Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

COVID | Restriktioner for alle landets skoler

    14. januar 2021
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Denne artikel opdateres, når der kommer nye informationer. 

    Orientering d. 14. januar, kl. 16.00

    Retningslinjer gældende fra d. 14. januar og til den 7. februar 2021. Find dem her

    --

    Orientering d. 13. januar, kl.19.20

    Regeringen har besluttet at fastholde de gældende restriktioner for at stoppe smittetrykket med COVID-19, herunder alle restriktioner på skoleområdet.

    Restriktionerne forlænges frem til foreløbigt d. 7. februar 2021.

    Ingen elever på grundskoler og ungdomsuddannelser må komme fysisk på skolerne, men skal modtage fjernundervisning. Dette gælder også elever på skoler med kosttilbud. Der skal fortsat være stort fokus på sårbare elever, der skal kunne komme fysisk på skolerne. 

    På baggrund af en individuel vurdering kan visse elever, jf. retningslinjerne, komme fysisk på skolerne og modtage nødundervisning eller nødpasning. For alle andre elever skal skole, SFO og klubtilbud holdes lukket.

    Daginstitutioner kan holdes åbne, dog kan de dimensioneres, hvis de sundhedsfaglige retningslinjer ikke kan overholdes.

    De seneste retningslinjer for henholdsvis grundskoler, skoler med kostafdeling samt ungdomsuddannelser, gældende fra d. 11. januar, må forventes at blive udvidet til at gælde til og med den 7. februar. De er tilgængelige på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside her

    Kontakt foreningens rådgivere, hvis du har spørgsmål.

    Find Børne- og undervisningsministeriets spørgsmål/svar her

    --

    Orientering d. 12. januar, kl. 8.15

    Nye retningslinjer for henholdsvis grundskoler, skoler med kostafdeling samt ungdomsuddannelser gældende fra d. 11. januar og til og med foreløbigt d. 17. januar 2021 er tilgængelige på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside her

    --

    Orientering d. 4. januar, kl. 12.45

    Få et samlet overblik over retningslinjer og vejledninger fra Børne- og undervisningsministeriet om COVID-19-situationen, herunder de skærpede retningslinjer gældende til foreløbigt d. 17. januar 2021 her

    Find Børne- og undervisningsministeriets spørgsmål/svar her

    Vedr. nødpasning

    Elever i grundskolen må under de nuværende restriktioner ikke modtages fysisk på skolen eller i SFO, klubtilbud m.v. og skal derfor modtage nødundervisning uden fysisk tilstedeværelse. På baggrund af en individuel vurdering kan visse elever komme fysisk på skolen og modtage nødundervisning eller pasning.

    Elever, der møder fysisk på skolen må forventes at modtage undervisning i lighed med deres klassekammerater, der modtager fjernundervisning.

    Af Børne- og Undervisningsministeriets retningslinjer og spørgsmål/svar fremgår følgende vedr. kriterier for nødpasning:

    Nødpasningen skal så vidt muligt foregå i vante rammer og i øvrigt understøtte barnets eller den unges trivsel og tryghed.

    Skolens bestyrelse fastsætter rammerne for nødpasningen og herunder kriterier for udvælgelse af børn og unge, der tilbydes nødpasning. Skolens kriterier for tilbud om nødpasning skal omfatte:

    1. Børn indskrevet i børnehaveklassen og 1.- 4. klasse, hvis forældre er i beskæftigelse eller er selvstændige erhvervsdrivende og enten ikke er hjemsendt eller varetager beskæftigelsen eller erhvervet hjemmefra.
    2. Børn og unge, der har særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, herunder begrundet i forhold i hjemmet.

    Ad. 1. Elever, der ikke kan komme i betragtning til nødpasning, er f.eks. børn, hvis forældre er hjemsendt, men ikke kan arbejde hjemmefra. Det kan bl.a. være forældre, der er ansat på nedlukkede arbejdspladser i servicesektoren, liberale serviceerhverv samt i detailhandlen.

    Ad. 2. Denne mulighed gælder for elever med særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, herunder begrundet i forholdene i hjemmet. Det kan for eksempel være elever, som mistrives, har behov for ekstra støtte og daglig kontakt, har højt fravær eller lav deltagelsesaktivitet, har svært ved at deltage i undervisningen hjemmefra eller ikke kan få den fornødne hjælp til undervisningen hjemme, f.eks. fordi forældrene ikke taler sproget eller er i en socialt udsat position.

