Kodeks – de 7 samfundsløfter blev vedtaget af medlemsskolerne i 2020 og markerer derfor en af foreningens vigtigste mærkesager. Medlemsskolerne har valgt og forpligter sig på et samfundsbidrag, der rækker ud over undervisningen. Kodeks – de 7 samfundsløfter synliggør både skolernes værdimæssige forankring og bidrager til at sikre deres legitimitet i en tid, hvor skoler i stigende grad skal kunne forklare og forsvare deres rolle.

Ambitionen er klar: Kodeks – de 7 samfundsløfter er ikke blot fine formuleringer. Det er forankret i skolernes hverdag og virke. Det kræver en bevidst og løbende indsats fra både skoler og forening.

Skolens hvorfor – identitet, retning og relevans

Kodeks – de 7samfundsløfter handler i sidste ende om noget dybere og mere grundlæggende: Nemlig skolens “hvorfor”. Hvorfor findes vi som skole? Hvad er det, vi vil – ud over at levere kvalitet i undervisningen? Hvad er det, der kendetegner os som netop denne skole?

For mange frie og private skoler er det netop det værdibaserede fundament, der adskiller dem fra det offentlige system. Det handler om at tage stilling, at være bevidst om sin rolle i og uden for skolen, og at formulere et tydeligt svar på spørgsmålet: Hvordan gør vi en forskel – for det enkelte individ, for fællesskabet og for det omgivende samfund?

I disse år sker der store forandringer i den offentlige skoleverden, hvor reformer ændrer vilkår og retning. Det kan vise sig at være en styrkelse af den offentlige skole. Samtidig er der også steder, hvor elevtallet falder. Det kalder på, at de frie og private skoler – grundskoler og gymnasier – ikke blot gør sig umage, men også gør sig tydelige.

Eksistensberettigelsen

For at forblive relevante må skolerne kunne forklare, hvad de står for – hvad deres eksistensberettigelse er i et moderne samfund. Hvorfor skal man vælge denne skole frem for en anden? Hvad er det, vi bidrager med – ud over undervisning?

Svarene ligger ofte i det, der kendetegner frie og private skoler: En tydelig værdiakse, frihed i pædagogisk praksis, tæt kontakt til elever og forældre og en forpligtelse på fællesskabets bedste. Men de svar skal ikke bare kunne føles – de skal kunne forklares. Det er netop her, Kodeks og de 7 samfundsløfter kommer i spil; som en strukturel og kommunikativ ramme, der hjælper skolen med at sætte ord på nye aktiviteter og initiativer og på det, der i mange år har været praksis, men som nu i højere grad må gøres synligt.

At arbejde med Kodeks – de 7 samfundsløfter er også en måde at sætte ord på skolens sjæl – og skabe retning og relevans i en virkelighed, hvor det at have en stærk faglig profil ikke længere er nok i sig selv.

Ledelse, organisatorisk ansvar og strategi

At drive skole i dag er ikke kun et pædagogisk anliggende. Det er også en ledelsesopgave, et organisatorisk ansvar og en strategisk positionering. Derfor er det afgørende at betragte skolen – uanset om det er en grundskole eller et gymnasium – som en samfundsansvarlig organisation. Den frie og private skole er ikke kun en undervisningsinstitution, men også en arbejdsplads, et fællesskab og en aktør i det lokale og nationale samfund.

I takt med at virksomheder og organisationer generelt møder voksende krav om at dokumentere deres samfundsansvar, er det naturligt, at også skoler i stigende grad viser, hvordan de arbejder struktureret og værdibåret med sociale, miljømæssige og ledelsesmæssige spørgsmål. Mange medlemsskoler er allerede i gang – og ikke kun i deres undervisningstilbud, men også i deres drift, kultur og strategiske udvikling.

