Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Konfliktinfo: Hvilke ansatte på skolerne er omfattet af en eventuel konflikt, og hvilke er ikke?

    14. marts 2018
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Vi modtager på sekretariatet  mange spørgsmål om personalegrupper på både grundskoler og gymnasier i relation til, om disse er omfattet af henholdsvis strejkevarslet og lockoutvarslet.

    Her gives en status og et overblik:

    Skolernes ledelser

    STREJKE- OG LOCKOUTVARSLET ER KUN RELEVANT FOR DE ANSATTE, SOM ER MEDLEM AF EN FORHANDLINGSBERETTIGET FAGLIG ORGANISATION. IKKE-ORGANISEREDE ANSATTE, ELLER ANSATTE, DER ER MEDLEM VED IKKE-FORHANDLINGSBERETTIGEDE FAGFORENINGER, ER IKKE OMFATTET AF EN EVENTUEL KONFLIKT.

    DER ER FORSKEL PÅ KONSEKVENSERNE FOR SKOLERNES LEDELSER, ALT EFTER OM SKOLEN ER UDTAGET TIL STREJKE ELLER RAMMES AF LOCKOUTEN:

    Ved strejke

    Lærernes Centralorganisation har varslet strejke på en række frie grundskoler og private gymnasieskoler, heriblandt en række medlemmer af Danmarks Private Skoler.

    For grundskolernes vedkommende har Frie Skolers Ledere oplyst, at ledelserne på de skoler der er udtaget til strejke også er omfattet. Dog er skolens øverste leder, det vil sige skolelederen, IKKE omfattet. Men skolens øvrige ledelse, det vil sige viceskoleleder og afdelingsledere rammes af en strejke, såfremt de er medlem af en forhandlingsberettiget fagforening.

    Hvad angår gymnasiernes ledelse har GL meldt ud, at ledere ved gymnasier IKKE er omfattet, SÅFREMT de har selvstændigt budgetansvar, personaleledelse og ansættelseskompetence og mindst er placeret i lønramme 36 eller har et tilsvarende lønniveau. Herved er det givet, at private gymnasiers rektorer i hvert fald vil være undtaget fra en strejke.

    Ved lockout

    Som modsvar til det udsendte strejkevarsel har Moderniseringsstyrelsen varslet lockout, som omfatter næsten samtlige private skoler.

    I det lockoutvarsel, der er fremsendt fra Moderniseringsstyrelsen til Lærernes Centralorganisation vedr. de frie grundskoler hedder det bl.a., at:

    ”Lockouten omfatter samtlige medlemmer af Lærernes Centralorganisations medlemsorganisationer, der pr. 10. april 2018 er ansat eller senere tiltræder ansættelse som lærer eller børnehaveklasseleder i henhold til organisationsaftale (…)”

    Grundskolernes ledelser er IKKE omfattet af lockoutvarsel. Med andre ord går skoleleder, viceskoleleder og afdelingsledere fri af en eventuel lockout. Lærere med souscheffunktion er dog omfattet af lockoutvarslet, i og med de er ansat som lærere og ikke på ledelsesvilkår.

    Moderniseringsstyrelsen har oplyst, at gymnasiernes ledelser er IKKE omfattet af lockoutvarslet. Det lockoutvarsel, der er fremsendt, gælder de overenskomstansatte lærere på gymnasier, undtaget medarbejdergrupper under ”bilag 7, 8 og 9” – hvilket er pædagogiske ledere, koordinatorer og inspektorer Derudover er rektorerne undtaget fra lockout.

    Undervisere, lærere og børnehaveklasseledere

    STREJKE- OG LOCKOUTVARSLET ER KUN RELEVANT FOR DE ANSATTE, SOM ER MEDLEM AF EN FORHANDLINGSBERETTIGET FAGLIG ORGANISATION. IKKE-ORGANISEREDE ANSATTE, ELLER ANSATTE, DER ER MEDLEM VED IKKE-FORHANDLINGSBERETTIGEDE FAGFORENINGER, ER IKKE OMFATTET AF EN EVENTUEL KONFLIKT.

    Undervisere, lærere og børnehaveklasseledere på frie grundskoler og private gymnasiale uddannelser vil blive ramt af en eventuel strejke eller lockout, hvis disse er medlem af de forhandlingsberettigede fagforeninger:

    Danmarks Lærerforening

    Frie Skolers Lærerforening

    Gymnasieskolernes Lærerforening.

    Den såkaldte ”fritvalgsordning” for gymnasielærere medfører, at gymnasielærere, der er medlem af en anden AC-organisation end GL, OGSÅ vil være omfattet af lockoutvarslet. Det gælder f.eks. medlemmer af DJØF, IDA m.fl.

     Erklæring fra skolens undervisere, lærere og børnehaveklasseledere:

    Skolen er nødsaget og forpligtet til at skaffe viden om, hvilke konkrete undervisere, lærere og børnehaveklasseledere, der måtte være omfattet af en eventuel konflikt. Til det formål har vi udarbejdet en skabelon, som kan findes via dette link: her

     

    Personale i skolernes SFO, børnehaver og vuggestuer

    Danmarks Private Skoler og BUPL har udarbejdet følgende fælles erklæring på vegne af aftaleenheden om situationen:

    ”Fælles erklæring til skolerne vedr. medarbejdere, der er ansat på BUPLs overenskomst og arbejder ved skolernes SFO, børnehave og vuggestue.

    I forbindelse med konfliktvarslerne, henholdsvis strejkevarslet og lockoutvarslet, er der opstået usikkerhed om, hvorvidt ansatte i de frie grundskolers vuggestuer, børnehaver og SFO vil være omfattet af en eventuel konflikt.

    For at der ikke skal herske nogen tvivl, vælger BUPL og skoleforeninger at gå ud med denne erklæring:

    Ansatte ved frie grundskolers SFO, børnehave og vuggestue vil ikke blive omfattet af en strejke eller en lockout, da overenskomsten for disse ikke er statslig, men privat. Partnerne er BUPL og Skoleforeningerne.

    Der er ikke planer om at iværksætte sympatikonflikter under den private overenskomst mellem BUPL og Skoleforeningerne, da sympatikonflikter efter hidtidige praksis, rettes mod konfliktende parter, i dette tilfælde Staten.

    Skolernes vuggestuer, børnehaver og SFO vil derfor kunne fungere som normalt. Bemærk at ansatte som ikke er omfattet af en strejke eller lockout, ikke må påtage sig strejkeramt arbejde, de skal netop udføre deres normale arbejde.

    Overenskomstforhandlingerne mellem BUPL og skoleforeningerne afventer CFU-forliget. Herefter genoptages forhandlingerne igen i samme ånd som tidligere. Parterne har den fælles opfattelse, at et samarbejde på alle niveauer er det bedste udgangspunkt for arbejdet på skolerne.”

    Skolernes teknisk/administrative personale

    Ansatte pedeller, chauffører, køkkenpersonale, servicepersonale, kontormedarbejdere, administratorer og lignende er IKKE omfattet af de verserende konfliktvarsler.

    Det strejke- og lockout varsel, der er udsendt gælder alene medarbejdere ansat på de statslige overenskomstområder, det vil for de private skolers vedkommende sige ledelser* og undervisere.

    (*læs ovenstående orientering om skolernes ledelser)

    Arkiv