Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Vinterferien - hvorfor?

    12. februar 2015
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Vinterferien er en ”vintertrend”, der bredte sig i 1970’erne. Beslutningen om ferien var en praktisk reaktion på virkeligheden. Forældrene begyndte at tage børnene ud af skolen for at komme af sted på skiferie, og så mente man, det var smartere at samle det i én uge.

    Vinterferien begyndte altså så småt at gøre sit indtog i starten af 70’erne, men det var først i anden halvdel af 80’erne, at flertallet af kommuner kom med. Vinterferien er nu en integreret del af skolebørns ferier, men den har en langt kortere historie end eksempelvis efterårsferien, som tager sit udspring helt tilbage i starten af det 20. århundrede. Med efterårsferien, som oprindelig blev kaldt kartoffelferien, kunne kartoffelavlernes børn hjælpe til med høsten.

    Hvorfor ligger vinterferien ikke den samme uge?

    Det er kommunerne, der bestemmer, hvornår vinterferien lægges. Frie grundskoler beslutter selv, hvornår ferien placeres, men de fleste følger af praktiske grunde kommunernes ferieplan. Flertallet af kommunerne har lagt ferien i uge 7, nogle kommuner i uge 8. I 2013 besluttede de fynske kommuner at ensrette vinterferien, så den afholdes i uge 7 fra dette skoleår. Argumentet var at lette bøvlet for moderne familier med delebørn og pendlere.

    Årsagen til, at vinterferien opstod, var altså, at man ville undgå, at børnene blev taget ud af skolen over en længere periode. Men faktisk er det stadigvæk sådan, at der er en hel del forældre, der lægger skiferien uden for vinterferien.

    To ud af tre forældre tager deres børn ud af skolen for at tage på ferie

    Mange er fristet til at tage på skiferie uden for skolernes vinterferie, fordi prisen ofte er lavere, end den er i uge 7 og 8.

    To ud af tre forældre mener, at det er i orden at tage deres børn ud af skolen uden for skoleferien, viser en undersøgelse fra i sommer foretaget af foreningen Skole og Forældre. Ifølge KL's magasin Momentum har to ud tre forældre gjort det på et tidspunkt.

    Det er naturligvis ikke uden betydning for planlægningen af undervisningen – og elevernes udbytte af undervisningen. Man kunne mene, at skolen og fremmødet skulle have førsteprioritet. Det har det ikke for flertallet af forældre. 

    De fleste frie grundskoler har særlige politikker for håndtering af elevers fravær uden for skolernes ferie.







    To ud af tre forældre mener, at det er i orden at tage deres børn ud af skolen uden for skoleferien