Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Ny bekendtgørelse om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser

    27. september 2017
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Bekendtgørelse om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser er nu udstedt og kan findes via dette link til retsinformation:

    Bekendtgørelse nr. 1077 af 13. september 2017.

    Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2017 og gælder både for elever, der er startet på uddannelsen før den 1. august 2017 (”gamle” elever), og elever, der er startet på uddannelsen efter 1. august 2017 (”nye” elever).

    Bekendtgørelsen indeholder flere forskellige nye elementer, hvor de mere centrale i hovedtræk vil blive berørt nedenfor:

    Ordensregler

    Bekendtgørelsen indeholder som noget nyt en række eksempler på forhold, som det kan være relevant for den enkelte institution at fastsætte ordensregler om. Der er ikke tale om en udtømmende oplistning, og den enkelte institution kan således fastsætte ordensregler om andre forhold, som er relevante det pågældende sted.

    Sanktionskataloget er blevet udvidet

    Bekendtgørelsen viderefører det nuværende sanktionskatalog, men som noget nyt er det blevet muligt i en nærmere bestemt periode at forbyde medbringelse af nærmere bestemte private genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmidler. Ligeledes er det blevet muligt at tilbageholde private genstande, herunder mobiltelefoner og lignende kommunikationsmidler, i normalt højst et døgn. Endelig er der indsat en mindre indgribende sanktionstype end en bortvisning fra uddannelsen, nemlig bortvisning fra institutionen eller en afdeling af institutionen og overflytning til en anden institution eller afdeling af institutionen.

    Betingede sanktioner

    Der er indsat en ny regel om, at der kan fastsættes betingede sanktioner. En betinget sanktion, der kun udløses under bestemte betingelser, kan i visse situationer være et hensigtsmæssigt alternativ til en skriftlig advarsel, idet der i almindelighed vil skulle mindre til for at udløse en betinget sanktion end til at følge en skriftlig advarsel op med en ny sanktion. Der kan knyttes pædagogisk begrundede vilkår til den betingede sanktion.

    Midlertidig hjemsendelse

    Med bekendtgørelsen bliver der mulighed for under visse omstændigheder at foretage en midlertidig hjemsendelse af en elev, mens en sag undersøges nærmere. Reglen omfatter også en mulighed for midlertidigt at begrænse elevens adgang til institutionen.

    Indsats mod snyd

    Som noget nyt skal de lokale studie- og ordensregler danne grundlag for en målrettet indsats for at imødegå snyd og lignende. Der er i den forbindelse nu muligt at sanktionere forseelser ved prøver efter reglerne i studie- og ordensbekendtgørelsen. Snyd ved prøver kan dermed fremover også ses som et brud på studie- og ordensreglerne og vil derfor også – ud over efter eksamensreglerne – kunne sanktioneres efter disse. Efterfølgende snyd i undervisningen f.eks. ved årsprøven vil i så fald kunne betragtes som et gentagelsestilfælde, og tilsvarende vil gælde omvendt.

    Rektoranvisninger

    Bekendtgørelsen indeholder en pligt for eleverne til, uanset det nærmere indhold af de lokale studie- og ordensregler, umiddelbart og loyalt at efterfølge de konkrete anvisninger, som institutionen giver dem for at opretholde eller genoprette god orden på institutionen, uanset om disse gives mundtligt eller skriftligt.

    Elevadfærd uden for institutionen

    Det er med bekendtgørelsen blevet tydeliggjort, at der i de lokale studie- og ordensregler i et afgrænset omfang kan fastsættes regler om elevers adfærd uden for institutionen, herunder i elevernes fritid. Det kan fx være relevant i forhold til at gribe ind over for elevers digitale mobning af hinanden eller deres lærere på de sociale medier, selvom adfærden sker uden for institutionen, herunder i fritiden. Det er en betingelse, at den konkrete adfærd har direkte indflydelse på undervisningsmiljøet. Elevernes adfærd i deres fritid kan dog kun være omfattet af reglerne, hvis den konkrete adfærd har direkte indflydelse på undervisningsmiljøet.

    De lokale studie- og ordensregler på institutionen såvel som den konkrete forvaltning af dem skal ligge inden for de rammer, som bekendtgørelsen fastsætter, men det er op til den enkelte institution konkret at beslutte, hvilke regler der skal opstilles, og hvilke af de mulige sanktioner, der skal medtages i de lokale regler.  

    I løbet af det igangværende skoleår skal hver enkelt institution tilpasse de lokale studie- og ordensregler med udgangspunkt i den nye bekendtgørelse. Det følger dog af bekendtgørelsens overgangsbestemmelse, at de nuværende lokalt fastsatte studie- og ordensregler forbliver i kraft, indtil der er fastsat nye lokale regler efter den nye bekendtgørelse.

    Arkiv