    Skolen skal ved opsøgende indsats sikre, at forældrene sikrer, at eleven jf. ovenstående om nødvendigt deltager i nødpasning.

    Hvis skolen på grund af personale- eller kapacitetsmæssige udfordringer ikke kan stille det nødvendige antal pladser i nødpasning til rådighed, skal skolen prioritere børn og unge omfattet af punkt 2 og børn under 10 år, hvis forældre varetager samfundskritiske funktioner som ansatte i f.eks. ældre- og sundhedssektoren, sociale tilbud, sikring af infrastruktur, politi, undervisning, pasning, den offentlige administration eller transport- og forsyningsvirksomheder.

    --

    Orientering d. 4. januar, kl. 10.40

    Få et samlet overblik over retningslinjer og vejledninger fra ministeriet om COVID-19-situationen, herunder de skærpede retningslinjer gældende til foreløbigt d. 17. januar 2021 her

    --

    Orientering d. 30. december, kl. 13.00

    Elever på grundskoler og ungdomsuddannelser, herunder elever på skoler med kostafdelinger, er hjemsendt frem til og med den 17. januar 2021. Eleverne skal modtage fjernundervisning.

    Sårbare børn og unge er fra den 4. januar 2021 fortsat undtaget fra hjemsendelse. De kan således møde frem i både skolen og SFO/klub. Desuden kan elever i 0.-4. klasse fra samme dato møde frem til fysisk nødundervisning og –pasning, hvis det er nødvendigt for, at deres forældrene kan passe deres arbejde.

    Dagtilbud mv. holdes fortsat åbne. Forældre, der har mulighed for det, kan dog overveje at holde deres børn hjemme i en kortere eller længere periode. Det kan f.eks. være forældre, der selv er hjemsendt, men ikke kan passe deres arbejde hjemmefra.

    Da der alene er tale om en opfordring til at holde børn hjemme, hvis muligt, har forældre ikke krav på at få deres forældrebetaling tilbagebetalt.

    Udmeldingen om aflysning af folkeskolens prøver, gymnasiale prøver m.fl. frem til 31. januar gælder fortsat. Der henvises Børne- og Undervisningsministeriets spørgsmål/svar vedr. prøver og eksamener:

    For grundskolen: Link

    For de gymnasiale uddannelser: Link

    --

    Orientering d. 29. december, kl. 19.25

    Regeringen har besluttet at fastholde de gældende restriktioner for at stoppe smittetrykket med COVID-19.

    Restriktionerne iværksat d. 21. december 2020 forlænges frem til foreløbigt d. 17. januar 2021.

    Ingen elever på grundskoler og ungdomsuddannelser må komme fysisk på skolerne, men skal modtage fjernundervisning. Dette gælder også elever på skoler med kosttilbud. Der skal ligeledes, som ved tidligere hele eller delvise nedlukninger af skolerne, være fokus på sårbare elever, der fortsat skal kunne komme fysisk på skolerne. 

    SFO og klubtilbud skal holdes lukket, men der skal foranstaltes nødpasning. Der forventes at komme flere informationer vedr. rammerne for nødpasning.

    Daginstitutioner kan holdes åbne, dog skal de dimensioneres, hvis de sundhedsfaglige retningslinjer ikke kan overholdes.

    Vi forventer at få mere information om de opdaterede retningslinjer fra Børne- og Undervisningsministeriet. Se nyheder fra Børne- og Undervisningsministeriet her

    --

    Orientering d. 19. december, kl. 11.30

    Prøver og eksamener aflyses frem til d. 31. januar

    Børne- og Undervisningsministeriet meddeler, at Regeringen har besluttet at aflyse bl.a. folkeskolens prøver og gymnasiale prøver, (stx, htx, hhx hf, hf-enkeltfag, GSK og gymnasiale fag på eux) fra den 21. december 2020 til den 31. januar 2021.

    For de prøver, der aflyses, gælder det, at der som hovedregel afgives en afsluttende standpunktskarakter, der ophøjes til prøvekarakter. Aflysning af prøverne får dermed ikke betydning for elevernes eksamensbevis.

