Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Nyt analysenotat om skift mellem folkeskoler og private grundskoler

    18. april 2017
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Undervisningsministeriet har offentliggjort et analysenotat om elevers skift mellem folkeskoler og privatskoler. Herunder kan en sammenfatning af analysen læses.

    I forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen udtaler Undervisningsminister Merete Riisager:

    ”Det er en grundpille i vores samfund, at forældre frit kan vælge skole til deres barn. Det er naturligt, at der er skift mellem skolerne, men når kun omkring 2 procent af eleverne skifter imellem folkeskoler og frie grundskoler hvert år, må det være tegn på, at forældrene ofte vælger rigtigt, og at børnene trives og udvikler sig fagligt. Sammen med Skole og Forældre vil jeg undersøge, hvordan det frie skolevalg virker, og hvad forældre lægger vægt på, når de vælger skole til deres børn.”

    Ministeren henviser her til en anden igangsat undersøgelse, der skal afdække, hvilken effekt og betydning det frie valg har for forældres engagement i skolen, og hvorvidt der er barrierer for det frie skolevalg. Denne analyse forventes at ligge klar den 1. august 2017. Læs mere her

    Vandringer mellem folkeskoler og frie grundskoler. Sammenfatning

     På de frie grundskoler er andelen af elever steget med 2,7 procentpoint siden 2010/11, og i den tilsvarende periode er andelen af elever på folkeskolen faldet med 2,3 procentpoint.

     Der har siden 2010/11 været en stigning på 2 procentpoint i andelen af elever, der påbegynder børnehaveklassen på en privat- eller friskole.

     Kun få elever skifter til en fri grundskole, efter de først er startet på en folkeskole. Fra folkeskolen skifter omkring 10.000 elever årligt til en fri grundskole undervejs i skoleforløbet, hvilket svarer til ca. 2 pct. af folkeskoleeleverne, og denne andel har været stabil siden 2010.

     Imellem 4. 000 og 5.000 elever skifter årligt fra en fri grundskole til en folkeskole, hvilket svarer til 4-5 pct. af eleverne på de frie grundskoler.

     De fleste skift sker på 6. klassetrin fra både folkeskoler og frie grundskoler. Kun et fåtal af skiftene sker i forbindelse med, at eleven er flyttet, eller at elevens skole er nedlagt eller ikke udbyder flere klassetrin. En lidt større andel af pigerne skifter fra en folkeskole til en fri grundskole i udskolingen, sammenlignet med drengene.

     Det er især forældre med videregående uddannelser, der vælger en fri grundskole. På folkeskolerne har der siden 2010/2011 været en stigning på 3 procentpoint i andelen af børn af forældre med uoplyst uddannelse der begynder i børnehaveklasserne, dette er hovedsageligt indvandrere fra ikkevestlige lande. På frie grundskoler har antallet ligget stabilt.

     Andelen af elever, der skifter fra folkeskolen til en fri grundskole, øges i takt med forældrenes uddannelse – jo længere forældreuddannelse, desto oftere skift mod frie grundskoler.

     På frie grundskoler ses en modsatrettet tendens – jo lavere forældreuddannelse, desto oftere skift til en folkeskole.

    Kilde: Danmarks Statistik, Ministeriets egne beregninger.

    Læs mere

    Analysenotat af skift mellem folkeskole og privatskoler (pdf)

    Arkiv