Forholdet mellem STUK og de frie skolers foreninger rummer forskellige perspektiver. Hvor skolerne og foreningerne vægter forældreret, frihed og mangfoldighed, er den statslige praksis i højere grad præget af kontrol og systematik. Det kan skabe spændinger, men peger også på et behov for tættere dialog og gensidig forståelse.
Samarbejdet mellem skoleforeningerne og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har i de senere år været præget af forskellige forståelser af, hvad en fri skole er. Hvor styrelsen typisk arbejder ud fra en forvaltningslogik med fokus på kontrol, systematik og målbarhed, bygger skolernes tradition på forældreret, idébaseret frihed og mangfoldighed.
Disse forskellige tilgange kan give anledning til udfordringer, men rummer også potentiale for dialog og fælles udvikling. De frie skolers særkende er netop, at de ikke er ens, og at de ikke nødvendigvis spejler det offentlige system. Når Styrelsen i dens praksis lægger vægt på ensartede kvalitetskriterier eller stramme etableringsvilkår, opstår en risiko for, at forskellighed og civilsamfundsinitiativer bliver presset ud. Det rejser bl.a. spørgsmålet om, hvem der bør definere kvalitet og bæredygtighed – staten eller de forældre, der vælger skolen til?
En styrelsespraksis i bevægelse – og en frihed under pres
De senere år har de frie skoler oplevet en tiltagende indsnævring af den frihed, der ellers kendetegner skoleformen. Det handler ikke nødvendigvis om nye love eller politiske beslutninger, men om den måde, eksisterende regler fortolkes og omsættes i praksis.
Styrelsens rolle har udviklet sig fra primært at kontrollere lovoverholdelse til i stigende grad også at forme de vilkår, som de frie skoler arbejder under. En sådan udvikling afspejler et forvaltningsmæssigt ønske om at reducere kompleksitet og gøre tilsynet mere effektivt. Men de frie skoler er netop kendetegnet ved forskellighed – i værdier, pædagogik, organisering og udtryk – og lader sig derfor vanskeligt indpasse i standardiserede rammer.
Flere af de regler og vejledninger, som STUK arbejder ud fra, udspringer af embedsværkets egne prioriteringer. Et eksempel er kravet til nystartede skoler om tidligt at kunne dokumentere endelig aftale om lokaler – senest fem måneder før skolestart. I praksis gør dette det vanskeligt for mange skoleinitiativer at komme i gang. Begrundelsen fra STUK er et ønske om at beskytte børn og forældre mod usikre projekter. Det er et forståeligt hensyn, men rejser et principielt spørgsmål: Hvor går grænsen mellem statens ansvar for at sikre lovoverholdelse og forældrenes ret til at vurdere, hvilke skoler de vil have tillid til? Når staten gennem forhåndskontrol søger at “forsikre” borgerne, risikerer den samtidig at indskrænke den grundlovssikrede ret til at etablere frie undervisningstilbud.
Når forvaltningsskøn gør friheden til en skrøbelig størrelse
Der er opsigtsvækkende eksempler på den forvaltningslogik, der i stigende grad præger Styrelsens praksis. Et konkret eksempel er en sag, hvor en initiativgruppe ønskede at oprette en ny fri skole i lejede lokaler – en helt almindelig og lovlig fremgangsmåde. Alligevel stillede STUK en række særkrav til lejekontrakten, som rakte ud over, hvad der er fast praksis på området. Blandt andet blev det krævet, at kontrakten ikke kun skulle tillade, at huslejen kunne stige (som normalt), men også eksplicit skulle kunne falde – en formulering, der sjældent, hvis nogensinde, indgår i standardlejeaftaler. Derudover afviste STUK, at udlejeren kunne have uhindret adgang til lejemålet. Som begrundelse henviste STUK til uafhængighedskravet, hvor det bl.a. fastslås, at en fri skole ikke må være påvirket af aktører, hvis interesser kan kompromittere skolens uafhængighed. Men det er et vidtgående skridt at tolke almindelige bestemmelser i en lejekontrakt som trusler mod skolens uafhængighed – særligt når lejeloven netop anerkender udlejers ret til adgang, ”når forholdene kræver det”.
Kravene skabte betydelig usikkerhed hos både initiativtagerne og udlejeren. Heldigvis valgte udlejeren at imødekomme ønskerne, så processen med at starte skolen kunne fortsætte. Men sagen illustrerer hvordan statens forvaltning i praksis kan blive benyttet til at opstille vilkår, der snarere lægger hindringer i vejen for lovlige skoleinitiativer end understøtter dem. Når fortolkningen af regler bevæger sig langt væk fra almindelig retspraksis og ind i et rum af forvaltningsskøn, bliver friheden til at etablere frie skoler en skrøbelig størrelse.
