Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Kronik: Stop nu med at betragte frie skoler som politisk ukorrekte

    4. august 2015
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Det er dobbeltmoralsk og visionsløst, når de frie skoler vurderes som politisk ukorrekte, samtidig med at stadig flere familier vælger frie skoler.


    Kronik af formændene for de frie skoler bragt i Politiken d. 4. august 2015


    Stop nu med at betragte frie skoler som politisk ukorrekte

    Et nyt skoleår står for døren, og landet over har familier skullet vælge skole til deres barn. Antallet af frie skoleelever stiger, mens vi fejrer 160-års jubilæet for den første friskolelov, som gav forældre ret til at oprette egne børneskoler. I år er det også 100-året for undervisningsfriheden, der blev stadfæstet i grundloven af 1915.

    Den offentlige debat om, hvilken rolle de frie skoler spiller i samfundet, har til alle tider været delt, og kritikken ser ud til at stige i takt med succesen. Kritikere anskuer det frie skolevalg som politisk ukorrekt, og kun få offentlige personer tør indrømme, at de også selv benytter disse skoler.

    Behov for mere end pletvis opbakning

    Men sagen er, at de frie skoler behøver mere end pletvis politisk opbakning og udfordres af det kroniske behov for at skulle forsvare sin berettigelse. Tilsyneladende uanset regeringsfarve. Men den grundlovssikrede ret til frit skolevalg giver også anledning til selvransagelse blandt de frie skoler.

    I dag er der 800 frie grundskoler og efterskoler i Danmark. Disse skoler frekventeres af cirka 20 pct. af grundskoleeleverne, idet 110.000 elever går i friskoler og private grundskoler, og 28.000 elever går på efterskoler.

    De frie skoler balancerer mellem traditionen for frihed til mangfoldighed på den ene side og det stigende krav om at stå mål med folkeskolen på den anden side. Så hvordan sikrer vi, at der kan være plads til friheden til at være et reelt alternativ til folkeskolen? At alle forældre har økonomisk mulighed for frit at vælge den skoleform, der passer bedst til familiens værdier? Og har kritikerne ret i, at de frie grundskoler er reservater for bedrestillede familier frem for et værdimæssigt skoletilvalg?

    Forældre kan selv vælge, hvordan og hvor deres børn skal undervises

    I Danmark har vi undervisningspligt og ikke skolepligt, og forældre kan således selv vælge, hvordan og hvor deres børn skal undervises. Ifølge tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (V) er det det mest synlige bevis på, at det i Danmark er borgerne, der har magten, og ikke staten.

    De frie skoler dækker alt fra store og små friskoler og privatskoler i byerne og på landet, efterskoler, lilleskoler, Rudolf Steiner-skoler, tyske mindretalsskoler, kristne skoler, katolske skoler, skoler oprettet af muslimske indvandrergrupper og mange andre varianter af den frie grundskoleverden.

    De frie skoler lever kun, hvis fællesskabet om skolen kan opretholdes og udvikles. Hvis det folkelige engagement om skolen ikke er til stede, vil skolen lukke. Og ligesom i mange andre folkelige bevægelser er engagementet og drivkraften betinget af tillid og retten til indflydelse.

    Samfundets værdimæssige forpost

    Men lige netop tilliden slår indimellem revner. For i løbet af de sidste 15 år har det politiske landskab budt på en markant forskydning fra politiske visioner om frihed og almen dannelse til visioner hvilende på en markedsøkonomisk vurdering: Kan det betale sig? Hvad får vi ud af det?

    Denne forskydning skyller ind over både folkeskolen og de frie skoler som en mere eller mindre usynlig understrøm. Børn og barndom tænkes i en samfundsøkonomisk kontekst, der skal måles og vejes. De unge skal bidrage til væksten. Beskæftigelsesduelighed frem for livsduelighed. Men skolen er ikke et numerisk begreb – snarere samfundets værdimæssige forpost.

