Kort efter Første Verdenskrig åbnede Skærbæk Realskole. Skolen blev oprettet af dansksindede i den nordvestlige del af Nordslesvig[1] for at styrke dansk kultur. I dag har skolen et globalt udsyn og ser grænseegnens tosprogethed og dialekterne som unikke kvaliteter.
Da Skærbæk Realskole blev oprettet 1919, prægede særlige forhold Danmark. I 1864 havde Danmark tabt 2. Slesvigske Krig og havde måttet afgive Sønderjylland. Området kom under tysk herredømme, og Tyskland forsøgte at gøre det sønderjyske folk tyske i sprog, kultur og sindelag. Det danske sprog blev gjort forbudt i skolerne i og uden for timerne; undervisningsbøgerne var tyske, og det var Tysklands historie og geografi, der blev undervist i. Sådan foregik det indtil 1918, hvor Tyskland tabte Første Verdenskrig. Sønderjylland blev dog først genforenet med Danmark efter folkeafstemningen i 1920.
Da genforeningen fandt sted, eksisterede Skærbæk Realskole imidlertid allerede. Skolen var blevet oprettet året forinden og var den første danske eksamensskole i Nordslesvig. Skolen blev grundlagt af de dansksindede i området for at styrke det danske sprog og kultur. Skolens oprettelse inden genforeningen i 1920 kunne lade sig gøre, da der fandtes en artikel, i det som siden skulle blive til Versaillestraktaten, der handlede om, at befolkningerne i de grænseområder, der igennem årene var blevet indlemmet i det tyske rige, skulle spørges om deres fremtidige tilhørsforhold. Hertil kom, at det tyske embedsapparat, ligesom resten af Tyskland, var udmarvet efter de godt fire års krig, og således ikke i stand til altid at håndhæve alle aspekter af tysk lovgivning.
Skole i forandring
Grundlaget for Skærbæk Realskole var i sin tid ønsket om at styrke danskhed og dansk sindelag. Som årerne er gået, er danskhed og dansk sindelag som definerende værdier for skolen ændret til visheden om, at man i en grænseegn eksisterer side om side, nationale tilhørsforhold og forskelle til trods. Skolen har som årene er gået skiftet fokus fra ”det danske” til ”det globale”. I skolens 100-års fødselsdagsskrift beskriver den tidligere skoleleder på Skærbæk Realskole, Mogens Lorentzen, skolens udvikling som en nødvendighed. »Vi skal i skolen tage pejling efter, hvad vi mener, eleverne får brug for i fremtiden. Vi kunne se, at globaliseringen ville komme til at præge tilværelsen på godt og ondt. Det kræver naturligvis færdigheder i fremmedsprog. Men det er ikke nok. Endnu vigtigere bliver kendskab til kultur i bred forstand […] Det er baggrunden for Realskolens beslutning om et internationalt program med rejser, med skoleudveksling i forskellige europæiske lande og med sprogskolekurser for 10. klasse i England og i Østrig.«
Den tidligere skoleleder beskriver også, hvordan flere udviklingstiltag blev igangsat for hele skolen: Tidlig læseindlæring, tidlig sprogstart, fællestimer på tværs af klassetrin, værkstedstimer, udvikling af støtteundervisningen for elever med særlige behov, bevægelse og motorik m.m.
Skole ud af huset
Udover tidlig sprog- og læseindlæring, oplever eleverne også overnatninger, rejser og lejrture hvert år fra 0. klasse. Dem beskriver lærer Ellen Birgitte Kjær bl.a. således: »Rejserne giver en god mulighed for at inddrage det omgivende samfund i undervisningen, børnene bliver vænnet til at rejse og opleve; være nysgerrige og interesserede i deres samfund. De fælles erfaringer, som klasserne får på disse ture, trækker vi på i det daglige arbejde på skolen. Ikke sjældent lyder det: ”Kan I huske, dengang vi….” Og så bliver der relateret til og talt om de gode oplevelser, man indtil videre har haft sammen.«
Skole i samfundet
Skolen tror på, at eleverne skal klædes på til et liv i en globaliseret verden. Det, mener skolen, kræver vurderingsevne, sproglige færdigheder og færdigheder i at kunne udtrykke sig på mangfoldige måder. Derfor prioriterer skolen, at eleverne får viden om egne og andres kulturelle rødder; at eleverne lærer at søge og sortere viden, og at eleverne lærer at kommunikere med mennesker i andre dele af verden.
Skærbæk Realskole er et billede på, hvordan privatskoler udvikler sig ud fra de grundlag, de er dannet på, og i takt med det omkringliggende samfund. Skærbæk Realskole blev oprettet, fordi de dansksindede havde behov for en skole med danskundervisning. Siden er der blevet behov for en skole, hvor eleverne klædes på til globaliseringen.
Fakta om Skærbæk Realskole: Grundlagt: 1919 Klassetrin: 0.-10. klassetrin Antal elever: 269 |
[1] Almindeligvis skelnes der mellem betegnelserne ‘Sønderjylland’ og ‘Nordslesvig’ i forhold til det nationale tilhørsforhold. For en dansksindet er det ‘Sønderjylland’, mens en tysksindet vil referere til området som ‘Nordslesvig’