Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Julehilsen

    20. december 2013
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Kære medlemsskoler – bestyrelser og ledelser

    En julehilsen fra Danmarks Privatskoleforening


    Tidens fylde synes at være en passende overskrift for året. Meget fyldte tiden, og tiden fyldte meget.

    Nye udfordringer og nye rammer – tid, kroner og indhold - er der andet?

    Endnu et begivenhedsrigt år er ved at være gået. Sidste år skrev vi ved denne lejlighed, at 2013 (ville) ”blive et meget spændende år, hvor vilkårene for både offentlige og frie, private skoler kan blive grundlæggende forandret”. Det fik vi da ret i!

    Vores skoler har det fortsat gennemgående godt, men vi er helt sikkert udfordret til det yderste på økonomien – ikke mindst sammenholdt med forestillinger om, hvad vi må forventes at levere til forældre og børn. Vi vil meget gerne – parallelt med folkeskolen – løfte overliggeren. Men det er fortsat nødvendigt, at der lokalt og centralt  sikres rimelige vilkår for det arbejde, som skolernes bestyrelser, ledelser og ansatte har påtaget sig – og som gennemgående udføres med et livsbekræftende engagement og af en kvalitet, som kollegerne i folkeskolen gerne ville låne lidt af. Der er mange grunde til, at det endnu ikke er lykkedes os at stoppe den økonomiske nedtur, men nu kan det kun gå den anden vej!

    Men nu er det jul… næsten. Der lukkes ned, og børnene sendes glade og forventningsfulde hjem efter en stemningsfuld afslutning på skolen og/eller i kirken. Lad os nu glæde os til festen, lad os glæde os over livet – og give plads hertil! Glæden og livet er grundstoffet i arbejdet med vores børn. Det er dem, det handler om. Børnene er det vigtigste! Det må vi aldrig glemme i en oftest travl og hektisk hverdag.

    Vi vil gerne herfra ønske skolerne – ledelse, bestyrelse, ansatte og børnene – en glædelig jul og et godt nytår! Vi sender desuden de bedste ønsker for jeres skoles fortsatte udvikling!

    Samtidig vil vi gerne takke skolerne for det gode samarbejde i små og store sager og sammenhænge. Vi tror ikke, at vi nogensinde tidligere har haft så mange arrangementer og møder som i år med jer om både det ene og det andet. Det har været spændende, og I skal vide, at det betyder meget for foreningen, at vi føler og mærker jeres opbakning – herunder støtte og opmuntring. Vi håber, at skolerne har mærket det tilsvarende. Vi har jo fortsat nok at se til! Vi glæder os til 2014 og det fortsatte arbejde for at give jer de bedste rammer for en god børneskole!

    Med venlig hilsen

    på sekretariatets og bestyrelsens vegne

    Ebbe Forsberg/Kurt Ernst.