    Disse forældregrupper er udtryk for den største demokratiske kraft, vi har

    De senere år har den statslige kontrolfølelse truet med at tage luften ud af det lokale initiativ. Kommuner laver benspænd for at gøre det vanskeligere for forældrene at benytte sig af den grundlovssikrede ret til at vælge en anden skoleform end folkeskolen.

    Kommunale deadlines bliver snubletråde for det lokale engagement, offentlige bygninger rives ned for at undgå, at den frie skole køber dem, planloven ændres for at forhindre nye skolebyggerier, og politikere og kommunale embedsfolk bedyrer, at det er en udgift for kommunen, når der opstår frie grundskoler. Hvorfor denne modstand og uvilje mod at lade det lokale engagement få liv?

    Måske bør vi punktere myten om folkets skole. Når Ning de Coninck-Smith, der står i spidsen for den nylige udgivelse af dansk skolehistorie gennem 500 år, problematiserer, at antallet af frie skoler er fordoblet inden for de seneste 45 år, udelader hun en vigtig pointe: at kommunalpolitikere gennem de senere år systematisk har besluttet at nedlægge mindre folkeskoler – ofte stik imod forældrenes ønsker.

    300 folkeskoler er blevet nedlagt på 5 år, den gennemsnitlige folkeskole har nu 428 elever, mens friskoler og privatskolerne gennemsnitligt har 200 elever (og i det berømmede Finland har den gennemsnitlige skole 180 elever).

    Set i det lys er det vel ikke så underligt, at forældre benytter sig af deres demokratiske ret, samler alle gode kræfter og bruger det meste af deres fritid i et års tid for at løbe en ny fri skole i gang som substitut for folkeskolen. For bagefter nedladende at blive omtalt som en ’protestskole’ og i øvrigt ryge lige lukt i kategorien af særligt ressourcestærke forældre, som er medskyldige i et polariseret skolesystem.

    Disse forældregrupper er måske udtryk for den største demokratiske kraft, vi har. De tager ansvar, de har noget på hjerte, de skaber sammenhængskraft i de små byer, som politikerne allerede har dømt ude.

    Det modsatte af asocial

    Valget af friskole eller privatskole fremstilles ofte som en asocial handling. Men hvad nu hvis, det er det modsatte? Nemlig tilvalget af et fællesskab omkring en skole, som man sammen har mulighed for at virkeliggøre med engagement og holdning. Eller et tilvalg for at gøre det, der er bedst for éns barn?

    Måske skulle vi se på fællesskabets mulighed og vilkår i vores folkeskole. Vi kunne starte med at se på statens og kommunernes rammer for lokalt råderum, før vi fokuserer på valget af en fri skole som et problem i sig selv.

    Vil man forældreengagementet i de frie skoler til livs, så det kan kanaliseres over i folkeskolerne? Og er der virkelig nogen, der tror på, at folkeskolens succes afhænger af de frie grundskolers forringelse?

    Popularitet en udfordring

    De frie skoler har primært én udfordring. De er en succes. Der er nemlig folkelig opbakning, og på trods af at elevernes socioøkonomiske baggrund er ens i folkeskolen og de frie skoler, er karakterniveau og overgang til videre uddannelse bedre i de frie skoler end i folkeskolen. Er det den stigende popularitet, der afføder behovet for mere kontrol, styring og indflydelse fra statens side, som de seneste ti år er et vidnesbyrd på?

    Vi lever i en tid, hvor mantraet ’noget for noget’ gennemsyrer samfundet mere end nogensinde. Men skylder de frie skoler staten noget som modydelse og tak for tilskuddet? Inkarnerede frie skolefolk vil råbe et rungende ’NEJ’. De frie skoler og tilskuddet til dem er en konsekvens af den måde, mindretalsretten, og dermed demokratiet, bliver fortolket på i Danmark. Bragesnak, vil kritikerne sige.

    En del af den danske grundskole

    De frie skoler må dog også holde spejlet op foran sig selv. Tiden er moden til, at argumenterne for friheden opdateres til den tid, vi lever i. De frie skoler er frie i betydningen ikkeoffentlige og statsstyrede. Med en elevandel på cirka 20 procent kan vi ikke nøjes med at stå på et helle og flage med frihedskortet og huje ’dannelse, livsoplysning, livsduelighed’, så snart nogen peger på, at der kan være moralske og etiske krav forbundet med friheden.

