Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Portræt af en skole: Bornholms Frie Idrætsskole er fællesskab og bevægelse

    28. februar 2019
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  •  Danmarks Private Skoler er en forening private grundskoler og gymnasiale uddannelser fordel over hele landet. Der er en række værdier, der går igen i disse skolers formål, hvad end de kalder sig for fri-, real- eller private. Men bortset fra det, er de vidt forskellige. Foreningen vil gerne vise diversiteten blandt de private skoler. Det sker i artikelserien "Portræt af en skole" 

    Idræt

    Billede fra Bornholms Frie Idrætsskole

    På det vestlige Bornholm ligger Nyker, omringet af marker og med ca. 700 indbyggere. Da kommunen varslede lukning af byens folkeskole i 2004, gik Nyker-samfundet sammen og oprettede Bornholms Frie Idrætsskole. I dag mærker man stadig fællesskabsånden i og omkring skolen.

    Efter en kommunesammenlægning i 2003 blev folkeskolen i Nyker nedlagt. Den var oprindeligt en ”centralskole”: En type af kommuneskole, der opstod med ændringen af folkeskoleloven i 1958, hvor man samlede elever fra større geografiske områder og lagde en række skoler sammen til centralskoler. Ligesom dengang, ville kommunesammenlægningen i 2003 betyde, at Bornholmerne stod til at få længere afstand til den nærmeste skole, og at endnu mere liv ville gå tabt i de bornholmske byer og på hele øen. Men det ville utrættelige kræfter i Nykers Idrætsforening og Borgerforening ikke se ske for deres lokalsamfund. De gik derfor sammen om at oprette Bornholms Frie Idrætsskole i Nyker. Skolen åbnede i sommeren 2004.

     

    Et sundt fællesskab

    Ud til Nyker Hovedgade ligger en gul bygning med røde teglsten. På gavlen står der ”NYKER GYMNASTIK- & FORSAMLINGSHUS”. Tirsdag-aften er der banko derinde. Men lige nu sidder der en masse af skolens elever og lærere. Bornholms Frie Idrætsskole lejer sig nemlig ind i forsamlingshuset og bruger hver dag husets køkken.

    Kniv og gaffel er i hænderne. Lukket mund, mens der tygges. Ved hvert bord sidder også en lærer. Der bliver talt om maden; ”Det dufter”; ”Det er grønt”; ”Det kommer fra en ko”; ”Det kommer fra jorden”. Det kommer alt sammen fra den meterlange buffet. Der er grøntsager og salater i alle afskygninger. Der er hjemmebag og fuldkornsprodukter. For enden kød og linsedeller. På Bornholms Frie Idrætsskole er det vigtigt at spise sammen og tale om maden. Måltidet anses for at være en fælleskabsskabende aktivitet, der samtidig skaber dannelse. Maden er sund, for her tror man på, at sund kost er en vigtig faktor for læring. Eleverne har også fået noget at spise kl. 10 – groft brød og frugt. De får også noget at spise til eftermiddagslektionerne. Sådan er det hver dag.

     

    Bæredygtighed og brugbar erfaring

    Om det ene bord tales der – som så mange gange før – om klimaudfordringer og affaldssortering. Ved hvert bord står en spand til det bionedbrydelige affald. Det gælder om at få så lidt i som muligt. Og der er gået stor sport i det. På skolens anses det for en vigtig opgave at gøre eleverne til ansvarlige samfundsborgere give dem viden og evnerne til at kunne bidrage til fællesskabet.

    Efter tyve minutter rejser alle sig fra bordene og tager deres brugte service ud til køkkenet. Der står 7. klasse og tager imod. Ind i industriopvaskerne. Det er en særlig brugbar erfaring at gøre, når man bor på en turist-ø og med stor sandsynlighed tager et fritidsjob i hotel- og restaurantbranchen senere i ungdomslivet. Køkkenpersonalet kokkerer og fylder buffeten op. To af dem er i jobprøvning. De har store smil på læberne og giver ”high fives” til eleverne. Nu er der klar til, at det næste hold af elever og lærere kommer og spiser.