    Læs nyheden på uvm.dk her

    Skole/uddannelsesinstitution

    Prøver aflyses og erstattes af afsluttende standpunktskarakterer, der ophøjes til prøvekarakterer 

    Folkeskolens prøver

    X

    Gymnasiale prøver (stx, htx, hhx hf, hf-enkeltfag, GSK og gymnasiale fag på eux)

    X

    Skærpede retningslinjer offentliggjort

    Børne- og Undervisningsministeriet har offentliggjort de skærpede retningslinjer gældende til 3. januar 2021. Læs de skærpede retningslinjer her:

    Skærpede retningslinjer for grundskoler i hele landet pr. 21. december 2020 (pdf)

    Skærpede retningslinjer for efterskoler, frie fagskoler og kostafdelinger på fri- og privatskoler i hele landet pr. 21. december 2020 (pdf)

    Skærpede retningslinjer for ungdoms- og voksenuddannelser i hele landet pr. 21. december 2020 (pdf)

    Find alle ovenstående skærpede retningslinjer, de almindelige retningslinjer samt vejledninger på uvm.dk  her

    Justerede retningslinjer for dagtilbud

    Retningslinjer for dagtilbud er blevet justeret med blandt andet præciseringer af dimensionering, og hvad der anbefales i hente-/bringe-situationer. Samtidig har Børne- og undervisningsministeren besluttet, at dagtilbudsområdet undtages for at skulle indberette dimensionering til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet for at lette sagsgange.

    Læs de justerede retningslinjer her:

    Retningslinjer for dagtilbud (pdf)

    --

    Orientering d. 18. december, kl. 19.30

    Børne- og Undervisningsministeriet meddeler, at Regeringen har besluttet at aflyse folkeskolens prøver, gymnasiale prøver, (stx, htx, hhx hf, hf-enkeltfag, GSK og gymnasiale fag på eux) og prøver i avu, fvu, FGU samt visse prøver på erhvervsuddannelserne fra den 21. december 2020 til den 31. januar 2021. Det sker efter dialog med sundhedsmyndighederne, interessenterne og med Folketingets partier.

    For de prøver, der aflyses, gælder det, at der som hovedregel afgives en afsluttende standpunktskarakter, der ophøjes til prøvekarakter. Aflysning af prøverne får dermed ikke betydning for elevernes eksamensbevis.

    Læs nyheden på uvm.dk her

    --

    Orientering d. 16. december, kl. 18.30

    Regeringen har besluttet, at der skal yderligere tiltag til for at stoppe smittetrykket med COVID-19.

    Nye restriktioner betyder, at også elever fra 0. – 4. klasse hjemsendes til fjernundervisning fra d. 21. december til d. 3. januar, for så vidt at skolen ikke er ferielukket for undervisning i perioden.

    Der skal, som ved tidligere hele eller delvise nedlukninger af skolerne, være fokus på sårbare elever, der fortsat skal kunne komme fysisk på skolerne. Almindelige kostelever, der ikke kan betragtes som sårbare, skal ligeledes sendes hjem, dog med undtagelse af udenlandske elever.

    SFO og klubtilbud skal lukkes, men der skal foranstaltes nødpasning.

    Daginstitutioner holdes åbne, dog skal de dimensionere, hvis de sundhedsfaglige retningslinjer ikke kan overholdes. Grupper af børn må ikke blandes.

    Der kan planlægges en glidende tilbagevenden fra d. 3. januar og indtil d. 10. januar 2021 for samtlige elever, hvor skolerne fleksibelt og løbende kan tage imod eleverne. Det betyder, at skolerne ikke nødvendigvis skal planlægge med fuld tilbagevenden til normal skolegang for alle elevgrupper lige efter juleferien, men kan tilpasse tempoet til de lokale forhold.

    Vi forventer at få bekræftet betydningen af ovenstående udmeldinger ved møde med Børne- og Undervisningsministeriet. Foreningen opdaterer løbende denne nyhed på hjemmesiden, hvor nye informationer kan findes.

    Orientering d. 16. december, kl. 14.00

    I lyset af den fortsat stigende smitteudvikling har Regeringen besluttet, at de restriktioner, der blev udmeldt på Børne- og Undervisningsområdet torsdag den 10. december, udvides til at omfatte alle landets kommuner fra og med 16. december 2020, kl. 16.00.

