Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Hvordan strammes tilsynet - yderligere?

    11. maj 2016
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Folketingets bestræbelser på at vedtage konkrete forslag, der kan forhindre radikalisering og antidemokratisering har resulteret i en delaftale. Delaftalen omhandler tilsynet med de frie grundskoler.

    Partierne er enige om, at Lov om frie grundskoler skal strammes, så det statslige tilsyn skærpes. Forhandlingerne mellem partierne fortsætter den 19. maj. Der sigtes imod at fremlægge en samlet pakke den 31. maj til vedtagelse efter sommerferien.

    Det meste vedrører det skærpede tilsyn

    Både i den første aftale om de frie skolers tilsyn indgået den 18. marts og i den seneste indgået den 10. maj er det under det skærpede tilsyn, de største og mest markante ændringer findes.

    Ekstern statslig observatør og uanmeldte tilsynsbesøg

    Hensigten med aftalen er uomtvistelig, at effektuere flere og mere effektive tilsyn. Bestemmelsen om, at styrelsen ved skærpede tilsyn omhandlende frihed og folkestyrebestemmelsen kan indsætte en observatør ved bestyrelsesmøde, forældremøder og generalforsamling, er blevet til en skal-bestemmelse.

    Derudover skal der foretages mange flere uanmeldte tilsynsbesøg på de skoler, der enten har været under skærpet tilsyn eller bliver udtrukket i kommende risikobaserede tilsyn vedr. frihed og folkestyre. Uanmeldte tilsynsbesøg skal også finde sted på baggrund af henvendelser fra forældre, lærere, elever, kommune og omtale i pressen.

    Den tilsynsførendes valgbarhed

    Den forældrevalgte tilsynsførende vil først være valgbar efter en karens på fem år, hvis den tilsynsførende er tidligere ansat, elev, bestyrelsesmedlem eller forælder. Det vil desuden få en konsekvens, hvis skolen sættes under skærpet tilsyn, uden at den tilsynsførende har gjort opmærksom på, at der er udfordringer.

    Indskrivning og udskrivning af elever

    Der er blandt politikerne usikkerhed om, hvorvidt 5. september-tallene er reelle på alle skoler. Der vil derfor blive foretaget en engangsvurdering i efteråret 2016 vedr. dette forhold. Derudover ønsker politikerne at undersøge, om der er skoler, der udskriver lavt præsterende elever umiddelbart inden afgangsprøverne med henblik på at opnå et bedre karaktergennemsnit. Der er ikke givet et tidspunkt for denne undersøgelse.

    Redegørelse for donationer

    Det er tilladt, at skolerne modtager donationer, blot der ikke er tvivl om skolens uafhængighed. Fremover vil skolen skulle oplyse donationer på skolens hjemmeside. Donationers størrelser samt hvem, der donerer, skal anføres specifikt i regnskabet, og den tilsynsførende skal angive oplysning om donationer i tilsynserklæringen.

    Fakta om aftalen:

    Hovedelementerne i aftalen af 18. marts var:
    • Øget fokus på demokratisk dannelse
    • Udvikling af et indikatorbaseret tilsyn med indikatorer i forhold til frihed og folkestyre
    • Styrkelse af tilsynet med skolernes overholdelse af frihed og folkestyre-kravet, herunder mulighed for indsættelse af ekstern observatør på skolens bestyrelsesmøder mv. i forbindelse med skærpet tilsyn og for samtale med elever uden tilstedeværelse af skoleleder/lærer
    • Yderligere krav til den forældrevalgte tilsynsførende, herunder udvidelse af kredsen af personer, der ikke kan vælges som tilsynsførende og en indførelse af karensperiode samt begrænsning på maksimalt tre valgperioder som tilsynsførende på samme skole, krav om indberetning til et centralt register over tilsynsførende samt styrket uddannelse af de certificerede tilsynsførende

     

    Dette vil ifølge den nye aftale komme til at ske:

    Ekstern observatør og undersøgelser af bestyrelsens virke mv.

    Som led i skærpet tilsyn med fokus på frihed og folkestyre-kravet skal staten indsætte en ekstern observatør på skolens bestyrelsesmøder, eventuelle generalforsamling og forældremøder, ligesom eventuelle dagsordener, referater mv. fra bestyrelsesmøder, forældremøder mv. gennemgås.

     

    Mere systematisk anvendelse af uanmeldte tilsynsbesøg

    Der gennemføres fremover mindst et uanmeldt tilsynsbesøg i kvartalet på skoler, der er under skærpet tilsyn for overholdelse af frihed og folkestyre-kravet.

    Der gennemføres fremover mindst to uanmeldte tilsynsbesøg på skoler, der udtrækkes i det kommende risikobaserede tilsyn med overholdelse af frihed og folkestyre-kravet.

