Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

​Inspiration: Udfordrede elever oplever fagligt vendepunkt efter camps

    9. maj 2018
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • ”Tidligere kunne jeg gå helt i panik, hvis jeg blev bedt om at læse op i klassen, men ikke længere”. Sådan fortæller Simon, der går i 8. klasse, om udbyttet af sit forløb på Nordjyllands Akademi – et samarbejde mellem private skoler, der afholder camps for at give et fagligt løft til elever på 7.- 8. klassetrin med udfordringer i læsning eller matematik.

    Idéen med at skabe camps med fokus på faglig udvikling er delvist inspireret af TalentCamp.dk, der er et andet succesfuldt projektsamarbejde mellem private skoler for elever med faglige talenter. Nordjyllands Akademi har ønsket at skabe et tilbud til de elever, som føler sig fagligt udfordret. Forløbene afvikles som et samlet undervisningstilbud bestående af tre weekend-camps. I perioderne mellem camps forpligter eleverne sig til hjemmearbejde og deltagelse i opfølgninger.

    Fokus på potentialet

    Louise Høibjerg, der er Nordjyllands Akademis projektkoordinator, fortæller, at der bag ved tiltaget ligger en formodning om, at flere af de elever, der kategoriseres som svage i matematik eller læsning besidder potentiale og lyst til at rykke sig fagligt:

    ”Men de har måske behov for at arbejde lidt længere tid med tingene, før koden til læsning eller matematik knækkes helt”, forklarer hun og fortsætter:

    ”Derfor er det tanken at skabe et rum, hvor eleverne kan få vejledning og tid til at arbejde med områder, hvor de er udfordret. De kan arbejde med det faglige, og målet er også, at de finpudser deres arbejdsvaner og tilegner sig metoder, der kan støtte dem i deres lektielæsning og i den daglige undervisning.”

    Mere tillid til sig selv

    Det er faglærere og læsevejledere, der står for undervisningen af eleverne. Lærerne erfarer bl.a., at det er gavnligt for eleverne at mødes med jævnaldrende med faglige udfordringer fra andre skoler. Især på matematiklinjen opleves, at elevernes usikkerhed og opfattelse af egne evner kan være en hindring for udvikling i faget. Frygten for at sige noget forkert sidder dybt i mange af eleverne, og derfor byder de sjældent ind i matematiktimerne i deres skolehverdag. Eleverne refererer, at de har mere tillid til sig selv efter at have deltaget på Nordjyllands Akademis camps. Akademiet arbejder da også med en helhedstanke, hvor hele miljøet omkring undervisningen betragtes som væsentligt. Camp-aktiviteterne bygger derfor ikke kun på det faglige, men også på fællesskab, teambuilding og fysisk aktivitet.

    Ikke noget, der sker med et trylleslag

    For bl.a. Simon, der gennem sin skoletid har kæmpet med en ordblindhed, der har skabt usikkerhed og manglende motivation for læsning, har forløbet på Nordjyllands Akademi været et vendepunkt. Kort efter forløbet blev Simons klasse af deres dansklærer udfordret til at læse 1000 sider på en måned. Simon var en af de første elever, der klarede udfordringen. Læsetest, taget før og efter forløbet, viser, at Simons læsehastighed er forbedret markant. Men projektkoordinator, Louise Høibjerg, understreger:

    ”Vi er dog meget bevidste om, at faglig udvikling er en kontinuerlig proces, som hovedsageligt skabes gennem elevernes daglige undervisning og i hjemmet - det er ikke noget, som sker med et trylleslag over tre weekender. Det vi stræber efter på vores camps er at sætte gang i en positiv proces, hvor der gennem et ekstra fokus på faget skabes en større forståelse, fornyet motivation og øget selvtillid, som kan påvirke elevens holdning og arbejdsindsats i faget, - så det faglige standpunkt med tiden forbedres.”

    Initiativtagerne til Nordjyllands Akademi er Hjørring Private Realskole, Tolstrup-Stenum Friskole, Privatskolen i Frederikshavn og Privatskolen i Sæby. Læs mere om Nordjyllands Akademi her

    Initiativtagerne til Nordjyllands Akademi er Hjørring Private Realskole, Tolstrup-Stenum Friskole, Privatskolen i Frederikshavn og Privatskolen i Sæby. Læs mere om Nordjyllands Akademi her