Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Opfylder din skole evalueringskravet?

    28. januar 2015
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Opfylder din skole evalueringskravet? Frie grundskoler er underlagt en række lovgivningsmæssige bestemmelser og retningslinjer. En forudsætning for at privatskolen kan modtage tilskud fra staten er, at disse forskellige bestemmelser følges og overholdes.

    Undervisningsministeriet fører tilsyn med de frie grundskoler. Det gør de bl.a. ved at screene hjemmesiderne: Har skolen offentliggjort, det den skal i henhold til loven? (Skolens hjemmeside)

    Af Lov om frie grundskolers § 1.b, stk. 3 fremgår det, at skolen regelmæssigt skal foretage en evaluering af skolens samlede undervisning og udarbejde en plan for opfølgning på evalueringen. Skolen skal offentliggøre resultatet af evalueringen af undervisningen og sin opfølgningsplan på skolens hjemmeside.

    Det er en generelt forekommende misforståelse fra skolernes side, at man har foretaget sin evaluering ved at lægge en form for statusrapport på hjemmesiden, hvor skolen fortæller om dens undervisningstilbud og dens måde at gribe undervisningen an, men bemærk, at det, der stilles krav om offentliggørelse af ikke er status, men det skolen har lært ved evalueringen og dens handleplan fremadrettet.

    Evaluering af den samlede undervisning – hvorfor?

    Alle frie grundskoler skal jævnligt foretage evalueringen af den samlede undervisning og offentliggøre resultat og handleplan. Kun de skoler, der har valgt selvevaluering som tilsynsform er undtaget. Evalueringen af den samlede undervisning ligger implicit i selvevalueringsmodellen.

    Det synes at være alle argumenteres moder, at man skal evaluere, fordi det er et lovkrav og dermed en tilskudsbetingelse. Men mange frie grundskoler vil heldigvis fremføre et kvalitetsargument. Det er gennem praktisering af værdier, at skolen gør en forskel og adskiller sig fra andre. At noget har værdi betyder, at noget er bedre eller vigtigere end noget andet. Der er noget, der er kvalitet, og andet er ikke. Kernen i evaluering handler om at værdsætte - at tillægge værdi. Ordet value gemmer sig således også i det engelske begreb evaluate.

    Evaluering af den samlede undervisning – hvordan?

    I bemærkningerne til § 1.b, stk. 3 fremgår det, at skolen definerer, om andet end undervisningen i de forskellige fag og fagområder indgår i dens ”samlede undervisning”. Skolen skal vurdere, om undervisningen lever op til indholdet i de mål og planer, skolen har opstillet. Skolen vælger selv evalueringsform og hvilken/hvilke evalueringsmetoder, den vil bruge. Der synes derfor at være uanede muligheder, hvilket er en gave, men også kan virke ret uoverskueligt.

    Skolerne kan drage stor nytte og inspiration i Danmarks Privatskoleforenings selvevalueringsmodel og det tilhørende evalueringsværktøj og inspirationsmateriale, når evalueringen skal sættes på skinner.

    En definition af hvad ”den samlede undervisning” kan også være med til at give retning. Danmarks Privatskoleforening peger på Lov om frie grundskolers kapitel 1 som retningsgiver for evalueringens elementer. Det er i kapitel 1, at vi finder kravene til undervisningen på en fri grundskole. Danmarks Privatskoleforenings medlemsskoler kan altid søge rådgivning omkring evaluering af undervisningen.


    Hvilke temaer kunne skolen med fordel inddrage i evalueringen?

    Kernespørgsmål i evalueringen:

    • Hvordan ser det ud nu?
      Hvad lærer vi ved at se på, hvad vi gør lige nu? Er vi tilfredse?
      Hvor vil vi gerne hen?
      Hvordan kommer vi derhen?     

     

    Temaer i skolens samlede undervisning:

    Skolens værdigrundlag og dets afspejling i undervisningen

    Skolens undervisningstilbud: Fag/timer/klasser

    Skolens undervisningsmål og arbejdet med disse

    Skolens arbejde med frihed og folkestyrekravet

    Skolens arbejde med elevernes alsidige personlige udvikling

    Elevernes udbytte af undervisningen. Resultat (standpunkt) og metode til vurdering af standpunkt

    Elevernes udbytte af undervisningen. Underretning og inddragelse af elever og forældre

    Skolens arbejde med elever med særlige behov. Inklusion / specialundervisning m.v.