    Følgende restriktioner og anbefalinger gælder:

    • Elever fra 5.-10. klasse i grundskolen og elever og kursister på ungdoms- og voksenuddannelser sendes hjem. Skoler og uddannelsesinstitutioner gennemfører nødundervisning i form af fjernundervisning
    • Sårbare grupper er undtaget, det gælder f.eks. elever i specialundervisning og ungdomsskolens heltidsundervisning, elever med særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov samt elever omfattet af krav om sprogprøver efter konkret vurdering. Elever på efterskoler, frie fagskoler og kostafdelinger på fri- og privatskoler samt elever og kursister på kostafdelinger og skolehjem på ungdoms- og voksenuddannelser undtages også
    • Endvidere undtages elever i ASF-klasser og elever på STU, TAMU, FGU samt voksne der modtager specialundervisning
    • Uddannelser, der har særlig samfundsmæssig betydning (eksempelvis certifikatuddannelser), kan fortsat gennemføres
    • Prøver og eksaminer skal som udgangspunkt gennemføres som normalt inden for de gældende sundhedsfaglige retningslinjer
    • Det anbefales, at dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner ikke deltager i julegudstjenester
    • Efterskoler og frie fagskoler i hele landet kan ikke påbegynde korte kurser over julen.

    Tiltagene vil gælde fra og med onsdag den 16. december 2020 til og med den 3. januar 2021. For at give tid til at omstille sig for skoler og uddannelsesinstitutioner på Børne- og Undervisningsministeriets område kan der dog ske en glidende overgang til fremmødeundervisning til og med den 10. januar 2021. Muligheden for glidende overgang til fremmødeundervisning gælder kun for skoler og institutioner, der har haft elever hjemsendt, og i så fald kun for hjemsendte elever.

    Læs publikationen "Udvidelse af skærpede tiltag til hele landet" (pdf) på Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside.

    Læs  Børne- og Undervisningsministeriets spørgsmål og svar om de skærpede restriktioner.

    --

    Orientering d. 15. december, kl. 17.30

    Alle landets kommuner bliver nu ramt af de skærpede restriktioner for at forhindre yderligere smittespredning med COVID-19.

    Fra i morgen, d. 16. december, kl. 16.00, underlægges samtlige af landets kommuner - og dermed samtlige medlemsskoler - den delvise nedlukning. Restriktionerne gælder foreløbigt frem til og med d. 3. januar 2021.

    Alle elever fra og med 5. klasse og til og med 10. klasse i grundskolerne, samt elever på ungdomsuddannelserne, skal hjemsendes til fjernundervisning. Der skal, som ved tidligere hele eller delvise nedlukninger af skolerne, være fokus på sårbare elever, der fortsat skal kunne komme fysisk på skolerne. Kostelever er ikke omfattet af restriktionerne.

    Der planlægges en glidende tilbagevenden fra d. 3. januar og indtil d. 10. januar 2021, hvor skolerne fleksibelt og løbende kan tage imod eleverne. Det betyder, at skolerne ikke nødvendigvis skal planlægge med fuld tilbagevenden til normal skolegang for alle elevgrupper lige efter juleferien, men kan tilpasse tempoet til de lokale forhold.

    Børnehaveklasser og til og med 4. klasser skal fortsat møde i skole og modtage fysisk undervisning.

    SFO og klub kan fortsætte for elever til og med 4. klasse.

    Dagtilbud er ikke omfattet af restriktionerne, men dagtilbud kan dimensioneres på baggrund af eventuel personaleknaphed grundet sygdom/test.

    De berørte skoler kan trække på alle erfaringer om regler og rammer fra forårets hele og delvise nedlukning, både i forhold til gennemførelse af undervisning og øvrige sundhedsmæssige foranstaltninger.

    Børne- og Undervisningsministeriet offentliggør retningslinjer for skoler under den delvise nedlukning. Find dem på denne side på UVM.dk 

    --

    Orientering d. 10. december, kl. 17.00

    Der har været udfordringer med de til skolerne tilsendte links med Børne- og Undervisningsministeriets retningslinjer for skoler, der er særligt berørt af restriktioner (den delvise nedlukning). 

    denne side på UVM.dk kan man finde gældende retningslinjer for skoler, der er berørt af den delvise nedlukning og ligeledes de gældende retningslinjer for skoler, der ikke ligger i de 69 berørte kommuner.