    Hvis samfundet omkring dem i højere grad betragtede de frie skoler som en del af den danske grundskole, ville det gavne det danske grundskolefællesskab.

    Tiden er inde til, at de frie skoler selv markerer sig håndfast, hvis skoler udnytter friheden til at gradbøje kvalitet eller moral. Alt er ikke nødvendigvis godt nok, alene fordi forældre vil lægge børn til. Og friheden må ikke udnyttes til at melde pas på sociale opgaver og køre frihjul på bekostning af fællesskabets indsats.

    Friheden forpligter. Til at tage del i fællesskabet, agere solidarisk og føle sig forpligtet over for samfundet.

    Kend proportioner og præmis

    Når debattørerne Lars Olsen og Jens Jonathan Steen igen og igen kritiserer de frie skoler for ikke at tage nok socialt ansvar, er det vigtigt at kende proportionerne. Sidstnævnte mener, det er cirka fem skoler, der er den egentlige torn i øjet. Vi må i de frie skoler gøre op med os selv, om vi vil blive ved med at acceptere, at de få skaber problemer for de mange? Eller sagt endnu tydeligere: Har vi (moralsk) råd til redepisseri?

    Desværre bliver spørgsmålet om socialt ansvar ofte forsimplet, og en afgørende præmis bliver overset. Kommunale skoler såvel som frie skoler afspejler de ghettoer, de er placeret i. Tag til Københavns Nordvestkvarter, Hjørring, Østerbro eller Lolland og se selv. Den danske boligpolitik smitter af på skolens mulighed for at være den sociale smeltedigel, vi alle sammen gerne vil se.

    Frihed og ”Stå mål med”

    Friheden kræver også mod. Til at være forskellig og afprøve nye veje. Fra statens og skolernes side består kunsten derfor også i at bevare og dyrke potentialerne for eksperimenter, samtidig med at staten sætter detaljerede krav. De frie skoler skal udnytte frihedsgraderne, som loven allerede giver mulighed for. Hvem gider ellers protestere mod yderligere indskrænkninger?

    I de frie skoler skal vi i undervisningens indhold stå mål med folkeskolen. Det giver på den ene side en betydelig pædagogisk og faglig frihed, og på den anden side giver det staten, forældrene og den enkelte unge sikkerhed for kvaliteten.

    Dette princip har været administreret med stor tolerance og klogskab af skiftende regeringer og embedsmænd gennem tiderne. Men nu, hvor folkeskolen skal leve op til meget mere detaljerede færdigheds-, videns- og kompetencemål, kan man frygte, at princippet om blot at skulle ’stå mål med’ i realiteten kan blive et meget bindende og snævrende krav.

    Hvis ikke fremtidens politikere har samme dybe forståelse af de frie skolers frihed, som de hidtil har haft, kan det indsnævre de frie skolers frihed. Og dermed kan traditionen for pædagogisk nytænkning og de frie skoler som et pædagogisk alternativ til folkeskolen forsvinde.

    A og B-skoler

    Det bliver med jævne mellemrum foreslået, at statsstøtten til de frie skoler bør afskaffes eller i det mindste reduceres kraftigt. Det burde være forholdsvis indlysende, at et yderligere reduceret statstilskud til de frie skoler netop vil give grobund for A og B-skoler, fordi forældrebetalingen vil blive så høj, at det frie skolevalg reelt kun vil være forbeholdt de allerrigeste i samfundet.

    Efterskolerne har foreslået et socialt taxameter og nedsat en tænketank, der skal se på, hvordan det kan gøres mere økonomisk overkommeligt at sende sit barn på efterskole. Vi ved, at den største forhindring er forældrebetalingen. De frie skoler må ikke blive presset til at være eliteskoler for de bedst stillede i det danske samfund.

