| D. 11. november 2019 var uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, ansvarlig for Politikens leder: “POLITIKEN MENER: Fordel pengene. Gør privatskolers tilskud afhængigt af eleverne” (teksten er ophavsretlig beskyttet). Foreningen Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier reagerede ved at indsende et debatindlæg til Politiken, der skulle fungere som et svar. Desværre ønskede Politiken ikke at bringe foreningens debatindlæg. Debatindlægget kan i stedet læses her. |
På forsiden af Politiken d. 11. november fremfører uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang sine og altså Politikens holdninger til, hvordan der skal drives politik på det frie skoleområde. Han ønsker landets fri- og privatskoler tillykke med, at tanken om at forældre skal have mulighed for et alternativt skoletilbud står stærkt, fordi der er bred politisk enighed om tilskud og koblingsprocent. Jacob Fuglsang burde rette sit tillykke mod samfundet i bred forstand: Vi har et politisk flertal, der bakker op om forældreretten, mindretalsretten og skolefriheden. Et udtryk for at der, heldigvis, er opbakning til de rettigheder, der er formuleret i grundloven. Man kan kalde det ”et demokratisk overskud” eller blot ”en demokratisk selvfølge”.
Jacob Fuglsang klandrer Socialdemokraterne for at have stillet et forslag, der ”rammer alle privatskolerne” – med andre ord; at have stillet et forslag, hvor koblingsprocenten er den samme for alle frie og private grundskoler i Danmark. Han antyder hermed, at et forslag om en differentieret koblingsprocent, hvor de såkaldte ”veletablerede privatskoler i de store byer” skal have mindre, mens ”landsbyfriskolerne” skal have mere, ville have fået større politisk opbakning.
Det er netop sådanne udmeldinger, der får den frie skoleverden til at reagere med det, som Jacob Fuglsang beskriver som ”en paranoid reaktion” i forsvar for den frie skoletradition. Det er netop sektorens pligt at reagere, når nogen (uanset ideologisk observans) begynder at udpege særlige frie og private grundskoler som bedre eller mere betydningsfulde end andre, uanset hvor store eller små de er, uanset deres demografi og geografiske placering.
Kald det bare en ”paranoid reaktion”, men det er og bliver sektorens pligt at kæmpe for friheden til at drive skole med værdier og holdninger, der ikke er mainstream; at kæmpe for forældres og elevers ret til det frie skolevalg, det reelle frie skolevalg; at kæmpe for, at der er et økonomisk grundlag for skolerne, så det både er muligt at drive små og store skoler, skoler i byerne og skoler på landet.
Jakob Fuglsang og Politiken går ind for en tilskudsfordeling for de frie og private grundskoler efter Robin Hood-princippet: Tag fra de rige og giv til de fattige. Lad det være understreget: Der står ingen tilbage i den frie skolesektor, der nægter at tage del i diskussionen om en tilskudsfordeling, der afspejler det samfundsansvar, skolerne tager. Men vi vil have diskussionen på baggrund af en bred definition af samfundsansvaret, der ikke kun forholder sig til kvantitet, men også til kvalitet, og vi vil have diskussionen på baggrund af fakta. Ikke på baggrund af letkøbte påstande og myter om særlige ”elite” eller ”udsatte” grupper af frie og private grundskoler.
Fakta er, at frie og private grundskoler beliggende i de større byer har elever, hvis forældre har lidt bedre økonomi og er lidt bedre uddannede. Det afspejler den generelle befolkningssammensætning i byerne, hvor leveomkostningerne i øvrigt også er højere. Og vice versa, når det kommer til det såkaldte ”Udkantsdanmark”. Fakta er også, at koblingsprocenten IKKE er den samme for alle frie og private grundskoler med det system, der er i dag. Det skyldes den måde tilskuddet omfordeles mellem skolerne. Mange tror fejlagtigt, at alle frie og private grundskoler modtager 76 % i tilskud. Deloitte har undersøgt det, der kan kaldes for ”den reelle koblingsprocent” for hver enkelt fri og privat grundskole i landet. Der er skoler, der reelt modtager statstilskud svarende til en koblingsprocent på over 100%, mens andre skoler skal klare sig med en koblingsprocent på 67%. De mindste skoler, der oftest ligger i de tyndt befolkede områder- eller er nystartede skoler, modtager det højeste tilskud, mens det er skoler med et elevtal på 600-700 elever, der oftest ligger i de større byer, der modtager det mindste tilskud.
Derudover viser Deloitte-analysen, at det er de skoler, der modtager de mindste tilskud, der har den højeste forældrebetaling.
Den nuværende tilskudsmodel tager allerede højde for et differentieret tilskud til skolerne. At der er forskel, er helt i orden. Der er stordriftsfordele, og naturligvis skal det være muligt at drive frie og private skoler overalt i landet – også de steder, hvor man ikke kan etablere store skoler, fordi befolkningsgrundlaget er vigende.
Men! Tilbage til det ideologiske: Frie skoler er ikke – og skal ikke være – oprettet for at løse statslige eller kommunale behov. Frie skoler skal netop være frie. Private. Civile. Funderet i den ide og det værdigrundlag, at lokalt forankrede skoler, med stærkt ejerskab fra elever, forældre og ansatte, kan noget helt særligt. Frie og private skoler eksisterer, fordi der er nogen, der VIL dem. Ellers er de der ikke.
Hvem skal have forsyningspligten på skoler i Danmark? Er det staten, via offentlige skoler, eller er det staten, via private udbydere? Nej til det sidste! Den udliciterede folkeskole er et angreb på tanken om, at frie og private skoler skal være et alternativ til den offentlige skole. Frie og private skoler skal ikke være en erstatning for den offentlige skole.
DP/12. november 2019