Bæredygtighed, fællesskab og ansvar – når skolens værdier bliver praksis

Skoler er i stigende grad opmærksomme på bæredygtighed både som pædagogisk indhold og som en praktisk prioritet i hverdagen. Samtidig arbejder mange skoler målrettet med at skabe inkluderende og trygge fællesskaber for elever og ansatte, med fokus på bl.a. ligestilling, diversitet og forebyggelse af mobning. De håndterer konflikter aktivt – med etisk omtanke og konstruktiv kommunikation. På ledelsesniveau formulerer skolerne klare politikker for etik og værdier, sikrer gennemsigtighed i beslutningsprocesser og inddrager alle parter i skolens udvikling. Desuden er arbejdsmiljø, psykisk trivsel og bæredygtighedsmål et voksende fokus.

Etisk ansvar og trygge fællesskaber

En væsentlig søjle i skolernes samfundsansvar er arbejdet med trivsel og rettigheder. Det er velkendt, at netop trivsel er en afgørende faktor, når forældre vælger skole til deres børn – og når elever skal kunne lære og udvikle sig. Trivsel handler ikke blot om stemning eller atmosfære, men om systematiske indsatser: Tydelige retningslinjer, gennemsigtige processer og etiske politikker, der skaber tryghed og forebygger mistrivsel. Det handler om at styrke elevernes bevidsthed om egne og andres rettigheder, at håndtere sager professionelt og værdibaseret og at sikre overensstemmelse med lovgivning – blandt andet i forhold til underretningspligt og udskrivningssager. I en medietid, hvor enkeltsager hurtigt kan skade tilliden til en skole – og sektoren -, bliver det stadig vigtigere, at der er styr på både etik, processer og kommunikation.

Skoler, der arbejder helhedsorienteret med ansvar – i drift, undervisning, ledelse og fællesskab – viser, at samfundsansvar ikke er et tillæg til kerneopgaven. Det er en integreret del af at være en moderne, værdibaseret skole.

Et fælles projekt med retning og relevans

Kodeks – de 7 samfundsløfter er ikke et afgrænset projekt med en slutdato, men en dynamisk ramme, der skal vokse og udvikle sig i takt med skolerne og det samfund, de er en del af. Løfterne giver struktur og sprog til det ansvar, mange skoler allerede tager, men for at bevare deres værdi og relevans kræver det, at de løbende aktiveres, formidles og videreudvikles. Det er altså ikke nok, at samfundsansvaret eksisterer i praksis – det skal også kunne forklares, synliggøres og fremstå troværdigt.

Foreningen har her en særlig forpligtelse: At følge op, samle op og sætte retning. Det handler om at understøtte skolernes arbejde, facilitere videndeling og formidle de historier, der gør ansvarligheden synlig – både internt i sektoren og eksternt over for omverdenen. Det er foreningens rolle at være brobygger mellem skolernes virkelighed og det samfund, der omgiver dem – og mellem praksis og politik.

Samfundsansvar, der skaber legitimitet

Kodeks-projektet har fra begyndelsen haft et dobbelt sigte: At synliggøre skolernes samfundsansvar og styrke deres legitimitet. Når frie og private skoler bidrager aktivt til samfundets udvikling – gennem undervisning, ledelse, arbejdsfællesskaber og engagement i lokalmiljøet – står de stærkere i mødet med beslutningstagere, forældre og offentlighed. Det gør det lettere at argumentere for den frihed og forskellighed, som skolerne er skabt til at repræsentere.

Det handler ikke om, at alle skoler skal gøre det samme. Tværtimod. Det handler om, at hver skole – med afsæt i eget formål – kan vise, hvordan den gør samfundsansvar konkret, meningsfuldt og levende. Når det sker, bliver de 7 samfundsløfter ikke bare retningsgivende. De bliver en del af skolens identitet – og et fælles svar på, hvad det vil sige at være en ansvarlig fri skole i en kompleks samtid. Der er allerede mange gode eksempler. Men der er også potentiale til mere. Artiklen her er derfor også en stille opfordring om at gå videre med Kodeks og de 7 samfundsløfter – både i hverdagen og i fortællingen om dem. For kun når ansvar omsættes til handling og handling omsættes til fortælling, kan det for alvor mærkes – og give mening. Både for elever, forældre og for det samfund, skolen er en del af.