    Friskolerne og de private grundskoler har været nødt til at skrue forældrebetalingen op gennem de seneste fem år, fordi ’genopretningspakken’, som blev besluttet af VK-regeringen og eksekveret af S-R-SF-regeringen, har ramt skolerne på statstilskuddet. Når alle lavthængende frugter er plukket, og det ikke må gå ud over kvaliteten, er forældrebetalingen en effektiv knap at skrue på. Der er tilsyneladende politisk enighed om, uanset partifarve, at fri- og privatskolerne skal spare mere end folkeskolerne.

    Der findes således allerede i dag frie skoler med skolepenge så høje, at det sætter sine egne begrænsninger for, hvem der kan benytte sig af skoletilbuddet. Det harmonerer ikke med grundlovens intentioner. Derfor giver det slet og ret ikke mening at tale om øget socialt ansvar og samtidig fjerne statstilskuddet. Kritikere og politikere må se den pointe i øjnene.

    Uambitiøst

    Og det er for letkøbt og uambitiøst at tro, at folkeskolens genvordigheder kan løses ved at reducere forældrenes valgmuligheder gennem fordyrede skolevalg.

    Pisa-undersøgelser har anbefalet, at en høj grad af skole- og lærerautonomi har betydning. Her henviser man til en af styrkesiderne ved de frie skoler. Det bør være et eksempel til efterfølgelse.

    I Danmark har vi noget, som de stærke økonomier efterlyser. Vi har elever, som er fagligt aktive, selvstændige og fungerer godt socialt i skolen. Vi har elever, der trives. Måske netop, fordi vi i Danmark tør en mangfoldig grundskole, og fordi vi anerkender, at der kan være flere veje mod målet. Mange frie skoler er mestre i at inddrage menneskelivet i skolelivet ved et tæt samspil mellem det sociale, det relationelle og det alsidige. Og måske ligger de frie skolers allerstørste hemmelighed i de stærke relationer.

    Skolen for fremtiden

    Inden for skolens mure er stærke relationer og viden blandt kernekompetencerne. I en flygtig verden er der ingen garanti for, at den viden, vi tilegner os i dag, kan bruges i fremtiden. Det vilkår bør rejse en bredere læringsdiskussion, som folkeskolen og de frie grundskoler skal stille sig midt i.

    Et kinesisk ordsprog siger, at hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen. Derfor må et 100-års forsæt være at turde omfavne mangfoldigheden, for måske ligger skolens fornyelse netop i at give næring til eksperimenter og det tilsyneladende nytteløse. Ikke hovedløst og uden mål. Tværtimod.

    Det er på tide, at politikere ser på hele den parallelle frie skoleverden som en del af løsningen og ikke selve problemet.

    Forvaltning af arvesølvet

    Lektien for de frie skoler de næste 100 år bliver at forvalte arvesølvet med respekt, hvilket også kan indebære en omgang med lugejernet i egne rækker for at pleje den anerkendelse og ret, de frie skoler skal stå på. På Christiansborg består hjemmearbejdet i at beslutte sig for, hvad der er til hinder for, at de frie skoler bliver anskuet som en stolt del af grundskolen.

    Det er dobbeltmoralsk og visionsløst, når de frie skoler vurderes som politisk ukorrekte, samtidig med at flere og flere familier vælger frie skoler. Folkeskolen og de frie grundskoler er hinandens forudsætning – både kulturelt, pædagogisk og økonomisk. Så kære politikere, forældre, skolefolk og meningsdannere: Lad os dyrke nuancerne, og lad os sammen kæmpe for, at der også om 100 år er højt til loftet i den danske skole, uanset om den er fri eller kommunal.

    Kronikører:

    Kurt Ernst er formand for Danmarks Privatskoleforening.

    Crilles Bacher er formand for Private Gymnasier og Studenterkurser.

    Troels Borring er formand for Efterskoleforeningen.

    Peter Bendix Pedersen er formand for Dansk Friskoleforening.

    Søren Hansen er formand for Lilleskolernes Sammenslutning.

    Thorkild Bjerregaard er formand for Foreningen af Kristne Friskoler.

    Claus Diedrichsen er formand for De tyske mindretalsskoler.

    Ole Pedersen er forstander på Den Frie Lærerskole.