Det er ikke kun fagligheden, der fylder i hverdagen på Nyborg Friskole. Der arbejdes med Emotionel Intelligens som forudsætning for god kommunikation og gode arbejdsværdier hos hele personalet. Skolen skal arbejde videre med det i fremtiden, men mærker allerede nu en positiv forskel.

På Nyborg Friskole er de i gang med et forløb om ”Emotionel Intelligens”. Som begreb kan emotionel intelligens ses som en række evner indenfor selvindsigt, selvkontrol og empati, der skal styrke personers forståelse af sig selv og andre ved at kunne identificere og håndtere egne og andre menneskers følelser. Et ønske om et fælles fundament at tale og handle ud fra, for at skabe endnu mere trivsel på skolen, er baggrund for initiativet, fortæller skolens leder Kenneth Bukhave.

Fælles sprog blandt personalet

Skolens første tiltag har været at arbejde med kommunikationen blandt personalet. Hele personalegruppen fra børnehaven, skoledelen og SFO, til det tekniske og administrative personale har gennem et forløb på tre dage analyseret og designet skolens fremtidige fælles kollegiale værdier. Processen har været faciliteret på et fundament af tankerne bag emotionel intelligens.

»Første step er, at vi som kollegaer skal have et fælles sprog hinanden imellem. Det handler særligt om den måde, vi kommunikerer på. Kommunikation sker imellem os. Værdien af din kommunikation er den respons, du får. Vi skal derfor være nysgerrige på hinanden«, forklarer Kenneth Bukhave.

Til gavn for eleverne

Skolelederen mærker allerede nu positive forandringer og uddyber, at der er tegn på, at skolens medarbejdere tør åbne op for emner og samtaler, som kan være svære. En åbenhed, som han mener, kan være med til at styrke fællesskabet i blandt hele personalegruppen, fordi alle bliver klogere på hinandens perspektiver. Men det skal også blive til gavn for eleverne, for tilgangen bliver overført til dem. »Vi tror på, at vi må forstå og arbejde med hvilken kontekst, som elevernes eventuelle adfærd er afhængig af, samt hvilke relationer, der har indflydelse på adfærden«, fortæller skolelederen.

Nye tiltag: Aktivitetsbånd

I det nye år sættes ”aktivitetsbånd” på skoleskemaet. Det er for at sikre, at der i løbet af skoleugen kommer eksplicit fokus på emotionel intelligens, som, de på skolen mener, er en vigtig forudsætning for læring. ”Aktivitetsbåndet” vil indeholde forskellige øvelser og aktiviteter på hvert klassetrin. Som eksempel nævner Kenneth Bukhave, at 3. klasserne kan øve selvkontrol ved at løbe rundt i idrætshallen og slå med aviser på væggene for derefter at lægge sig ned og mærke krop og puls.

»Forskning viser, at elevers evne til at kunne koncentrere sig og have selvkontrol styrkes af systematisk at træne skiftet mellem at være i en aktivitet med høj puls for derefter at søge at få kroppen i ro. Børn bliver altså ikke bedre til at sidde ned og modtage undervisning ved at træne at sidde stille om og om igen«, uddyber skolelederen.

Fælles projekt

Alle i personalegruppen kan byde ind med aktiviteter. Kenneth Bukhave forklarer, at det er vigtigt, at lærere, pædagoger og medhjælpere byder ind med de aktiviteter, som kan gøre en forskel for netop deres gruppe af børn og elever.

»De kender børnene og de unge, og personalet har alle mulige gode idéer«, forklarer han og fortsætter:  

»Vi skal skabe de bedste forudsætninger for læring og en høj trivsel for alle elever. Vores vision på Nyborg Friskole er at ”skabe det optimale fællesskab for læring og trivsel”«.

Simone Dalsgaard
Souschef, seniorkonsulent

3330 7927
sd@privateskoler.dk