    Der gennemføres mindst to uanmeldte tilsynsbesøg på skoler, hvor styrelsen indleder en tilsynssag (enkeltsagstilsyn) med en skoles overholdelse af frihed og folkestyre-kravet på baggrund af henvendelser fra forældre, lærere, elever mv., oplysninger fra kommuner eller omtale i pressen.

     De facto overtagelse af den lokale tilsynsfunktion ved skærpet tilsyn med frihed og folkestyre

    Når STUK har en skole under skærpet tilsyn ift. frihed og folkestyre-kravet, overtager styrelsen de facto den lokale tilsynsførendes rolle med at vurdere skolens efterlevelse af kravet.

     

    Oplysninger fra kommuner og brugen heraf

    Kommunerne har i dag en generel oplysningspligt, som indebærer, at kommunerne skal oplyse STUK om forhold, hvor der kan være bekymring for, om en fri grundskole lever op til frihed og folkestyre-kravet. STUK vil rette henvendelse til kommunerne og gøre opmærksom på denne oplysningspligt. En kommune skal desuden på anmodning fra styrelsen oplyse om bekymrende forhold på en fri grundskole.

     

    Indberetning om bekymrende forhold på frie grundskoler til STUK

    Muligheden for at rette henvendelse til STUK med henblik på indberetning om bekymrende forhold på skoler synliggøres. STUK vil orientere om muligheden, herunder vil der blive vejledt om muligheden på STUKs hjemmeside.

     

    Skærpelse af ordningen med certificerede tilsynsførende

    Karensperioden for, at tidligere ansatte, elever, bestyrelsesmedlemmer og forældre på den pågældende skole kan føre tilsyn med skolen udvides fra 3 år til 5 år efter, at den pågældendes virke i forhold til skolen er ophørt.

    Med henblik på at sikre, at der i tilfælde, hvor en skole har været underlagt skærpet tilsyn med fokus på frihed og folkestyre-kravet, kan være tillid til, at det lokale tilsyn med skolen udøves kvalificeret og uvildigt, vil kravene til habilitet og kvalifikationer hos den tilsynsførende, som skolen vælger, være skærpede i forhold til de generelle krav.

     

    Styrket tilsyn med donationer

    Frie grundskoler kan modtage donationer fra organisationer mv., så længe donationerne ikke har et omfang og ikke gives på en måde, som kan så tvivl om, hvorvidt skolen opfylder lovkravet om uafhængighed. Med henblik på større viden om, hvem der yder donationer til skolerne, stilles der fremover krav om følgende: • Frie grundskoler skal i årsregnskabet oplyse om donationer over en vis bagatelgrænse (fx 20.000 kr.), herunder den enkelte donations størrelse og hvem der har ydet donationen. • Den lokale tilsynsførende skal angive oplysning om donationer i den årlige tilsynserklæring for skolen. • Frie grundskoler skal oplyse om donationer til skolen på skolens hjemmeside.

    Parterne er i øvrigt enige om, at regeringen skal undersøge i hvilket omfang, det er muligt at forhindre visse udenlandske donationer.

     

    Som en del af aftalen undersøges desuden følgende:

    Inddragelse af oplysninger fra andre myndigheder i tilsynet

    Med henblik på at få det bedst mulige grundlag for styrelsens tilsynsvirksomhed undersøges det, i hvilket omfang der kan være behov for, at styrelsen inddrager oplysninger fra andre myndigheder end alene kommunen, fx udlændingemyndigheder, politi og skattemyndigheder.

     

    Skærpet økonomisk sanktionspraksis

    Det undersøges, hvordan styrelsens tilsynspraksis i forhold til at tilbageholde tilskud, afskære tilskud eller kræve tilskud tilbagebetalt kan skærpes i relation til skærpet tilsyn for frihed og folkestyre-kravet.

    Styrelsen i forbindelse med skærpede tilsyn indskærpe bestyrelsesmedlemmer om reglerne for personlig økonomisk hæftelse, hvis de ikke lever op til deres forpligtelser.

     

    Undersøgelse af tælleregler og udskrivning af elever kort tid før prøveaflæggelse

    Antallet af elever på frie grundskoler pr. 5. september (tælledagen) afgør størrelsen på statstilskuddet til den enkelte skole. Med henblik på et vurderingsgrundlag og afdækning af, om der er skoler, hvor elevvandringer til og fra skolen kan give anledning til mistanke om, at skolerne spekulerer i tællereglerne med det formål at opnå højere statstilskud, vil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i efteråret 2016 gennemføre en undersøgelse af en række skoler. STUK vil samtidig undersøge omfanget af skolernes udskrivning af elever kort tid før aflæggelse af de afsluttende prøver for at afdække, om der er skoler, hvor omfanget af elevudskrivninger kan give anledning til mistanke om, at skoler benytter deres ret til selv at vælge, hvilke elever der kan gå på skolen, til at udskrive elever med et fagligt dårligt resultat med henblik på at opnå et højere samlet fagligt resultat for skolen. 

    Læs mere:

     

     

    Arkiv