Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Privatskoleleder nomineret til ledelsespris

    25. november 2019
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Leder af Thy Privatskole, Thomas Smidt Dissing, var med i finalen til Den Nordjyske Ledelsespris 2019. En jury udvalgte lederen og lagde vægt på lederens evne til at være nytænkende, og at lederen lytter til alle medarbejderes idéer.

    »Hvor er jeg glad! Det er virkelig en ære at få denne form for anerkendelse. Særligt af skolens medarbejdere«. Glæden var ikke til at tage fejl af, da skoleleder på Thy Privatskole, Thomas Smidt Dissing, fandt ud af, at han var blevet nomineret Den Nordjyske Ledelsespris 2019.

       Siden Thy Privatskoles start i 2016 har Thomas Smidt Dissing været skolens leder. Det er medarbejderne på skolen, der har indstillet lederen. I indstillingen stod der bl.a.:

    »Man skal være nytænkende, visionær og lidt excentrisk for at etablere en privatskole i Thy. Det er Thomas, og han nyder at skulle ”stå på tæer” for at udvikle organisationen, sine medarbejdere og sig selv. Thomas bakker alle initiativer op – uanset hvem de kommer fra. Alt er muligt og der kan altid findes en løsning. Han kan få det bedste ud af enhver situation, men altid ud fra organisationens bedste. Thomas er i den grad organisationens mand – også når der til tider skal træffes knap så behagelige beslutninger«.

    Det var en dommerkomite, der udvalgte Thomas Smidt Dissing som kandidat sammen med to andre i det endelige opløb. De to øvrige nominerende var den administrerende direktør for TL BYG A/S, Peter Boltau, og den administrerende direktør for NORDJYSKE Medier, Morten Vinther Jensen. Hvoraf førstnævnte endte med at vinde årets pris.

    Prisen blev overrakt i fredags, og selvom det ikke blev Thomas Smidt Dissing, der modtog den, er skolelederen dog stolt:

    »Jeg ser nomineringen som en værdifuld anerkendelse fra mine medarbejdere. Jeg er stolt over at være leder på Thy Privatskole, at blive nomineret og at gå videre til finalen«.

    TSD   Thy Privatskole

    Billede af Thomas Smidt Dissing