Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Frie grundskoler: Obligatorisk praktisk/musisk fag og obligatorisk praktisk/musisk prøve i 8. klasse

    27. februar 2019
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Med EUD-aftalen Fra folkeskole til faglært – Erhvervsuddannelser til fremtiden (pdf) blev det gjort obligatorisk med et praktisk/musisk valgfag i udskolingen i folkeskolen. Det blev desuden besluttet, at der skulle laves en prøve i 8. klasse i elevens obligatoriske praktiske/musiske valgfag i folkeskolen.Hvad er aftalens konsekvens for de frie grundskoler?

    Foreningen har helt forståeligt fået mange henvendelser fra medlemsskolerne med en lang række principielle og praktiske spørgsmål i relation til aftalen. Dels er der opstået tvivl om de frie grundskolers frihed og ”stå mål med-kravet”, dels er der usikkerhed omkring de praktiske udfordringer; tidsperspektiv og lokaler.

    Foreningen har været i løbende dialog med Undervisningsministeriet og har presset på for en nærmere redegørelse for aftalens betydning for de frie grundskoler. Det har taget tid at få konkrete svar, hvilket har betydet, at foreningen hidtil kun har kunnet give medlemsskolerne svar på deres spørgsmål på baggrund af vores ”bedste gæt”. Nu har vi endelig fået nogle mere præcise oplysninger fra Undervisningsministeriet. 

    Her gives svarene på en række spørgsmål: 

    Skal frie grundskoler føre til prøve i et praktisk /musisk fag i 8. klasse?

    Ja. De frie skoler, der afholder prøver, vil skulle udbyde prøven på 8. klassetrin i et praktisk/musiske fag ligesom folkeskolerne. Det skyldes, at aflæggelse af prøven på 8. klassetrin er en forudsætning for, at eleven har aflagt folkeskolens afgangseksamen ved afslutning af 9. klasse.

    Der har hidtil ikke været krav om, at frie grundskoler skal udbyde valgfag. Tvinges de frie grundskoler nu indirekte til at udbyde (praktisk/musiske) valgfag?

    Nej. Der er ikke krav om, at frie grundskoler skal udbyde det/de praktisk/musiske fag som valgfag. De frie grundskoler kan selv beslutte, hvilket eller hvilke af de fire praktisk/musiske fag; håndværk og design, billedkunst, musik eller madkundskab, de vil fokusere på.

    Kan de frie grundskoler ”nøjes” med at undervise og føre til prøve i et af de praktisk/musiske ”valgfag” (håndværk og design, billedkunst, musik og madkundskab)?

    Ja.

    Håndværk og design får en særstatus i folkeskolen. Hvordan påvirker det de frie grundskoler?

    Der bliver ikke stillet krav til, hvilken af prøverne eleverne tager og derfor heller ikke til, hvilket af de fire fag, de frie grundskoler skal fokusere på. De frie grundskoler tvinges derfor ikke til, men kan udbyde undervisning i håndværk og design.

    Kan de frie grundskoler få lov til at se bort fra fagene som fire selvstændige fag? Kan man give de frie grundskoler frihed til at undervise i og evaluere (føre til prøve i) de brede praktisk/musiske kompetencer? Der findes nemlig flere initiativer på de frie grundskoler, hvor man (allerede) arbejder med praktiskfaglige kompetencer som kreativitet, innovation, teori i praksis etc. i et bredt fagligt perspektiv.

    Der er ikke mulighed for at tilrettelægge en alternativ prøve, f.eks. rettet mod de brede praksisfaglige kompetencer. Prøven skal tilrettelægges, så den tester det specifikke praktisk/musiske fags kompetencemål. En fri grundskole har dog fortsat mulighed for at tilrettelægge indhold og metode - til selv at beslutte ”vejen ad hvilken”. Der er fortsat ikke krav om, at frie grundskoler skal benævne fag på samme måde som i folkeskolen. Der er heller ikke timetalskrav på frie grundskoler. Et valgfag i folkeskolen er berammet til (60 timer pr. skoleår).

    Frie grundskoler skal ”stå mål med” folkeskolens obligatoriske fag og obligatoriske emner. Hvilken status skal det obligatoriske praktisk/musiske ”valgfag” have på de frie grundskoler? 

    Der er ikke givet klart svar på det praktisk/musiske fags status på de frie grundskoler. Det må dog antages, at forståelsen er, at de frie grundskoler skal give en undervisning, der ”står mål med” mindst et af de praktisk/musiske (valg)fags afsluttende kompetencemål. Dette har betydning for især de prøvefri skoler.

    Hvornår forventes målene for fagene og prøvevejledningerne at være klar (hvad er det skolerne skal undervise hen imod)?

    Der vil skulle udarbejdes Fælles Mål, skrives læseplaner og undervisningsvejledninger samt prøvevejledninger for de praktiske/musiske valgfag billedkunst og musik. Håndværk og design og madkundskab eksisterer allerede som toårige valgfag med mulighed for prøveaflæggelse.

    Arbejdet med bekendtgørelser m.v. vil blive igangsat under Folketingets behandling af lovforslaget, således at materialet kan offentliggøres i umiddelbar forlængelse af lovforslagets vedtagelse. Forslaget står i regeringens lovprogram for marts 2019. Det tager erfaringsmæssigt ca. 2-3 måneder at behandle et lovforslag i Folketinget.

    Hvilke elever omfattes?

    Reglerne om et obligatorisk praktisk/musisk valgfag og prøve i 8. klasse vil ikke omfatte elever, der allerede har afsluttet 7. klasse den 1. august 2019. Elever, der påbegynder undervisning på 8. eller 9. klassetrin i skoleåret 2019/20, vil således ikke skulle til prøve. Den første prøve afholdes for elever på 8. klassetrin i 2021.

    Hvad med faglokaler?

    Undervisningsministeriet forholder sig ikke til de frie grundskolers adgang til faglokaler.

    Frie grundskoler er ikke forpligtede til at have bestemte faglokaler. Men frie grundskoler er forpligtede til at give en undervisning, der står mål med folkeskolens obligatoriske fag (herunder de praktisk/musiske).

     

    Ovenstående giver nogen afklaring, men der er forsat ubesvarede spørgsmål i relation til de frie grundskoler og de praktisk/musiske ”valgfag”. Foreningen vil forsat opsøge svar på disse spørgsmål i Undervisningsministeriet.

     Thomas Sørensen

    Thomas Sørensen

    Konsulent

    33307932
    22766734

    Simone Dalsgaard

    Simone Dalsgaard

    Chefkonsulent, kommunikationsansvarlig

    33307927
    60771719