    --

    Orientering d. 10. december, kl. 15.00

    Det var desværre forventeligt, at der var flere kommuner - og dermed flere medlemsskoler, der ville blive ramt af skærpede restriktioner for at forhindre yderligere smittespredning med COVID-19. Fra fredag d. 11. december, kl. 16.00, vil yderligere 31 kommuner gå i en delvis nedlukning. Restriktionerne gælder som for de øvrige 38 kommuner foreløbigt frem til og med d. 3. januar 2021.

    Restriktioner gælder fremadrettet skoler i de 69 kommuner i Region Hovedstaden (dog ikke Bornholm), kommuner i hele Region Sjælland, kommuner i hele Region Midtjylland samt Aalborg, Odense, Vejle, Fredericia og Middelfart.

    Efterskoler og kostskoler er IKKE omfattet af restriktionerne.

    Elever fra og med 5. klasse og til og med 10. klasse i grundskolerne, samt elever på ungdomsuddannelserne, hjemsendes til fjernundervisning. Der skal, som ved tidligere hele eller delvise nedlukninger af skolerne, være fokus på sårbare elever, der fortsat skal kunne komme fysisk på skolerne. 

    Der planlægges en glidende tilbagevenden fra d. 3. januar og indtil d. 10. januar, hvor skolerne fleksibelt og løbende kan tage imod eleverne. Det betyder, at skolerne ikke nødvendigvis skal planlægge med fuld tilbagevenden til normal skolegang for alle elevgrupper lige efter juleferien, men kan tilpasse tempoet til de lokale forhold.

    Børnehaveklasser og til og med 4. klasser skal fortsat møde i skole og modtage fysisk undervisning.

    SFO og klub kan fortsætte for elever til og med 4. klasse.

    Dagtilbud er IKKE omfattet af de nye tiltag, men dagtilbud kan dimensioneres på baggrund af eventuel personaleknaphed grundet sygdom/test.

    De berørte skoler kan trække på alle erfaringer om regler og rammer fra forårets hele og delvise nedlukning, både i forhold til gennemførelse af undervisning og øvrige sundhedsmæssige foranstaltninger.

    Børne- og Undervisningsministeriet har offentliggjort retningslinjerne for skoler, der er særligt berørt af restriktioner (den delvise nedlukning):

    Retningslinjer for grundskolerne i de berørte kommuner

    Retningslinjer for ungdomsuddannelserne i de berørte kommuner

    Retningslinjer for skoler med kostafdelinger i de berørte kommuner

    For skoler i resten af landets kommuner gælder fortsat disse retningslinjer:

    Retningslinjer for grundskoler og ungdomsuddannelser

    Retningslinjer for skoler med kostafdeling

    Retningslinjer for dagtilbud

    --

    Orientering d. 9. december, kl. 9.00

    Børne- og Undervisningsministeriet har offentliggjort retninglinjerne for skolerne i de 38 kommuner, der er særligt berørt af restriktioner:

    Retningslinjer for grundskolerne i de 38 kommuner

    Retningslinjer for ungdomsuddannelserne i de 38 kommuner

    Retningslinjer for skoler med kostafdelinger i de 38 kommuner

    For skoler i resten af landets kommuner gælder fortsat disse retningslinjer:

    Retningslinjer for grundskoler og ungdomsuddannelser

    Retningslinjer for skoler med kostafdeling

    Retningslinjer for dagtilbud

    --

    Orientering d. 8. december, kl. 16.15

    Foreningen blev i går orienteret om, at der skal ikke gennemføres idræts- og musikundervisning for 0. til 4. klasse i de 38 kommuner, der rammes af omfattende restriktioner fra i morgen d. 9. december. Foreningen har nu fået oplyst, at det er en fejl. Idræts- og musikundervisningen kan gennemføres for 0. - 4. klasse, men naturligvis under de gældende retningslinjer, som skolerne hele tiden har fulgt i disse fag. 

    Vi beklager for vores part, at denne fejl er opstået og beklager ligeledes de gener, den har allerede har medført på skolerne.

