Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Husk skolens antimobbestrategi!

    21. juni 2017
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Folketinget vedtog i marts 2017 væsentlige ændringer i Undervisningsmiljøloven (Læs foreningens nyhedsorientering her). Fremover er der krav om, at skolerne udarbejder en antimobbestrategi. Reglerne træder formelt i kraft pr. 1. august 2017, hvilket betyder, at også private grundskoler, private gymnasier m.v. skal have taget stilling til den nye praksis og have indarbejdet de nye regler.

    Fremover lægges der endnu mere vægt på skolernes pligt til tiltag mod problemer med det psykiske undervisningsmiljø. Nu forpligtes alle skoler, offentlige som private, til at fastsætte en antimobbestrategi, herunder en strategi mod digital mobning.

    De nye regler har altså betydning for både de private grundskoler og de private gymnasier, HF og studenterkurser.

    Antimobbestrategien, herunder strategien mod digital mobning kan med fordel indeholde nedenstående elementer.

    Målet

    Hvad er skolens mål med antimobbestrategien?

    Målet med antimobbestrategien kan med fordel ses i lyset af skolens værdisæt. Værdier får værdi, når man kan se og fornemme dem i praksis. Værdierne bruges ideelt til styring og til at vise vej for beslutninger.

    Forebyggelse

    Hvad er skolens overordnede plan for forebyggelse af mobning, herunder forebyggelse af digital mobning?

    Hvem involveres i forebyggelsen, hvorfor og hvordan? Bestyrelse, ledelse, forældre, vejledere, lærere, pædagoger, elever, eksterne?

    Hvad er omdrejningspunktet for skolens forebyggelsestiltag? Undervisning, viden, dannelse, trivsel, undervisningsmiljø?

    Man taler i dag om mobning som et gruppefænomen. Mobning foregår i og omkring et gruppefællesskab, hvor flere har mere eller mindre synlige roller. Udstødelseshandlingerne får en systematisk karakter. Mobning kan være en måde at skabe et fællesskab på. Når det ikke lykkes at samles om de aktiviteter, der er kernen i samværet. Derved ses mobning som en fællesskabskonstruktion, og mobbeårsagen kan ikke tillægges det enkelte individ. Det betyder, at man for at forebygge mobning skal se på skolens kultur. Der kan fx være opmærksomhed på skolens interne relationer eller arbejdet med samvær med andre fx opmærksomhed på marginalisering af elever eller elevgrupper, strukturer og organisationsformer på skolen, der understøtter udviklingen af elevernes evne til at indgå i sociale fællesskaber m.v.

    Implementering af formelle regler

    Hvordan vil skolen implementere de formelle regler i tilfælde af mobning?

    Hvis der opstår konkrete problemer i forbindelse med det psykiske undervisningsmiljø, i form af mobning el. lign., er ledelsen fremover forpligtet til at lave en handleplan, hvoraf det fremgår, med hvilke foranstaltninger problemerne effektivt skal bringes til ophør. En handleplan skal i øvrigt også laves, hvis ledelsen, eller en elevs forældre, anser det for nødvendigt som følge af elevens bekymrende tilstand eller adfærd, herunder sygdom og fravær, på grund af problemer med det psykiske undervisningsmiljø.

    Ledelsen skal udarbejde handlingsplanen senest 10 arbejdsdage efter der er modtaget oplysning om problemerne. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor en medarbejder på skolen første gang skriftligt eller mundtligt modtager oplysning om problemerne.

    Ledelsen er, uanset frist for udarbejdelse af handleplan, forpligtet til straks at iværksætte de midlertidige foranstaltninger, som her og nu er nødvendige, for at der kan gribes ind over for de konstaterede problemer.

    Ledelsen skal informere de berørte elever (for elever undergivet forældremyndighed - både eleverne og forældrene), om indholdet af handlingsplanen og om eventuelle midlertidige foranstaltninger. Ledelsen gennemfører de planlagte foranstaltninger i overensstemmelse med handleplanen eller sørger for, at det sker. Handleplanen kan revideres efter behov.

    Håndtering

    Hvem skal gøre hvad i tilfælde af mobning? Hvem har hvilke roller?

    Hvordan drages der omsorg for involverede? Hvordan forstås de positioner involverede har fået i mobningen? Hvad opstår mobningen på baggrund af? Mobningen foregår i en social sammenhæng, hvor ofret ikke kan trække sig fra. Mobbeformerne kan være direkte og forfølgende eller være indirekte udelukkende. Mobning forudsætter en magtubalance: En magtubalance, hvor det er blevet socialt accepteret, at en eller flere er mindre værd end andre. 

    Forankring

    Hvordan sikrer man sig, at antimobbestrategien bliver en levende del af skolens hverdag?

    Hvordan kan antimobbestrategiens indhold formidles, så alle kender til den? Hvordan kan antimobbestrategiens indhold blive forankret i skolens hverdag? Er der i øvrigt nogle succeskriterier i forhold til målet med antimobbestrategien?

    !!!

    Reglerne vedr. antimobbestrategien træder formelt i kraft pr. 1. august 2017. Vi forventer dog, at der bliver en indkøringsfase for skolerne til at få den udformet.

    I den forbindelse skal også nævnes, at der endnu ikke er lavet en bekendtgørelse til loven eller lavet formelle vejledninger. Så snart disse offentliggøres, vil vi henvise til dem på vores hjemmeside og i nyhedsbrev.  

    Forslaget til indhold af antimobbestrategi, som kan læses i artiklen, skal derfor betragtes som inspiration til at komme i gang med arbejdet.