Samfundet er i konstant forandring. Det formes af dem, der lever i det. Men hvad hvis de ikke er klædt ordentlig på til det? På flere privatskoler har man indført et selvstændigt ”medborgerskabsfag” for at styrke den demokratiske dannelse. En af dem er Sct. Ibs Skole i Horsens.
I New York Times kan man læse, at en amerikansk stat sagsøges af elever for manglende undervisning i medborgerskab. Herhjemme viser undersøgelser en stigende tendens til, at unge føler sig udenfor samfundet, og det er selvom de danske unge indtager førstepladsen i viden om demokrati og samfundsforhold. Det tyder altså på, at børn og unge ikke formår at omsætte viden til aktiv samfundsdeltagelse. Den tendens har flere privatskoler valgt at gøre op med. I forvejen har privatskolerne et stort fokus på demokratisk dannelse og medborgerskab, men stadig flere gør det til et selvstændigt fag, eksempelvis Sct. Ibs Skole.
Demokrati og ligeværd på skoleskemaet
I sommer valgte Sct. Ibs Skole i Horsens at gøre medborgerskab til et fag på skoleskemaet for 5. klasserne. Ideen kom fra nogle af skolens lærere, som ønskede at skabe en faglig ramme, der allerede fra mellemtrinnet beskæftigede sig med det at være en del af et samfund. En af initiativtagerne, lærer Anne Katrine Sand, fremhæver, at fokus i faget overordnet er på den måde, man taler med hinanden og forholder sig til hinanden. »Det er vigtigt, at alle kan komme til orde og blive hørt, så vi taler meget om den demokratiske samtale og øver os i den,« fortæller læreren.
I takt med at samfundet forandrer sig, udvikler demokratiet sig selv sagt også. De sociale medier har eksempelvis gjort det muligt at indgå i demokratiske samtaler med andre på nye måder, og børn og unge stifter tidligere og tidligere bekendtskab med de digitale platforme. En af de største drivkræfter for initiativtagerne, var derfor at sætte digital dannelse på skemaet endnu tidligere end før. Og den mulighed blev styrket med indførelsen af medborgersskabsfaget.
Indtil videre har 5. årgang fået udvidet skemaet med en ekstra lektion, og der er afsat yderligere tid til, at klasserne kan komme på ture ud af huset. I det kommende skoleår kommer både 5. og 6. klasserne til at have medborgerskabsfaget.
Medborgerskab er digital dannelse, menneskerettigheder og førstehjælp
Som nævnt består medborgerskabsfaget bl.a. af et forløb om digital dannelse. Skolen har i den forbindelse haft besøg af en advokat, der har fortalt om de love, der gælder for deling af billeder, og hvad børn og unge skal være opmærksomme på, når de færdes på de sociale medier.
Derudover handler en stor del af medborgerskabsfaget om, at eleverne skal opleve medbestemmelse og opnå demokratisk selvtillid, så de bliver aktive medborgere i de fællesskaber, de er en del af. Faget har derfor et forløb med fokus på menneskerettigheder, de forskellige styreformer, og hvordan man kan gøre sin mening gældende. Eleverne har lært om kommunikation med rollespil og dilemmakort. Dertil har eleverne udarbejdet deres bud på, hvordan Sct. Ibs Skole og klasselokaler med fordel kan se ud i fremtiden.
Men medborgerskab handler om mere endnu. Det handler også om at hjælpe andre. 5. klasserne er derfor bl.a. blevet undervist af en Falckredder i førstehjælp. Udover at blive klogere på kroppen, kan eleverne nu give livreddende førstehjælp, og ved hvordan og hvornår en hjertestarter bruges.
Medborgerskab kommer altså til udtryk på mange måder, som skolen prøver at rumme.
Private skoler er et spejl af samfundet
Medborgerskab kan ses som en grundsten i vores samfund. Og for at kunne udøve medborgerskab, må man have viden om de grundlæggende rettigheder og forpligtelser, man har som borger i samfundet. Man må også have kompetencerne til at gøre brug af rettighederne. Der findes mange måder at arbejde med frihed, folkestyre, demokratisk dannelse og rettigheder på. På Sct. Ibs Skole har det udmøntet sig i et selvstændigt fag, som lærer eleverne, hvad vil det sige at være borger i et samfund, og hvilke muligheder og hvilket ansvar, der følger med.
At Sct. Ibs Skole kan skabe et nyt fag, skyldes den frihed, som de frie grundskoler har til at bestemme ”vejen ad hvilken”, de vil opfylde de mål og krav, der er sat for skolerne. Det giver de frie grundskoler mulighed for at agere mere agilt og tilpasse sig det fællesskab, som de både er en del af og til for. Det kan man lade sig inspirere af.