøve andre uddannelser, førend de melder sig ud fra den uddannelsesinstitution, de i forvejen går på. På den måde kan den unge undersøge et muligt omvalg grundigt. Samtidig indebærer aftalen, at de unge bliver støttet og vejledt via en tæt dialog med kommunens og uddannelsesinstitutionernes uddannelsesvejledere.
Fokus på de unge
Aftalen om ”garanti-skole” træder formelt i kraft fra september 2021. Herefter kan en ung ikke forlade en uddannelse, før der er lavet en plan for det videre forløb. Med samarbejdet forpligter aftaleparterne sig på et mere systematisk arbejde mellem skolerne og uddannelsesvejledere. På den frie og private Herlufsholm Skole, der er del af samarbejdet, er de glade for at se, at de unge sættes i centrum, og at fokus kommer på, at unge gennemfører en uddannelse, frem for hvor det sker:
»Er der elever på vores skole, som ønsker at afprøve andre ungdomsuddannelser, får de med det nye samarbejde muligheden for dette – uden først at skulle opgive deres plads på Herlufsholm. Samtidig kan elever fra andre ungdomsuddannelser i kommunen, som ikke har fundet sig til rette, få mulighed for at afprøve, hvad det vil sige at gå på en privat værdibaseret ungdomsuddannelse. Vi håber, at tiltaget vil gøre det lettere for de unge i kommunen at turde afsøge nye muligheder og finde sig til rette i uddannelsessystemet«, siger Mikkel Kjellberg, der er rektor på Herlufsholm Skole.
»Vi har et godt samarbejde med de øvrige institutioner i kommunen, og vi glæder os til gennem Garanti-Skole Næstved at kunne bidrage yderligere til, at flere af kommunens unge får den ungdomsuddannelse, de brænder for«, afslutter Mikkel Kjellberg.
Fakta om ”Garanti-skolen”
- Flere unge står uden en ungdomsuddannelse, fordi de dropper ud af en uddannelse uden at komme godt over på den næste. 29 % af de unge i Region Sjælland har ikke gennemført en ungdomsuddannelse, når de fylder 25 år.
- Aftalen er kommet i stand gennem Næstved Uddannelsesråd, der er et forum, som består af lederne fra alle uddannelser i Næstved.
- Uddannelsesvejledere i Den kommunale ungeindsats (KUI) og afgivende aktør bærer ansvaret for at sikre en forankring i det næste uddannelsesforløb samt udarbejdelse af ny uddannelsesplan – i aftalen kaldet ”kædeansvar”.
- Der er ”gratis” afprøvning i anden uddannelse. Forløbet bliver individuelt tilrettelagt imellem uddannelsesinstitutionerne og i samarbejde med uddannelsesvejlederne i KUI.