| Forældrekredsens tilsyn: Frihedens værn – eller statens værktøj?

Det forældrekredsvalgte tilsyn er en bærende del af den frie skoleform. Dets legitimitet og professionalisme er afgørende. Det er sektorens ansvar. Presset fra bl.a. politiske og statslige dagsordener truer ordningen og balancen mellem frihed, ansvar og uafhængighed.

Det er, i princippet, forældrene, der opretter skolerne, udstikker deres værdier og formål, vælger bestyrelse – og fører tilsyn med skolens virke. Denne konstruktion bygger på en grundlovssikret ret til at vælge og forme børns opdragelse og skolegang uden for det offentlige system, men inden for rammerne af loven.

Forældrekredsen og den certificerede tilsynsførende – et dobbelt forankret tilsyn

Ifølge § 9 i Lov om friskoler og private grundskoler har forældre pligt til at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed. En del af dette tilsyn handler også om at sikre, at skolen lever op til centrale lovkrav – herunder stå mål med-kravet og frihed og folkestyre-kravet. Til at understøtte dette mere specialiserede område kan forældrekredsen vælge selvevaluering efter en godkendt model eller en certificeret tilsynsførende – en uafhængig, certificeret person, der har gennemført en særlig uddannelse og er godkendt af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, STUK, på baggrund af faglige forudsætninger. Den tilsynsførende fører et systematisk tilsyn med blandt andet skolens undervisning, elevernes standpunkt og overholdelsen af de nævnte lovkrav. Hvor forældrekredsens tilsyn er bredt og helhedsorienteret, er den certificerede tilsynsførendes opgave afgrænset og fagligt fokuseret.

Sammen udgør de to tilsynsformer – forældrekredsens og det forældrekredsvalgte tilsyn – et dobbelt forankret tilsyn – i forældreengagement og professionel vurdering – som er unikt for de frie grundskoler og centralt for deres legitimitet og frihed.

Professionalisme, legitimitet og armslængde

Certificeringsordningen for tilsynsførende på de frie grundskoler blev indført i 2010 som et resultat af et samarbejde mellem ministeriet og skoleforeningerne, der ønskede at professionalisere det lokale tilsyn. Certificeringsordningen har løftet kvaliteten og fagligheden i tilsynet betragteligt, men tilsynsordningen er fortsat sårbar over for bl.a. politisk og ministeriel påvirkning.

Certificeringsordningen for tilsynsførende på de frie grundskoler har udviklet sig markant over de seneste år – både organisatorisk og fagligt. Det er en udvikling, der bl.a. udspringer af en voksende erkendelse i sektoren: Hvis tilsynet skal være bæredygtigt, legitimt og respekteret – så skal det være fagligt forankret, uafhængigt og forståeligt for omverdenen. Certificeringsudvalget, som siden 2020 har haft det samlede ansvar for både uddannelse, indstilling og kvalitetssikring, er sat i verden for at sikre netop dette; at levere den bedst mulige uddannelse af tilsynsførende og skabe legitimitet omkring hele tilsynsordningen.

At stå på mål for tilsynet

Det har bl.a. i den offentlige debat været fremført, at tilsynsførende i visse tilfælde kunne opfattes som for tætte på de skoler, de fører tilsyn med. Selvom habilitetsreglerne er klare og tilsynsførendes valg sker i overensstemmelse med gældende regler, er omverdenens blik og mediernes dækning ofte langt mere kritisk. Det ses tydeligt i enkeltsager. Den brede fortælling i pressen fremstiller ofte de frie grundskoler som “de andre”, og den forældrekredsvalgte tilsynsførende som en forlængelse af skolens eget miljø – ikke som en kritisk og uafhængig fagperson. Det er oftest en fejlfortolkning – men den viser, hvor vigtigt det er, at legitimiteten ikke kun findes i formelle regler, men også i perception og adfærd. Det er derfor, at uddannelsen betoner faglighed, metode og professionel distance i sin tilgang – og insisterer på, at tilsynsførende må agere med bevidsthed om det ansvar og den rolle, de har i forhold til forældrene og skolen, men også i samfundets øjne. Hvis det forældrekredsvalgte tilsyn skal bestå, må det være både robust i praksis og gennemsigtigt i intention. Tilsynsførendes vurderinger skal være baseret på faglighed, dokumentation, observation og samtale, og ikke på mavefornemmelser eller personlige relationer, og omverdenen skal kunne se og forstå, hvad formålet med tilsynet er – nemlig at sikre, at skolen lever op til lovgivningen. Det kræver uddannelse, metodebevidsthed og evnen til at stå på mål for sin vurdering.

