Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Resultat af forhandlinger om arbejdstid m.v. på det frie skoleområde

    10. marts 2015
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Se hele aftalen her

    Mandag den 9. marts enedes parterne i forhandlingerne om organisationsaftalen og protokollaterne for ledere, lærere og børnehaveklasseledere ved de frie skoler. Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen og lærerenes centralorganisation er nået til enighed om at forny aftalerne pr. 15. april 2015 med følgende vilkår:

    Ingen regulering af arbejdstiden

    Der sker ikke ændringer i regulering af arbejdstiden, der er fastsat ved Lov 409, ligesom tjenestemandsbestemmelserne fortsat er gældende. Parterne er dog enedes om en række fokuspunkter beskrevet i bilag A* vedr. fællesansvaret for det gode samarbejde på skolerne.

    Der er aftalt følgende ændringer i organisationsaftalen:

    Ophævelse af bestemmelse om ulempegodtgørelse

    Pr. 1. august ophæves organisationsaftalens § 22 om ulempegodtgørelse og arbejdstidsbestemte tillæg ved frie grundskoler. Det betyder, at hvor skolerne tidligere har ubetalt en fast årlig ulempegodtgørelse på 708 kr. (2012-niveau), der skulle dække ulempe i forbindelse med deltagelse på lejrskoler, hytteture, skolerejser, møder i det rådgivende organ og medvirken til prøver, skal skolerne nu, også i forbindelse med disse opgaver, udbetale arbejdstidsbestemte tillæg i henhold til Tjenestemændenes Arbejdstidsaftale.

    Særregel vedr. særlige feriedage

    Adgangen til at fradrage de særlige feriedage i årsnormen jf. organisationsaftalens § 24 pkt. 1 bortfalder fra ferieåret 2015/2016, dvs. 1. maj 2015. Det betyder, at særlige feriedage ikke som udgangspunkt er indregnet i årsnormen, men at afholdelse af særlige feriedage følger fremover statens ferieaftale. Dette betyder, at en lærer, efter aftale med skolens ledelse, kan afholde særlige feriedage i løbet af skoleåret.

    Bilag a* – Parternes fælles initiativer

    Parternes fællesinitiativer er udtryk for, at de i fælleskab vedkender sig et ansvar for at samarbejdet lykkes på skolerne. Bilagets formål er at understøtte og rammesætte dialogen på skolerne omkring opgaver og arbejdstid. Fortolkning og brud på bilaget kan ikke behandles fagretsligt.

    Drøftelse af overordnede principper

    Det anbefales, at der finder overordnede drøftelser sted omkring de overordnede principper for arbejdstidstilrettelæggelsen.

    Lokale aftaler

    Den almindelige adgang til at lave lokale aftaler er fortsat mulig.

    Opgaveoversigt

    Som leder har man både ret og pligt til at lede og fordele arbejdet. I forbindelse med udarbejdelsen af opgaveoversigten er det vigtigt, at lærerne har reelle muligheder for at løse opgaverne. I denne vurdering indgår lærernes forudsætninger og kompetencer, elevgruppen og lærerens adgang til ressourcepersoner. Opgaveoversigten er et planlægningsredskab og en forventningsafstemning. Dialogen om opgaveoversigten skal gå forud for normperioden. Ved væsentlige ændringer skal der være en fornyet dialog mellem ledere og medarbejdere. Opgaveoversigten skal være gennemskuelig og udarbejdet ud fra saglige kriterier.

    Forberedelse og evaluering

    Det anbefales, at læreren har mulighed for sammenhængende og effektiv tid til forberedelse og evaluering af undervisningen. Ligeledes at der skabes rum for, at lærerne kan mødes om planlægningen m.v. Planlagt forberedelsestid bør som udgangspunkt respekteres.

    Arbejde over tid

    Arbejdsopgaverne bør så vidt muligt fordeles jævnt over normperioden.

    Ledelsen skal løbende være opmærksom på lærernes præsterede tid, og læreren skal have mulighed for at have kendskab til denne.

    Udbetaling af tillæg

    Udbetaling af arbejdstidsbestemte tillæg sker efter afvikling af det pågældende arbejde ved førstkommende lønudbetaling.

    Nyansatte

    Skolen bør understøtte nyansatte, dvs. ansatte, der har mindre end to års anciennitet. Der skal arbejdes strategisk, målrettet med at lette selvstændig varetagelse af opgaverne.

    De centrale parter planlægger at lave en evaluering af effekten af den centrale og lokale indsats på baggrund af ovenstående.

    DP informerer

    Danmarks Privatskoleforening uddyber resultatet nærmere inden for de nærmeste dage, bl.a. i forbindelse med skolelederkonferencen. Der vil blive sendt informationer ud via nyhedsbrev.

    Se hele aftalen her