Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Snak om det! Fokus på børn af psykisk syge forældre

    10. april 2015
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Psykiatrifonden har udviklet et nyt gratis undervisningsmateriale ’Snak om det’. Materialet sætter fokus på, hvordan det er at være barn i en familie, hvor psykisk sygdom fylder.

    Hvorfor skal der sættes fokus på børn af psykisk syge forældre?
    Mellem to og fem børn i hver klasse har en far eller mor, der er ramt af psykisk sygdom. I mange familier taler man ikke om psykisk sygdom, og derfor ved mange børn ikke, hvad der er galt med deres forælder. Børnene kan komme til at tro, at det er dem, der har gjort noget forkert – og derfor blive ramt af skyldfølelse. Eller de kan føle skam over, at deres forælder opfører sig ’mærkeligt’.

    Det er vigtigt at tale med børn – også om de svære ting. På skoler og fritidsinstitutioner kan lærere, pædagoger, sundhedsplejersker og andre professionelle gøre en forskel ved at tale med børnene om, hvordan det er at være barn i en familie med psykisk sygdom.

    Hvad består det gratis materiale af?

    Psykiatrifondens materiale er målrettet børn i 0.-6. klasse. Materialet er bygget op omkring temaerne:

    •          ADHD
    •          Alkohol
    •          Angst
    •          Depression
    •          PTSD
    •          Skænderier

    Til hvert tema er der lavet en lille tegnefilm, som sætter fokus på tematikken. Der er elevøvelser til alle temaerne og vejledninger til brug af materialet. Materialet er meget fleksibelt, og der kan afsættes to timer til det – eller en uge. Se materialet her.

    Få mere viden – book et gratis kursus

    Psykiatrifonden kommer gerne gratis ud på skoler og fritidsinstitutioner og opkvalificerer personalet. På kurset sætter de fokus på, hvordan temaet kan tages op i fællesskabet og hvordan det er at være barn i en familie med psykisk sygdom. Læs mere om det gratis kursus her.