Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Formænd i fælles debatindlæg: Stop krigsretorikken om fri- og privatskoler

    27. december 2018
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Kommentar til analyse i Politiken af chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Mie Dalskov Pihl.

    Stop krigsretorikken om fri- og privatskoler

    Af Karsten Suhr, formand Danmarks Private Skoler, Peter Bendix Pedersen, formand for Dansk Friskoleforening, Uffe Rostrup, formand Frie Skolers Lærerforening

    Mie Dalskov Pihl er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og hun har en klar dagsorden, som ligger i tråd med den socialdemokratiske: Når folkeskolen lider, skal forklaringen findes i fri- og privatskolerne. Altid. I et debatindlæg i Politiken den 16. december 2018 gør hun status over fire år med Lars Løkke Rasmussen ved roret, hvor hun lægger ud med at nævne, at statstilskuddet til fri- og privatskolerne er steget fra 71 pct. til 76 pct. af udgifterne i folkeskolen. »Penge vi i stedet kunne have brugt på at styrke vores fælles folkeskole«, skriver Dalskov Pihl for at understrege os og dem-tænkningen. Dalskov Pihls konklusion er, at »vi ser en erosion af folkeskolen brede sig med lukninger, centralisering og et øget tilskud til de frie grundskoler«.

    Insinuationer i retning af, at fri- og privatskolerne bliver forgyldte, mens folkeskolerne lider, er muligvis lette at få sympati for, men det bliver det ikke mere rigtigt af. Efter årtier med et stabilt statstilskud på 75 pct. af udgifterne til folkeskolerne valgte den forrige regering som konsekvens af »genopretningspakken« at sænke fri- og privatskolernes tilskud til 71 pct. Det betød, at skolepengene steg i denne periode, og at især små friskoler i de tyndtbefolkede områder hang i nogle meget tynde tråde.

    Den nuværende regering har derfor blot normaliseret statstilskuddet, så det i dag er tilbage på 75 pct. plus én såkaldt koblingsprocent øremærket sociale opgaver, fordi den nuværende regering også er optaget af, at alle børn – også dem med særlige udfordringer – skal have et reelt frit skolevalg.

    I øvrigt er det værd at bemærke, at hver enkelt fri- og privatskoleelev udgør en offentlig besparelse på 22.000 kr., så man skal passe på med, hvad man som kritiker ønsker sig, for en kraftig beskæring af fri- og privatskolerne kan resultere i en ganske betydelig ekstraudgift til kommunerne.

    Noget tyder på, at Dalskov Pihl har det samme ønske som socialdemokratiske politikere, der ønsker andelen af fri- og privatskoleelever reduceret kraftigt. Der er simpelthen for mange forældre, der bruger deres grundlovssikrede ret til at vælge et skolealternativ, forstås. »Der er de sidste mange år sket en gradvis stigning i antallet af børn, der går i fri- og privatskole. Folkeskolen taber således fortsat kampen om børnene, når flere tilvælger det private alternativ«, skriver Dalskov Pihl. Vi tror ikke på, at den samlede grundskole i Danmark profiterer af den type krigsretorik. Det er forkert at gøre grundskolen til en »kamp om børnene«, som man kan tabe eller vinde. Det fjerner fokus på, at grundskolen handler om pædagogik, værdier og rammer – og dem er vi fælles om at være optaget af. Fordi skolen er for børn og ikke for institutionens egen skyld.

    Dalskov Pihl adresserer også det forhold, at der er tale om dét, hun kalder en »ny tendens«, nemlig at flere og flere elever starter allerede i 1. klasse i fri- og privatskolerne. For en statistiker kan dette næppe være en overraskelse i lyset af, at der er opstået en del fri- og privatskoler, dér hvor mange kommuner har opgivet at drive en folkeskole. Siden kommunalreformen i 2007 er der lukket eller sammenlagt omkring 300 folkeskoler. Så er det vel nærmest ret logisk, at der kommer flere fri- og privatskoleelever – allerede fra 1. klasse!?

    Dalskov Pihl mener også, at kløften mellem børn fra forskellige sociale lag stiger, fordi flere vælger fri- og privatskoler. Her henviser hun til Arbejderbevægelsens Erhvervsråds egen analyse, der slår fast, at i 2017 var andelen af landets skoler, der har en nogenlunde ligelig fordeling af alle indkomstgrupper fra top til bund, faldet til 28 procent. Ti år tidligere lå tallet på 40 procent. Konklusionen er altså, at andelen af skoler med en skæv elevsammensætning er steget de senere år. Denne tendens er også gældende i folkeskolerne.

    Blandt de 20 skoler med den højeste andel af elever fra overklassen og højere middelklasse er der 13 folkeskoler og 7 fri- og privatskoler, og i folkeskoleregi er der 271 folkeskoler uden en eneste tosproget elev.

    Dalskov Pihl nævner også centralisering og folkeskolelukninger. Vi er helt enige i, at disse forhold ikke har gavnet folkeskolen som den store samlende institution. Centraliseringer og top-down-styring afføder sjældent noget positivt, og de mange folkeskolelukninger er ikke noget, der er groet i de lokale familiers baghaver. Det er politiske beslutninger, der er taget i iveren på at opnå stordriftsfordele, som dog de fleste steder ikke har kunnet påvises.

    Folkeskolen er meget bedre end sit rygte, og det er på tide, at toneangivende statistikere, politikere og meningsdannere finder større ambitioner frem end at skose fri- og privatskolerne, når der skal findes forklaringer på, hvordan man kan spille folkeskolen god. Politik er idelogi – og en gang imellem en masse følelser, og det er helt legalt ikke at bryde sig om forældrenes frie mulighed for at vælge skole til deres barn. Men det er for fattigt at tro, at man ved at forringe fri- og privatskolernes vilkår kan styrke folkeskolerne. Der skal mere til. Lyt til forældrene og lad os – gerne sammen – kæmpe for, at der kommer politisk opmærksomhed og anerkendelse for, hvordan hele grundskolen bliver mest muligt attraktiv.

     

    Bragt i Poltiken d. 27. december 2018

    Image 1 005