Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Sommerhilsen fra formanden

    23. juni 2016
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • København d. 23. juni 2016

     

    Kære medlemsskoler

    Så nærmer sommerferien sig. Jeg håber, alle har nået, eller lige straks når det, der skal gøres, inden der venter en velfortjent pause i skolearbejdet. Pauser er nødvendige og bør benyttes til mange gøremål - måske har der været perioder i skoleåret, hvor andet er tilsidesat for at være til stede dér, hvor brændpunkterne er.

    Og brændpunkter er der masser af - både på den enkelte skole og i den ”store” skoleverden. I Danmarks Privatskoleforening har vi i løbet af skoleåret ind imellem mærket en vis overophedning, men vi mener, at mange af de udfordringer, vi er stødt på, er landet på betryggende vis.

    Umiddelbart efter årsmødet i oktober kom den gode nyhed, at koblingsprocenten steg med hele 2 procentpoint. Det havde vi bestemt ikke regnet med - måske håbet på bare et enkelt. Stigningen kom på et belejligt tidspunkt, så det hul mange skoler oplevede i økonomien, både i forhold til nedgangen fra 75 % til 71 %, besparelserne i folkeskolen og det økonomiske efterspil vedr. lockouten, kunne fyldes lidt op. Men hullet er ikke fyldt op endnu, så vi arbejder stædigt videre på ”genopretningsplanen” – at komme tilbage til de 75 %. Men tag ikke glæden på forskud, der er kun et spinkelt håb om forøgelse af koblingsprocenten ved de kommende finanslovsforhandlinger:

    I den seneste tid er der arbejdet på højtryk i Ministeriet for at færdiggøre mange af de opgaver, vi i løbet af året har været involveret i. Vi er nået meget langt og er næsten i mål i forhold omkring undervisning af flygtninge og et stykke videre omkring udfordringerne vedr. overholdelse af børnekonventionen. Stramningerne af tilsynet er aftalt mellem politikerne, og vi bliver efter sommeren inviteret med i den videre proces, hvilket vi ser frem til.

    Internt har vores samarbejde med Private Gymnasier haft en høj prioritet, og bestyrelsen har besluttet at fremlægge en udvidelse af medlemskredsen på det kommende årsmøde. Alt dette er beskrevet på hjemmesiden (her). Et område skal dog nævnes ved denne lejlighed, nemlig bestyrelsens overvejelser om foreningens navn. Når vi har truffet alle jer skolefolk til møder og seminarer, er det også et tema, der har fyldt meget. Selv om det kan lyde banalt, så en forenings navn vigtigt. Vi fortsætter som forening, men vi mener, vi skal have et navn, der signalerer såvel det ”fortsættende”, som den udvidelse af medlemskreds, der er tale om. Bestyrelsen er således enig og vil på årsmødet fremlægge navnet:

    Danmarks Private Skoler
                 -grundskoler og gymnasier

    Sommeren er dejlig; børnenes leg og glade stemmer på legepladser, forventningerne om ferieoplevelser, translokationer og afslutninger, ja, alt det, der også gør skolelivet fantastisk. Det er det, der fylder på skolerne lige nu – for så i næste uge at blive afløst af ferien. Kan det blive meget bedre?

    Jeg håber, at I, når skolen er kommet lidt på afstand, kan læne jer tilbage og glædes over alt det, der lykkes. Det er et fantastisk arbejde, I gør på de private skoler over hele landet. I udvikler, I tilpasser, I drifter, I udnytter friheden til at drive skole efter værdier, ja kort sagt, så får I jeres privatskoler til at fungere - og set fra ”Københavnstrup”, så gør I det fantastisk!

    Jeg vil derfor gerne sige jer alle tak for et godt skoleår, tak for alle jeres henvendelser - både de udfordrende og de anerkendende, tak for jeres store imødekommenhed ved alle de lejligheder, hvor foreningen og I træffes, tak for jeres engagement for privatskolerne og ikke mindst tak for jeres store indsats for det vi alle arbejder intenst for - nemlig en god skolegang for alle børn.

    Med dette ønskes alle en rigtig god sommer - jeg håber både der bliver mulighed for at slappe af og få mange spændende oplevelser sammen med familie og venner, så vi alle møder med fornyet energi til august.

    Med venlig hilsen

    Karsten Suhr, formand

    Arkiv