    --

    Orientering d. 7. december, kl. 18.00

    Der har desværre i dagens løb været uklarhed om, hvilke COVID-19-restriktioner, der kommer til at gælde for skoler med kostafdeling mv. i de 38 berørte kommuner. Børne- og Undervisningsministeriet har her til aften meddelt følgende:

    • Elever på efterskoler, frie fagskoler og kostafdelinger på fri- og privatskoler kan fortsat bo på og modtage undervisning på deres skoler under hensynstagen til sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger.
    • Elever på kostafdelinger og skolehjem på ungdoms- og voksenuddannelser kan fortsat bo på skolen. Uddannelsesinstitutionen kan vælge at overgå til fjernundervisning for kost- og skolehjemselever.

    --

    Orientering d. 7. december, kl. 12.30

    (Redigeret d. 8. december iht. ovenstående nyheder)

    Regeringen har besluttet at indføre omfattende restriktioner for at mindske smitten med COVID-19. Restriktionerne får stor betydning for skoler og ungdomsuddannelser i foreløbigt 38 kommuner:

    Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Faxe, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Tårbæk, Odense, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Slagelse, Solrød, Tårnby, Vallensbæk, Vordingborg, Aarhus 

    Restriktionerne gælder fra og med onsdag d. 9. december.

    Foreningen har fået oplyst, at elever fra og med 5. klasse og til og med 10. klasse i grundskolerne, samt elever på ungdomsuddannelserne, hjemsendes til fjernundervisning. Der er altså ikke tale om tidlig juleferie. Der skal, som ved tidligere hele eller delvise nedlukninger af skolerne, være fokus på sårbare elever, der fortsat skal kunne komme fysisk på skolerne. 

    Børnehaveklasser og til og med 4. klasser skal fortsat møde i skole og modtage fysisk undervisning.

    SFO og klub kan fortsætte for elever til og med 4. klasse.

    Dagtilbud er IKKE omfattet af de nye tiltag, men dagtilbud kan dimensioneres på baggrund af eventuel personaleknaphed grundet sygdom/test.

    De berørte skoler overgår de facto til nødundervisning, hvilket betyder, at undervisningen ikke lever op til normale krav jf. lovgivning og målrammer.

    Prøver og eksamener aflyses ikke, for så vidt at de kan gennemføres under hensyn til retningslinjerne. Censorer kan fortsat fungere på tværs af landet.

    De berørte skoler kan trække på alle erfaringer om regler og rammer fra forårets hele og delvise nedlukning, både i forhold til gennemførelse af undervisning og øvrige sundhedsmæssige foranstaltninger.

    Restriktionerne gælder som nævnt fra og med på onsdag d. 9. december og foreløbigt til og med d. 3. januar. Der planlægges en glidende tilbagevenden fra d. 3. januar og indtil d. 10. januar, hvor skolerne fleksibelt og løbende kan tage imod eleverne. Det betyder, at skolerne ikke nødvendigvis skal planlægge med fuld tilbagevenden til normal skolegang for alle elevgrupper lige efter juleferien, men kan tilpasse tempoet til de lokale forhold.

    --

    Orientering d. 3. december, kl. 16.00

    Regeringen har besluttet, at der skal indføres en række nye tiltag på undervisningsområdet for kommuner i hovedstadsområdet. Tiltagene kommer nu til at gælde for 18 kommuner, idet Helsingør kommune nu også indbefattes.

    Tiltagene vil gælde fra den 7. december 2020 og foreløbigt indtil den 2. januar 2020.

    Tiltagene gælder altså for kommunerne Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Helsingør, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, København, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk.

    Se initiativerne regler og anbefalinger i orienteringen fra 1. december længere nede i artiklen.

    Skoler kan overgå til nødundervisning uden indberetning

    Skoler og institutioner i de berørte kommuner vil kunne blive nødt til at overgå til nødundervisning som følge af de nye tiltag. Skoler og uddannelsesinstitutioner i de berørte kommuner skal ikke foretage indberetning og begrunde iværksættelse af nødundervisning til STUK i resten af 2020.

    Der er ikke nye anbefalinger og restriktioner for SFO

    Der er ikke lavet nye anbefalinger og restriktioner for SFO, fritids- og klubtilbud i de omfattede kommuner.

    For SFO, fritids- og klubtilbud gælder således de hidtil gældende retningslinjer (pdf).

