Årsberetningen for 2025 er ikke blot en samling artikler. Den er et samlet udtryk for det fællesskab og det strategiske arbejde, der forener foreningen Danmarks Private Skoler og medlemsskolerne i hele landet. Vi står sammen om at værne om friheden, tage ansvar og skabe kvalitet – i skolehverdag og i politik, i lokalsamfund og på landsplan.
Beretningen viser, hvordan vi som forening og skoleform har navigeret i et år præget af bevægelse og forandring. Samtidig markerer den, at vores virke ikke er drevet af midlertidige dagsordener, men af en langsigtet retning. Vi arbejder ud fra et klart formål:

At beskytte og fremme de frie og private grundskoler og gymnasiers rettigheder og muligheder. Vi står på en fælles mission om at repræsentere, støtte og synliggøre. Og vi deler en vision om et samfund, hvor forskellighed i skolevalg er en styrke – og hvor værdibårne skoler er en vigtig del af velfærd og dannelse.
En rød tråd
De fem kernebegreber – Friheden, Traditionen, Ambitionen, Ansvaret og Værdierne – har været bærende gennem årets arbejde. De forbinder skolernes praksis med foreningens strategiske retning og danner en rød tråd i vores fælles identitet. Kodeks – de 7 samfundsløfter fungerer tilsvarende som en strategisk og forpligtende ramme, der omsætter værdier til handling og synliggør skolernes bidrag til fællesskabet.
Årets arbejde har været præget af en række udfordringer, som vi – både som forening og som skoleform – har taget aktivt livtag med. Udfordringer, der ikke er løst, men som fortsat kræver vedholdende opmærksomhed, indsigt og indsats – både her og nu og med blikket rettet mod fremtiden.
Reformer forandrer fortsat rammerne for vores skole- og uddannelsessystem og kræver både reaktion, forhandling og strategisk påvirkning.
Relationerne til myndighederne – særligt i tilsynsarbejdet – kalder på forståelse, respekt for forskellighed og en mere konstruktiv dialog.
Elever med særlige behov fylder markant, ikke mindst fordi systemiske barrierer og manglende fleksibilitet stadig begrænser skolernes reelle handlemuligheder, og fordi vi i forhold til disse elever ser ind et forandret landskab, hvor de frie skoler skal finde deres ståsted – og hvor opgaven ikke blot handler om at tilpasse sig, men også om at forme fremtidens rammer.
Samtidig udgør samfundsansvar ikke blot et princip, men en dagsorden, som kræver tydelig formidling, strategisk forankring og konkret praksis i skolernes hverdag. Og med et valgår forude – kommunalt, regionalt og senere nationalt – bliver det mere nødvendigt at kæmpe for synlighed, forståelse og legitimitet i både offentlighed og beslutningsrum.
Sårbar og stærk
I en tid, hvor verden forandrer sig – ikke kun politisk og samfundsmæssigt herhjemme, men også globalt og geopolitisk – er de frie og private skolers rolle både sårbar og stærk. Vi befinder os i en virkelighed præget af krig i Europa, klimakrise, global uro og værdikampe, der også påvirker vores børn, vores samfund og vores fællesskaber. Velfærdens strukturer er til debat, tilliden til institutionerne udfordres, og behovet for dannelse, sammenhængskraft og livsmod er større end nogensinde.
I den virkelighed er vores rolle sårbar, fordi vi som skoleform er afhængige af stabile rammer, politisk forståelse og bred samfundsmæssig tillid. Men vi er også stærke – fordi vi hver dag, i hver enkelt skole, viser, hvad frihed, ansvar og værdier kan betyde i praksis. Vi leverer ikke kun undervisning, men mening. Ikke kun faglighed, men fællesskab. Og netop derfor har vi noget vigtigt at bidrage med – også i en verden, der ikke længere er, hvad den var.
Uden punktum
Derfor afsluttes denne årsberetning ikke med et punktum. Den afsluttes med en påmindelse om, hvad vi står på – og en invitation til fortsat fælles handling. Tak til alle skolernes bestyrelser, ledelser og medarbejdere for det daglige arbejde, der bærer vores skoleform frem. Foreningen og medlemsskolerne er to sider af samme sag. Det er i samspillet mellem den lokale virkelighed og det fælles strategiske blik, at vi står stærkt – også i en foranderlig tid.
Vi har valgt frihedens og fællesskabets vej. Den kræver noget af os. Men den er værd at vælge – hver dag
