Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

De ældste klasser i folkeskolen skal have flere praktisk/musiske fag

    25. juni 2018
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Praksisfaglighed bliver en obligatorisk del af udskolingen i folkeskolen.

    Et flertal af Folketingets partier vil styrke de praktiske og musiske fag i de ældste klasser i folkeskolen. En ny aftale gør det blandt andet obligatorisk i udskolingen at have et praktisk/musisk valgfag, som kan afsluttes med en prøve.

    Det bliver fremover obligatorisk for elever i folkeskolernes 7. og 8. klasser at have enten håndværk/design, musik, billedkunst eller madkundskab. Fagene vil kunne afsluttes med en prøve.  Eleverne får desuden ret til erhvervspraktik, og det praktisk-faglige vil fylde mere i den obligatoriske projektopgave i 9. klasse.  

    Aftalen bygger blandt andet videre på, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti allerede sidste år lancerede en praksisfaglig dimension i uddannelsesparathedsvurderingen. Den er nu vedtaget af Folketinget og vil blive gennemført første gang i landets 8. klasser i efteråret 2018.

    Læs aftaleteksten:

    Aftale om styrket praksisfaglighed i folkeskolen (pdf)

    Aftalen indeholder fem initiativer, som til sammen skal sikre, at alle elever får mulighed for at arbejde med deres praksisfaglige kompetencer i alle de år, de går i folkeskole:

    • Obligatorisk praktisk/musisk valgfag i 7. og 8. klasse
    • Prøve i praktisk/musisk valgfag i 8. klasse
    • Styrket praksisfaglighed i den obligatoriske projektopgave i 9. klasse
    • Ret til erhvervspraktik i 8. og 9. klasse
    • Udviklingsprojekt. Praksisfaglighed i skolen