Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Det er ikke kun vigtigt for os at gøre dem gode til dansk og matematik

    29. marts 2017
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Ansvar for medmennesket og verden. Sidste år fik Institut Sankt Joseph på Østerbro en topplacering i Børnehjælpsdagens Lotteri med en imponerende omsætning på 92.300 kroner. Den københavnske privatskole er nu klar til at gentage succesen – og slå deres egen rekord. Målet er nemlig at sælge hele 18.600 lodsedler.

    Hele indskolingen og mellemtrinnet på Institut Sankt Joseph er involveret for at støtte organisationen Børnehjælpsdagen, der arbejder med at styrke anbragte børn og udsatte unge i Danmark, så de får bedre mulighed for et selvstændigt voksenliv.

    Eleverne er således med til at tage et socialt ansvar, hvilket er en vigtig pointe, forklarer skoleleder Peter Franklin: ”Vi har stående i vores værdigrundlag, at vi gerne vil have vores børn til at tage et ansvar for medmennesket og for verden. Det er ikke kun vigtigt for os at gøre dem gode til dansk og matematik. Lotteriet er en dejlig, konkret måde at engagere vores elever på”.

    Vi gør en forskel

    De unge sælgere glæder sig til at rykke ud med lodderne velvidende, at de gør en forskel for en gruppe udsatte børn og unge, som vokser op uden forældre på danske døgninstitutioner og i plejefamilier.

    ”Vi vil gerne hjælpe de børn, som måske ikke har det så vildt godt. Vi vil gerne have, at de får det lige så godt, som vi selv har – og vi vil gerne gøre deres hverdag bedre”, forklarer 13-årige Eva, der går i 6. klasse.

    Viden om organisationens arbejde

    Da Institut Sankt Joseph har tilmeldt sig Lillebror Lotteriet med så stort antal elever, har Børnehjælpsdagen tilbudt skolen et oplæg om organisationens daglige arbejde.

    “Jo mere vi kan klæde de unge mennesker på med viden, des større er deres mulighed for et godt salg. Hvis vi kan samle flere hundrede elever til et fælles oplæg – som det er tilfældet her – så giver det rigtig god mening både for os som organisation og for de enkelte klasser, der deltager i lotteriet”, forklarer projektleder Ida Lissau Jacobsen, der har ansvaret for en række af Børnehjælpsdagens tilbud til anbragte børn og unge i Danmark.

    Flere motivationsfaktorer

    Udover det humanitære aspekt er der også en anden gevinst ved at deltage i lotteriet. Hver gang eleverne sælger et lod til 20 kroner, så tjener de 8,50 kroner, der går både til klassekasserne og til hjælp til en hel ny skolegård. Det er naturligvis også en motivationsfaktor for eleverne at se muligheden for selv at tjene penge til nye legeredskaber og boldbaner.

    Inspiration for andre

    Institut Sankt Joseph har deltaget i salget af Lillebror Lodder i 2013, 2015, 2016 – og er nu også med i 2017. Mange private skoler deltager i lotterisalget til gavn for Børnehjælpsdagen. Organisationen håber, at andre skoler vil lade sig inspirere og tage del i salget. Børnehjælpsdagen har fokus på at styrke børnenes og de unges mentale samt fysiske robusthed gennem en lang række tilbud, der finder sted over hele landet. Sidste år fik 8727 anbragte børn og udsatte unge – i plejefamilie, på børnehjem og i efterværn – glæde af Børnehjælpsdagens arbejde. 

    Se skoleleder Peter Franklin fortælle om, hvorfor skolen deltager her

    Læs om Børnehjælpsdagen her

     

    Se skoleleder Peter Franklin fortælle om, hvorfor skolen deltager her

    Læs om Børnehjælpsdagen her