Fjernundervisning er blevet en stor del af hverdagen for mange elever og lærere. De frie og private skoler har fokus på at lave spændende fjernundervisning og vedligeholde fællesskab på afstand.
Meningsfulde faglige aktiviteter, klar struktur på dagligdagen, fastholdelse af traditioner og værdier og fokus på det sociale. Det er en del af opskriften. For det har været og er vigtigt for de frie og private skoler at skabe undervisning med kvalitet under coronakrisen, uanset om den er foregået på skolen under hensyn til sundhedsfaglige retningslinjer eller som fjernundervisning.
Et større puslespil
Der er frie og private skoler, som har været nødt til at inddrage størstedelen af lærerne for at have nok personale på skolen til at kunne overholde de sundhedsmæssige retningslinjer.
For ikke at gå for meget på kompromis med kvaliteten af undervisningen på skolen og med kvaliteten af fjernundervisningen, har flere af skolerne valgt at bryde de almindelige skemaer op og sætte dem sammen på ny. Det har vist sig vigtigt for mange af skolerne at komme med en klar struktur for skoledagen særligt i forbindelse med fjernundervisningen. Det ses f.eks. på Kvikmarkens Privatskole i Søborg nær København. Her er skemaet opdelt i en klar struktur med fagundervisning, studietid og pause. Samtidig begynder og slutter skoledagen i fast system.
Vigtigt med genkendelighed
Selvom mange af de frie og private skoler har været nødt til at gøre tingene anderledes end normalt, ses der også flere eksempler på, at skolerne holder fast i vante tiltag og elementer, der udtrykker skolernes identitet igennem undervisningen. På Th. Langs Skole, en fri og privat skole i Silkeborg, har de holdt fast i at have bevægelse i undervisningen, selvom den foregår online. Hos Skolerne i Oure – som det frie og private Oure Kostgymnasium er del af – har de i en fællestime haft et virtuel adventure-race, der kunne foregå på elevernes værelser. Skolerne i Oure er et fællesskab af skoler, hvor sport og performing arts er del af identiteten. Sådan motiverede Skolerne i Oure selv virtual adventure race:
”Spænd hjelmen, grib pagaj eller kosteskaft og find den indre multi-atlet og eventyrer frem, for adventure-lærer på Skolerne i Oure, Søren Romer Søborg, hopper ind på skærmen og introducerer sportgrenens kategorier, udstyr og giver en forsmag på adventure-race i din egen stue. Intentionen er, at fællestimen både skal være inkluderende, sjov og lærerig”.
Følelsen af fællesskab
Det er tydeligt, at det for de frie og private skoler vigtigt at skabe følelsen af fællesskab, selvom det skal foregå på afstand. På Hovedstadens Kristne Gymnasium, et frit og privat gymnasium i Vanløse, København, har de holdt virtuelle fredagscaféer for ikke kun at holde det faglige, men også det sociale ved lige. På Børneskolen Bifrost, en fri og privat grundskole i Herning, har de et lignende tiltag, hvor de sætter fokus på det sociale. Hver dag kl. 11 brydes den faglige undervisning op til fordel for at lave noget i fællesskab. Alle mødes online og kan se hinanden på video, mens der laves en fælles aktivitet. Skolens souschef Birgit Nielsen siger om tiltaget:
”Jeg vil gerne fremhæve, hvordan lærer-teamet omkring de ældste klasser formår at fastholde den daglige kontakt til alle eleverne. Dette gøres ved et fast socialt indslag hver dag kl. 11. På det tidspunkt tager lærere og elever en fælles tiltrængt pause fra det daglige og faglige arbejde med vejledning og skrivning af afsluttende projektopgave mm. En stor opgave, som fylder rigtig meget i tiden. Denne pause, hvor man dagligt formår at få alle med, giver et sammenhold på tværs. hvor man hygger, griner og har det sjovt sammen – midt i alvoren”.
Kreativ undervisning
Der kan for alvor være brug for at tænke ud af boksen for stadig at gøre hjemmeundervisningen både afvekslende og lærerig, nu hvor perioden nærmer sig to måneder. Der ses mange forskellige eksempler på, at skolerne har kreative initiativer. På Hjørring Private Realskole har en af skolens lærere valgt, at eleverne skal lave visuelle fortolkninger af den roman, de har læst. Som skolen selv beskriver:
”Der er behov for at tænke ud af boksen i denne tid, men vores lærer har gjort det modsatte. Hun har nemlig tænkt ind i boksen – nærmere betegnet bento-boksen – og bedt eleverne lave bog-bento’er i stedet for boganmeldelser. Eleverne placerer fysiske objekter, der passer til bogens handling eller personer, rundt om selve bogen. Eleverne laver altså en visuel fortolkning af deres roman, hvor de bruger deres kreative kompetencer. Klasserne har været meget engagerede i arbejdet – også elever, der normalt ikke er begejstrede læsere – så det må siges at have været en stor succes at introducere japanske madpakker i hjemmeundervisningen”.
Elever fra 6.-10. klasse, 1. hf og 1. til 2. g modtager stadig fjernundervisning. Det har de gjort siden nedlukningen af Danmark fra midten af marts. Det er sandsynligt, at fjernundervisningen – mere eller mindre – skal fortsætte en rum tid i endnu. Derfor er det vigtigt, at de frie og private skoler stadig har et særligt fokus på at lave spændende fjernundervisning og opretholde fællesskabsfølelsen i de klasser, som endnu ikke må samles fysisk.