Kvalitetsforståelse – når god skole bliver en bestemt slags skole
Et andet centralt eksempel knytter sig til et dokumentudkast, som STUK tidligere i år udarbejdede med henblik på offentliggørelse på styrelsens hjemmeside. Dokumentet fremlagde styrelsens opfattelse af, hvad der kendetegner kvalitet i undervisning og skoleudvikling – både i folkeskolen og i de frie grundskoler.
De frie skolers foreninger reagerede hurtigt og samlet med skarp kritik, fordi dokumentet blev opfattet som et forsøg på at indføre fælles normer og idealer, der i praksis kunne begrænse skolernes idébaserede og pædagogiske frihed. Trods styrelsens understregning af, at kvalitetsforståelsen ikke var juridisk bindende, blev det i dialogen tydeligt, at dokumentets indhold kunne få reel betydning i styrelsens praksis – for eksempel i tilsyn, henstillinger og vurderinger af skolerne.
Kriterier og formuleringer blev fremlagt som vejledende, men fremstod alligevel som pejlemærker for ”god skole”. Netop her ligger kernen i kritikken: De frie skolers eksistensberettigelse er historisk forankret i retten til at vælge andre idealer – f.eks. klassisk dannelse, lærerstyret undervisning, mindre målstyring eller en stærk værdimæssig forankring. Hvis STUK de facto definerer én bestemt tilgang som standard, risikerer styrelsen at indskrænke skolernes frihed – ikke gennem lov, men gennem praksis.
Efter den samlede kritik valgte STUK at trække dokumentet tilbage, inden det blev offentliggjort. Det var et vigtigt skridt. Men den grundlæggende logik lever videre – i sproget, i vurderingsrammerne og i den måde, kvalitet forstås og anvendes i styrelsens arbejde.
Når to logikker forsøger at tale sammen
Samarbejdet mellem STUK og de frie skolers foreninger har historisk været konstruktivt, men i dag præges relationen af forskelle i forståelsen af, hvad en fri skole er – og hvilke rammer den kan fungere inden for. Styrelsens praksis opleves i stigende grad som formende frem for udelukkende kontrollerende, eksempelvis i forbindelse med oprettelse af nye skoler eller definitionen af, hvad der udgør “kvalitet”. Blandt skoleforeningerne er der en oplevelse af, at dialogen til tider mangler forståelse – ikke kun for skolernes daglige praksis, men også for det idégrundlag, de hviler på.
Samarbejdet mellem STUK og skoleforeningerne opleves ofte som præget af, at man måler med forskellige målestokke og opererer i hver sin virkelighed. Det, der for den ene part fremstår som solid praksiserfaring, fremstår for den anden som et brud på et princip. Der mangler med andre ord et fælles sprog – og uden det bliver det svært at mødes i fælles forståelse. Når skoleforeningernes argumenter, der bygger på frihedsprincipper, forældreret og mindretalsrettigheder, mødes med styrelsens henvisninger til aktuelle strømninger eller praktiske erfaringer, tales der forbi hinanden gang på gang: Når foreningerne siger: “Princippet er vigtigt”, svarer STUK: “Men det her ved vi virker”.
Når argumenter, der forsvarer principper, mødes med henvisninger til tidens dominerende tendenser eller metoder, opstår en oplevelse af, at den frie skoletradition ikke tages alvorligt.
Vejen frem – dialog, forståelse og respekt for forskellighed
Danmarks Private Skoler efterlyser ikke et styrelse – og et tilsyn – uden tænder, men en styrelse, der er skarp på loven – og samtidig lydhør over for den mangfoldighed, som skolefriheden netop beskytter.
Samarbejdet bliver stærkest, når man forstår hinandens perspektiver og kontekster – og når der er tillid til, at en fri skole kan være god, også selvom den ikke ligner det, man kender.
Et robust og respektfuldt samarbejde kræver ikke nødvendigvis enighed, men forståelse. Forståelse for, hvor man kommer fra, hvilke værdier man bygger på – og hvad der for alvor er på spil.
Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier repræsenterer de frie og private skoler i dialogen med myndighederne og arbejder for et optimeret samarbejde med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der både sikrer retssikkerhed og anerkender forskellighed som en legitim værdi i et mangfoldigt skolesystem. Derfor er næste skridt at finde en ramme for reel dialog. Tidlig, åben og respektfuld samtale – før tingene spidser til. Vejen dertil begynder med viljen til at lytte. Lad os tage dialogen.
