Med de nye fagplaner i folkeskolen står de frie grundskoler ved en skillevej. Fagplanerne rummer værdier og ideer, som mange finder tiltalende. Netop derfor kan det være svært at se udfordringerne. Men risikoen er reel: Hvis fagplanerne gøres til referenceramme for de frie grundskoler, kan de udvikle sig til bindinger – værdimæssige, metodiske og organisatoriske – som strider mod skolernes frihed og retslige grundlag.
Fagfornyelsen er en omfattende reform af folkeskolens faglige struktur. Den bygger på Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram – frihed og fordybelse, indgået i marts 2024, og på en ekspertgruppes efterfølgende arbejde med det overordnede indhold af nye fagplaner. De første fagplaner er nu i afprøvning, og fuld implementering forventes i skoleåret 2027/2028.
Selvom reformen er rettet mod folkeskolen, får den direkte konsekvenser for de frie grundskoler: Undervisningen skal stå mål med folkeskolens. Spørgsmålet er derfor, hvordan dette krav fremover skal fortolkes og sandsynliggøres.
Grundloven, lovgivningen og stå mål med-kravet
Den juridiske ramme hviler på tre niveauer. Først og fremmest grundlovens §76, som beskytter både forældreretten og mindretalsretten. Bestemmelsen fastslår, at kravet til undervisning uden for den offentlige skole er et fagligt udbyttekrav – altså et krav om at opnå samme slutniveau. Ændres folkeskolens slutmål, ændres også de pejlemærker, som undervisningen uden for folkeskolen skal stå mål med.
Dernæst kommer Lov om friskoler og private grundskoler §1, stk. 2, som gentager udbyttekravet og placerer det direkte i skolernes virke: De frie grundskoler skal tilbyde undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Endelig findes §§1a–1c, de såkaldte forpligtende forudsætninger. Her stilles der krav om, at skolerne skal udarbejde mål og planer, evaluere undervisningen og elevernes udbytte samt offentliggøre centrale oplysninger. Disse krav handler om processen – hvordan skolerne i praksis sandsynliggør, at de lever op til stå mål med-kravet.
Formålsparagraffen som styringsprincip
En af nyskabelserne for folkeskolen er, at folkeskolens formålsparagraf nu gennemsyrer hele fagplansstrukturen. Hver fagplan indledes med en almen del, hvor det forklares, hvordan faget bidrager til folkeskolens formål. Også fagets indhold, mål og metoder bindes til folkeskolens formål og dannelsesidealer. Dermed bliver formålsparagraffen ikke blot en ramme omkring fagplanerne, men selve det indre kompas, der styrer dem.
Udfordringen set fra de frie grundskoler
De frie grundskoler har aldrig været – og er ikke – bundet af folkeskolens formål. Tværtimod bygger hele sektoren på skolernes ret til at organisere undervisningen ud fra egen idé og overbevisning.
Problemet opstår, hvis de nye fagplaner gøres til målestok for de frie grundskoler. Så risikerer man en indirekte formålsstyring – og dermed en indskrænkning af den værdimæssige og pædagogiske frihed, som både grundlovens §76 og lov om friskoler og private grundskoler skal beskytte.
Forskellen er vigtig her: Folkeskolen er bundet af et fælles formål, fælles fagplaner og en fælles progression. De frie grundskoler er fri af denne struktur, men skal kunne sandsynliggøre det faglige udbytte; stå mål med-kravet. Netop derfor må balancen fastholdes mellem “flertallets lov”; folkeskoleloven og dens formål – og “mindretallenes lov”; grundlovens §76 og lov om friskoler og private grundskoler – retten til at vælge en anden vej.
Friheden til at uddanne og danne anderledes er en forudsætning for et mangfoldigt og demokratisk samfund.
Mere end formål – også tekniske bindinger
Udfordringerne handler ikke kun om, at de nye fagplaner er formålsstyrende. Også struktur og indhold i fagplanerne kan kollidere med friheden: Krav som fast progression, bestemte arbejdsformer og standardiseret evaluering.
Formen må ikke gøres obligatorisk for frie grundskoler. Pædagogisk frihed er også strukturel frihed: Retten til at bestemme progression, metoder og organisering selv.
Vanskeligt at modsige – men alligevel vigtigt
Folkeskolens nye fagplanerne fremstår umiddelbart tiltalende og alment ønskværdige. Hvem vil i dag sige nej til dannelse, demokratisk myndiggørelse eller elevinddragelse? Netop derfor kan det være vanskeligt for sektoren at kommunikere udfordringerne til udefrakommende og at rejse en principiel modstand.
At fagplanerne fremstår alment tiltalende, giver også en risiko for, at ensretning opstår “blødt” – ikke gennem tvang, men gennem de valg, som de frie grundskoler selv oplever som de letteste og mest attraktive. At ”følge folkeskolens fagplaner” kan umiddelbart virke både praktisk og tillokkende: Det sparer arbejde, giver en færdig progression og er formuleret i værdier, som de fleste finder sympatiske. Men netop derfor er det afgørende at stille spørgsmålet: Hvad sker der med den frie grundskoles egne værdier, idealer og pædagogiske overbevisning, hvis man vælger denne vej?
Her ligger måske den reelle udfordring for den frie skoleverden – at friheden ikke forsvinder ved ydre tvang, men ved den indre fristelse til at gøre det bekvemme.
Frihed, ansvar og legitimitet
Den afgørende prøve bliver, om fagfornyelsen kan give folkeskolen et løft, uden at de frie grundskoler mister retten til at tænke og undervise anderledes.
Frihed og forpligtelse er ikke modsætninger. De frie grundskoler skal levere et fagligt udbytte på niveau med folkeskolen, men uden at være bundet til dens formål eller pædagogiske model.
Med fagfornyelsen står sektoren ved en skillevej. Det kommende lovarbejde bliver afgørende for, hvordan friheden forstås og forvaltes – ikke kun i juridisk forstand, men også i den daglige praksis. Skal friheden fortsat betyde retten til at tænke og organisere undervisningen på egne præmisser, eller glider den gradvist over i en pligt til at følge folkeskolens værdier og strukturer?
Derfor arbejder skoleforeningerne tæt sammen – både indbyrdes og i dialog med ministeriet. Målet er at fastholde rammer, der bevarer friheden, men samtidig giver legitimitet og tydelighed i forhold til stå mål med-kravet. Den egentlige opgave er at finde den fine balance: At sikre samfundet, at eleverne får et solidt fagligt udbytte, uden at de frie grundskoler mister retten til selv at vælge hvordan.
Det handler ikke kun om paragraffer. Det handler om forældreretten, om skolefriheden og om retten til at skabe skole på egen overbevisning – den ret, som hele sektoren hviler på.