     

    Sammen om bevægelse

    I gymnastiksalen løber en masse elever fra 5. klasse rundt. De har træningstøj på, men de har ikke idrætsundervisning, de har frikvarter. I næste uge har 9. klasse lov til at bruge salen i frikvarterne. Bag idrætsforeningen er der store udearealer, som skolen er med til at råde over. Minigolf, hoppepuder, trælegepladser, fodboldbaner og en multibane. Der er mange aktiviteter og kaste sig over. Bevægelse er en central del af skolens profil og værdigrundlag.

    Legepatruljen sætter kegler op på en ledig græsplet. Der skal spilles rundbold med de mindre elever. Legepatruljen har gule veste på, så alle kan se dem og være med. Patruljen består af nogle af skolens ældste elever, som har meldt sig til at sætte aktiviteter og lege i gang for de yngste. De gule veste lyser op, selv i overskyet vejr.

    Nogle elever hilser på de ældre Nyker-borgere, som spiller på skolens petanquebane. Men de smilende elever skynder sig videre. De har gang i en vigtig omgang fangeleg. På boldbanen spilles. Piger, drenge, store og små - alle spiller de sammen og forsøger at få bolden i mål.

    Det ringer ind. En stor gruppe af elever skal til idrætsstævne og samles ved skolens bus. Skolen deltager tit i idrætsstævner. Og alle deltager uanset evne. Skolen vinder derfor ikke altid, selvom de er en idrætsskole. For skolen handler det i stedet om at være sammen i bevægelse.

     

    Plads til forskellighed

    En elev knuger sin mobil i hånden. Knoerne er hvide af det faste greb. Da han tidligere i frikvarteret var med i legepatruljens aktiviteter, kunne man se mobilen i lommen. Det kunne man ikke på de andre. I klasselokalet lægger han telefonen i lommen igen. Alle de andres mobiler ligger i et aflåst skab. Han har dog bedst af at have den tæt på sig. Det får ham til at trække vejret langsommere. Så det har skolen givet ham lov til. Selvom der er regler, kigger skolen på den enkelte elev og tilpasser sig i det omfang, det kan lade sig gøre. De andre elever accepterer det. De er vant til, at ikke alle er ens, og nogle kan have andre behov end dem selv.

    I det næste klasselokale er der elever i forskellige aldre. Foran dem står to elever og viser en sort rygsæk. De viser en bærbar og fortæller om et hjælpeprogram til læsning og skrivning. De to elever er ”IT-specialisterne”. De hjælper alle dem, som skal lære deres nye IT-rygsæk at kende. De har haft deres i længere tid. De ved, at hvis de bruger rygsækken, så kan de læse og skrive ligesom andre. De ved, at de ikke er ”dumme”, og de gør sig umage med at fortælle det til dem, der lytter ved bordene. Det får dem til at smile håbefuldt.

     

    Holder lokalsamfundet i bevægelse

    På Bornholms Frie Idrætsskole tror man på, at skole skal sikre samspil mellem den enkelte barns mentale, fysiske og sundhedsmæssige trivsel. Og den tydelige profil tiltrækker. Der kommer elever fra det meste af det vestlige Bornholm: Rønne, Hasle, Klemensker osv. Men der er også kommet flere elever, der er flyttet med deres familie fra København til øen.

    Derudover tror skolen på, at man har et ansvar overfor den verden, der omgiver én. Derfor sørger Bornholms Frie Idrætsskole at have plads til alle slags elever og til alle typer ansatte. Så udover at skabe bevægelse for skolens elever og lærere, bidrager skolen også til at holde Nyker og omegn i bevægelse.

    FAKTA OM SKOLEN:

    Geografisk placering: Nyker, Bornholm

    Stiftet: 2004

    Klassetrin: 0.-9.klasse

    Elevantal: 205 elever

    Ansatte: Ca. 40

    Andre tilbud: Børnehave og SFO. 


    Det er også muligt at læse portrættet i foreningens presserum.