Et tilsyn under pres: Når staten overtager civilsamfundets rolle

Der er sket en glidning i forståelsen af roller og ansvar. Hvor det forældrevalgte tilsyn oprindeligt var tænkt som en garant for lokal forankring og forældreansvar, bliver det nu i stigende grad et redskab for ministeriel styring. Staten bruger de certificerede tilsynsførendes erklæringer som datagrundlag for egne tilsyn – og sætter løbende nye krav ind i tilsynserklæringen i takt med skiftende politiske dagsordener. Det gælder alt fra tilsyn med donationer til underretningspraksis – og fremadrettet muligvis også vurderinger i forbindelse med social kontrol og en endnu mere detaljeret vurdering af frihed og folkestyrekravet. STUK henviser ofte til Aftalen om styrkelse af kvaliteten på de frie grundskoler (2016) som begrundelse for, at tilsynserklæringen også skal anvendes i ”kvalitetsudviklingsarbejdet”, men Styrelsen bruger begrebet kvalitet i en meget bred forstand, løsrevet fra konteksten. Tilsynserklæringen er blevet et styringsinstrument.

Hvis den certificerede tilsynsførende, i stigende grad, må agere som statens øjne og hænder – og ikke som forældrenes uafhængige repræsentant – så forskydes balancen fundamentalt. Forældreretten og skolefriheden bliver da sekundære i forhold til statens kontrolbehov.

Kløft mellem krav og rammer

Mens tilsynsopgaven udvides, er rammerne for de tilsynsførendes arbejde stort set uændrede. Hverken tiden, ressourcerne eller honoreringen afspejler det voksende ansvar og kompleksiteten i opgaven. Det skaber en ubalance mellem det, der reelt forventes af den tilsynsførende – og det, ordningen organisatorisk og juridisk er indrettet til at understøtte. Denne kløft mellem krav og rammer er ikke kun et problem for den enkelte tilsynsførende, men en udfordring for hele systemets bæredygtighed og legitimitet. Hvis tilsynet skal være både professionelt og retfærdigt, kræver det, at vilkår, retningslinjer og bekendtgørelser udvikles i takt med virkeligheden.

Et fælles ansvar for tilsynets fremtid

Hvis tilsynsmodellen skal bestå, må sektoren tage ansvar for dens troværdighed, faglige integritet og praktiske bæredygtighed. Det kræver også, at politikerne, ministeriet og STUK anerkender den rolle, forældre og civilsamfundet spiller i de frie grundskoler – og ikke underminerer den gennem lovgivningsmæssige og administrative udvidelser, der reelt flytter tilsynet væk fra forældrene og ind i statens tjeneste. Det udfordrer hele den frie skoleforms idé og eksistensberettigelse.

Selvom den certificerede tilsynsførende har til opgave at føre tilsyn med skolens lovoverholdelse, sker det på vegne af forældrene og som et udtryk for civilsamfundets ansvar. I denne sammenhæng er tilsynet med loven ikke en modsætning til frihed – det er en forudsætning for at bevare den. Det er civilsamfundets måde at tage ansvar for den frihed, det selv forvalter. Derfor må tilsynet forblive uafhængigt, legitimt og lokalt forankret. For uden den balance risikeres, at det lokale tilsyn forvandles til en statslig kontrolmekanisme i civilsamfundets navn.

Skoleforeningernes kamp for det skolenære og forældrevalgte tilsyn er en del af en større kamp for, at kvalitet og ansvarlighed forbliver forankret lokalt med faglighed, ansvar og værdifællesskab som grundpiller.

Tilsynet er ikke en statisk størrelse. Det skal udvikles – men det skal ske med respekt for den historiske balance, der gør den frie skoleform mulig: Forældreansvar i praksis og statslig kontrol med begrænsninger. Det forpligter alle aktører og kalder på mere dialog, større gennemsigtighed og en fælles forståelse af, hvad det vil sige at føre et legitimt, professionelt og meningsfuldt tilsyn.

Den frie skoleform bygger på en enkel, men grundlæggende idé: At forældre har ret til at vælge en skole for deres børn, som bygger på et særligt værdigrundlag og pædagogisk formål. Men denne frihed er uløseligt forbundet med ansvar – og det ansvar er tydeligst konkretiseret i forældrekredsens og det forældrekredsvalgte tilsyn. Det er her – i koblingen mellem frihed og forpligtelse – at den frie skoleform har sin styrke.