Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Nyt fra TalentCampDK

    20. april 2018
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • TalentCampDK er et konkret eksempel på private skolers ønske om at imødekomme behovet for at udfordre fagligt talentfulde børn og unge. TalentCampDKs undervisning foregår på de dygtigste elevers præmisser. Her skriver organisationen selv om nogle af dens mange aktiviteter.

    Nyhedsbrev fra TalentCampDK

    Af: Rikke Holst Vigilius, pædagogisk leder på Helsinge Realskole og næstformand i TalentCampDK

    Kolding Realskole var midt i marts vært for TalentCampDKs generalforsamling. Det var godt at få standset op og se tilbage på året, der gik – og set frem mod det spændende år, vi går i møde. Der er nu 55 aktive skoler med i TalentCampDKs arbejde. Til sammenligning lød tallet på 32 i 2015. Vi er glade for, at så mange flere elever nu får mulighed for at udvikle sig gennem vores arbejde. Væksten betyder også, at vi som forening stadig skal arbejde på konsolidering og udvikling, så TalentCampDKs DNA kan fastholdes og udvikles.

    31 camps i skoleåret 2017/2018. TAK til værtsskolerne!

    Camps er kernen i TalentCampDKs arbejde. I skoleåret 2017/2018 har der været en aktivitet på 31 camps. At påtage sig tjansen med at være værtsskole er en del af dealen ved at være med i arbejdet som skole. Vores sekretariat gør altfor,at opgaven bliver så overkommelig som mulig. Vi ved godt, at der alligevel skal lægges arbejde i campsene fra skolens side. Tak til alle jer ledere og talentkoordinatorer, der yder en ekstra indsats her. Bestyrelsen i TalentCampDK er meget taknemmelige for jeres samarbejde og gæstfrihed.

    ”Campsene har givet mig en ide om, hvad jeg muligvis vil senere i livet”

    Formålet med foreningen er at tilbyde de dygtigste elever i grundskolen faglige udfordringer, mulighed og lyst til at opbygge et netværk og mod på at dyrke interessen fremadrettet. Efter årets sidste camp for 9. årgang på Bornholm blev nogle af eleverne bedt om at evaluere på udbyttet af deres camps gennem flere år. En elev skriver i sin evaluering: ”Campsene har gjort mig bedre til matematik, vist mig interessante aspekter af det og givet mig en ide om, hvad jeg muligvis vil senere i livet”. En anden fremhæver: ”Jeg har fået venner over hele landet med samme interesser”. Det er opmuntrende tilbagemeldinger om, at vi lykkes med at få opfyldt målsætningen med hele arbejdet.

    TalentCampDKs sekretariat holder til i Købmagergade

    TalentCampDKs sekretariat har to ansatte på hhv. 50% og 100 %: Sekretariatsleder, Anders Friis, og projektansvarlig, Ida Nielsen. I sommeren 2017 lejede vi os ind i et ”kontorhotel” i det centrale København – og det er her, Anders og Ida arbejder ud fra til daglig. ”Det har haft en enorm stor indflydelse på sekretariatets daglige arbejde at have et kontor”, siger Ida. ”Der er sat rammer for arbejdet, og der er rum til sparring - både Anders og jeg imellem - men også undervisere/aspiranter/campledere og os imellem. Vi bruger kontoret til afholdelse af møder med underviserne, personalepleje og interne møder”. Med kontorfaciliteterne er vi gået fra at være en græsrodsorganisation til at have et professionelt virke.

    Projekt ”TalentED” er i fuld gang

    Projekt TalentED er et samarbejde mellem TalentCampDK og University College Lillebælt (UCL) understøttet af fondsmidler fra Undervisningsministeriet, som kører fra 2017- 2019. Projektet har blandt andet fokus på, at medlemsskoler i TalentCampDK får mulighed for at uddanne en ressourceperson og sætte fokus på talentudvikling og -forankring lokalt på skolen.

    I næste skoleår indleder vi et nærmere samarbejde med 18 skoler, der har vist interesse for at deltage. Projektet er inddelt i tre overordnede niveauer: et nationalt, et regionalt og et lokalt niveau. Den lokale intervention består af tre seminarer ude på skolerne, hvor skolens udskolingslærere bl.a. får viden om og redskaber til at identificere talentelever og til at differentiere den daglige undervisning med henblik på talentudvikling. Imellem seminarerne vil der være aktionslæringsforløb, hvor lærerne får mulighed for at afprøve og evaluere på de nye redskaber. En konsulent fra UCL vil stå for undervisningen. Vi forventer os meget af projektet ude på skolerne og glæder os over muligheden for at opkvalificere lærernes kompetencer til glæde for eleverne.

    TalentCampDK’s ”Sprogliga” er med i Olympiade for Lingvistik i Prag til sommer!

    Sprogliga er inspireret af den tilsvarende nationale konkurrence i matematik, Georg Mohr, som flere af TalentCamps elever deltager i. Ida fandt ud af, at der findes en International Olympiade for Lingvistik (IOL), hvor både Tyskland, Sverige og Norge er officielle medlemmer – men ikke Danmark. Hun gik derfor i gang med at undersøge muligheder for at gøre Danmark til et medlemsland.

    Det er nu lykkes for Ida at starte Sprogliga op gennem TalentCampDK. Det giver god mening af to årsager. For det første oplever vi en stigende interesse for lingvistik (sprogvidenskab), som der undervises i på dansklinjen. For det andet er dansklinjen opdelt i tre dimensioner: Litteratur, medier og sprog, hvoraf sidstnævnte arbejder med sprog fra en akademisk vinkel. At give talenteleverne mulighed for at deltage i en national konkurrence vil for mange være en motivation til at fordybe sig yderligere i emnet.

    De opgaver, som deltagerne bliver præsenteret for, tager udgangspunkt i lingvistikkens præmisser. Det gælder om at kunne regne ud, hvilket indhold udtrykket koder for. Der arbejdes bl.a. med eksotiske fremmedsprog, semiotik samt fonetik. Man skal kunne se de overordnede mønstre, systematisere sit svar, og det er derfor ikke nødvendigvis en fordel, om man er dygtigt til et fremmedsprog - fransk, engelsk eller spansk.

    Sprogliga består af to udtagelsesrunder. 135 elever deltog i runde 1– og 19 er gået videre til næste runde. Udtagelsesrunde 2 er en del af et vinderseminar, som foregår på Lyngby Private Skole den 4.- 6. maj 2018. I løbet af dette seminar vil undervisere og kandidatstuderende fra lingvistik på NorS, KUA, forestå undervisning, som skal forberede deltagere på at konkurrere med andre unge ved IOL til sommer. Seminaret afsluttes med endnu en test –  denne gang på tre timer med ca. 10 opgaver. De fire deltagere, som klarer sig bedst, vil repræsentere Danmark til IOL i Prag, Tjekkiet til sommer. Spændende!

    TalentCampDK deltager i Folkemødet på Bornholm

    Vi glæder os over masser af grøde, initiativer og virkelyst hele vejen rundt i TalentCampDK. Der sker så meget på området lige nu – og nyhedsbrevet her fortæller kun om et mindre udpluk. Et vigtigt fokusområde for bestyrelsen er, at TalentCampDK i højere grad bliver kendt og anerkendt som en vigtig stemme, når talentudvikling i Danmark kommer på dagsordenen. Vi mener nemlig, vi har et budskab og et koncept, som mange flere unge og Danmark generelt kunne profitere af. I den forbindelse deltager TalentCampDK i Folkemødet på Bornholm til juni. Det glæder vi os til.

    Læs mere om TalentCampDK her