Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Fortolkning af trin 4-tillægget bekræftet

    24. juni 2013
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • 24.06.13

    Moderniseringsstyrelsen og Lærernes Centralorganisation har nu i et brev til skolerne bekræftet, hvad Danmarks Privatskoleforening meldte ud d. 20. juni vedr. forståelsen af det varige trin 4 løntillæg.

    Den nye lønaftale er en lønfastholdelsesaftale og ikke en lønstigningsaftale. Der er i aftalen ikke nogen indbyggede forventninger om lønstigninger. Ansatte, hvis tillæg konverteres til et trin-4-tillæg, har ikke efterfølgende krav på at modtage nye tillæg fra lokallønspuljen. Der er netop tale om en konvertering til trin-4-tillægget.

    Moderniseringsstyrelsen og LC skriver følgende til skolerne:

    ”Der er i forbindelse med overgangsordningen til det nye lønsystem på de frie skoler opstået usikkerhed om betydningen for den lokale løndannelse for ansatte, der er omfattet af bestemmelserne om trin 4 tillæg. I den anledning giver parterne bag den fælles forståelse hermed en uddybning heraf:

    Lokal løndannelse for ansatte, der er omfattet af bestemmelserne om trin 4 tillæg

    Intentionen med overgangsbestemmelserne er at sikre, at den enkelte lærer og børnehaveklasseleder fastholder samme løn som før overgangen til det lønsystem med 4 basisløntrin.

    Der er med dette udgangspunkt enighed om følgende:

    1) Ansatte, der er omfattet af bestemmelserne om trin 4 tillæg er fortsat omfattet af overenskomstens bestemmelser om lokal løndannelse og allerede indgåede lokale lønaftaler.

    2) Disse ansatte har dog ikke krav på tillæg i henhold til lokale lønaftaler, som allerede er udmøntet til de pågældende, men som nu indgår i trin 4/trin 4 tillægget. Ved konvertering af de lokale tillæg til trin 4/trin4 tillægget anses skolens forpligtelse i henhold til de respektive lokale aftaler således for at være opfyldt for disse ansatte.

    Det anbefales, at skolerne lægger et notat på de relevante personalesager om, hvilke tillæg der er medgået i trin 4 og trin 4-tillægget, således at der ikke senere opstår tvivl om, hvilke tillæg der er indgået ved indplaceringen i lønsystemet og i trin 4 tillægget. Det anbefales at give den ansatte en kopi af et sådant notat.”