Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Undervisning efter konflikten

    8. april 2013
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • 04.04.13

    Undervisning efter konflikten

    Skal eleverne have tabt undervisning tilbage efter lockouten?

    Der er ikke et minimumstimetalskrav for frie grundskoler, men et krav om "at stå mål med" den undervisning, der gives i folkeskolen. Det er derfor en lokal vurdering, om der skal ske "ekstra" undervisning efter en lockout, og i så fald hvilket omfang den skal have.

    Der er ikke fastsat et minimumstimetal for undervisningen på en fri grundskole. Det er således op til den enkelte skole at tilrettelægge og gennemføre en undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Minimumstimetallet for undervisningen i folkeskolen kan således udelukkende betragtes som vejledende.

    At stå mål med

    En fri grundskoles undervisning skal stå mål med den, der gives i folkeskolen (§ 1, stk. 2 i Lov om frie grundskoler). Hvad betyder ”At stå mål med”? Det betyder, at elever, der forlader 9. klasse i en fri grundskole, må have fået en uddannelse, der giver dem de samme muligheder, som hvis de havde gået i folkeskolen. Undervisningen skal give de samme muligheder for at erhverve sig viden og færdigheder. Derfor stilles der krav om faglige discipliner og slutmål, delmål og undervisningsplaner inden for det humanistiske, det praktisk / musiske og det naturvidenskabelige område.

    Lokal vurdering

    Det er altså en lokal vurdering, hvad der skal ske i forhold til undervisningen efter en lockout. Kan skolen på baggrund af en vurdering gøre det sandsynligt, at skolens undervisning alligevel ”står mål med”?

    Skolen bør overveje – i den udstrækning, det praktisk er muligt – at indhente eventuel forsømt undervisning, når konflikten er ophørt. Det behøver ikke nødvendigvis at ske over en kort periode, men ved fx at sprede undervisningen ud over dette og det kommende skoleår.