Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Indeklima: Vi tager selv ansvar og kan mærke en forskel

    4. november 2019
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Taastrup Realskole indeklima

    På Taastrup Realskole arbejder man aktivt for at skabe et godt indeklima og sikre elevernes trivsel. Skolen benytter sig af moderne teknologi til målingerne, og skolen tænker indeklima ind i skolens hverdag og planlægning.

    På Taastrup Realskole har de længe haft indeklima på dagsordenen. Skolen har indgået et samarbejde med en IT-virksomhed, der har lavet en indeklimaløsning til skoler i form af en KlimaBot. Den lille robot måler CO2, temperatur og luftfugtighed og står nu rundtom på Taastrup Realskole. Når de tilkoblede lamper på robotten lyser grønt, er forholdene gode. Når de lyser rødt, skal indeklimaet forbedres. Disse data bruges bl.a. af skolen til at forbedre de fysiske rammer, men indgår også i planlægning skolens skemastruktur, så elevernes sundhed og trivsel sikres bedst muligt.

     

    Eleverne inddrages

    Fra start har Kennet Hallgren, der er skoleleder på Taastrup Realskole, ønsket at engagere eleverne i at skabe et godt indeklima: ”Vi vil gerne udnytte børnenes drive og engagement, og derfor snakker vi med dem om, hvilke initiativer de selv kan bidrage med. Vi har som skole det overordnede ansvar, men jeg tror også, at det er sundt for børnene, at de lærer at tage et medansvar, i det omfang det giver mening og er muligt”.

    For skolelederen er det også vigtigt, at samtaler om klima og miljø foregår i et sprog og på et niveau, der ikke skaber stressede og klimaangste børn og unge, men i stedet motiverer og engagerer dem. Skolen benytter sig bl.a. af konkurrencer som en måde at skabe opmærksomhed og motivation på. Helt konkret betyder det, at tre klasser ad gangen konkurrerer om at skabe det bedste indeklima i deres eget klasselokale.

    Og eleverne kan mærke en forskel:

    ”Lamperne hjælper os helt vildt meget. Når de lyser rødt, kan vi selv se, om der f.eks. er for meget CO2 i rummet. Så skal vi lufte ud”, fortæller en elev i 6. klasse.

    En klassekammerat tilføjer: ”Vi tager selv ansvar – og vi kan mærke en forskel. Før fik vi tit ondt i hovedet, blev svimle, fik ondt i maven eller var meget trætte. Og ret ofte vidste vi ikke, at det måske havde noget at gøre med at lugten, eller at temperaturen i klasselokalet var blevet dårligere i løbet af en time”.

    Faktaboks:

    DTU og Alexandra Instituttet peger på følgende udfordringer:

    - 91% af klasselokalerne overskrider i løbet af en skoledag grænseværdierne

    - Klasselokalerne har i gennemsnit et højere CO2-niveau, end myndighederne anbefaler i 47% af brugstiden.

    - Børn klarer sig 9% dårligere i tests, hvis de opholder sig i klasselokaler med dårligt indeklima. Det svarer populært sagt til, at elever med et rigtig godt indeklima kan være et år foran pensum, når de når 9. klasse.