    Prøver og eksamener

    Prøver, eksamener m.v. kan tilrettelægges med tværgående sammensætning, hvis sådanne almindeligvis tilrettelægges på denne måde. Skolen skal dog bestræbe sig på, at prøver, eksamener m.v. så vidt muligt gennemføres uden tværgående sammensætning.

    Spisesituationer

    Det anbefales, at eleverne alene spiser sammen med deres stamklasse. Det anbefales også, at eleverne ikke spiser i fællesarealer

    Elever på skoler med kostafdeling må gerne spise i spisesalen, men det anbefales, at familiegruppen udgør elevernes faste spisegruppe, og at eleverne har faste pladser ved måltiderne.

    Det anbefales endvidere, at maden serveres enten som portionsanretninger eller ved bordene. Buffeter bør betjenes af personale eller få udvalgte elever.

    Samtidig anbefales det, at borde og stolerygge aftørres med sæbevand efter hvert måltid.

    --

    Orientering d. 1. december, kl. 18.15

    Ekstra indsats for at forebygge smitte på skoler og uddannelser i Storkøbenhavn

    Den stigende smitte med COVID-19 i Storkøbenhavn har i dag fået myndighederne til at sætte ind med ekstra smitteforebyggende tiltag, ud over de gældende anbefalinger. Disse tiltag påvirker også grundskoler og ungdomsuddannelser.

    De nye tiltag har virkning fra den 7. december 2020. Det er endnu ikke besluttet, hvornår de udløber.

    Følgende kommuner er omfattet af de nye tiltag:

    Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, København, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk.

    Regler

    De nye initiativer indebærer følgende nye regler:

    Forbud mod undervisning på tværs af stamklasser i grundskolen, kombineret med mulighed for nødundervisning i form af fjernundervisning i de ældste klasser.

    Undervisningen skal udelukkende foregå i stamklasser, hvilket alt andet lige vil kræve flere lokaler og flere ressourcer, når den samme undervisning skal gennemføres for flere og mindre hold. Skolerne har derfor mulighed for at overgå til nødundervisning, og som led i denne nødundervisning etablere fjernundervisning for skolens ældste klasser.

    Anbefalinger

    De nye initiativer indebærer følgende anbefalinger:

    • Anbefaling om fortsat fokus på ikke at gennemføre aktiviteter på tværs af klasser mv. (både undervisning og andre aktiviteter) på ungdomsuddannelser. Dette vil i nogle tilfælde indebære overgang til nødundervisning.
    • Anbefaling om aflysning af undervisning i fag i ungdomsuddannelser, hvor der er stor risiko for dråbesmitte, f.eks. idræt og musik, og hvor undervisningen kan udskydes. Undtaget er fag, der afsluttes. Dette vil i nogle tilfælde indebære overgang til nødundervisning.
    • Anbefaling om, at spisning i grundskole, ungdomsuddannelser foregår klassevis og ikke i fælles arealer.
    • På alle grundskoler og ungdomsuddannelser mv. bør der være skærpet opmærksomhed på ikke at møde op med symptomer på sygdom, håndhygiejne, rengøring, afstand mv.
    • Der bør på alle skoler og uddannelsesinstitutioner være særligt personale, som hjælper med at opretholde smitteforebyggende foranstaltninger.
    • Det anbefales, at der er fokus på dialog med udskolingsklasser i grundskolen og med elever på ungdomsuddannelser om at være ung under COVID-19, herunder om hvordan man kan skabe fællesskaber samtidig med, at anbefalinger og restriktioner overholdes.

    Prioritering af elever i forhold til fremmøde

    I det omfang, at anbefaling om at minimere kontakt på tværs af klasser i ungdomsuddannelser samt aflysning/udskydelse af visse fag på ungdomsuddannelserne betyder, at ikke alle elever kan undervises ved fremmøde, bør følgende elever prioriteres ved fremmøde: Elever på STU, TAMU, FGU, ASF-klasser, elever i specialundervisning samt sårbare elever.

    Deltagelse i undervisning kan trods forbud mod undervisning på tværs af stamklasser i grundskolen mv. gennemføres som hidtil, herunder ved fremmøde for sårbare grupper.

     

    Følg Børne- og Undervisningsministeriets spørgsmål og svar her

    Arkiv