Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Skoleleder fra fri grundskole tager bladet fra munden

    7. oktober 2013
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Skoleleder fra fri grundskole tager bladet fra munden i kronik i Politiken: ”Friskolerne fejer op, når folkeskolen fejler. Hvorfor er det, at politikerne står i kø for at stække dem?”

     

    Per Krøis Kjærsgaard, skoleder på Viby Friskole i Politiken d. 7. oktober 2013:

    De frie grundskolers frihed er under pres

    Folkeskolen er vigtig i det danske samfund.

    Det er der vist ingen, der er uenige i.

    Der er næppe heller mange, som er modstandere af det frie valg som en vigtig grundrettighed i et åbent og demokratisk samfund. I hvert fald på nogle områder.

    Man har frit valg, når man går til læge, tandlæge, bibliotek, i svømmehallen eller skal på plejehjem eller sygehus.

    Man har også frit valg, når man vælger en skole til sit barn. Den valgfrihed og hele friskoletraditionen har endda ganske mange år på bagen i Danmark og stammer helt tilbage fra 1800-tallet.

    Det er en frihed, der dels baserer sig på respekten for mindretal, dels på det grundlæggende princip, at uddannelse af børnene er forældrenes anliggende – ikke samfundets. Man har således i Danmark undervisningspligt i stedet for skolepligt.

    Derfor har forældre, som ud fra en pædagogisk idé eller af ideologiske grunde er tilhængere af et andet skolesyn, i mere end 100 år haft friheden til at drive en skole. Til at vælge den undervisningsform, som de synes om. En pædagogik, som de synes passer bedst til netop deres barn.

    Denne frihed og hundredårige tradition er en værdifuld grundpille i vores folkestyre og noget, som mere end 100.000 elevers forældre benytter sig af.

    Imidlertid er dette frie skolevalg under pres.

    Fra mange sider i det politiske landskab vil man gerne stække de frie skolers muligheder. Det sker ved en stigende statsstyring og indblanding i skolernes frihed, ved administrative forhindringer omkring skoleoprettelser, og det sker ved at forringe skolernes økonomi i en sådan grad, at de enten lukker eller må hæve forældrebetalingen, så alle forældre ikke længere kan være med.

    I finanslovsforslaget for 2014 er de frie grundskoler nemlig som det eneste uddannelsesområde udsat for besparelser.

    Det kan synes, som om der er et reelt politisk ønske om at begrænse almindelige menneskers mulighed for et frit skolevalg mest muligt og samtidig gerne få lukket en del af små friskoler i yderområderne. Samtidig er det et paradoks, for netop de frie grundskoler leverer det, politikerne efterspørger: engagerede elever og forældre, demokratisk dannelse, gode karakterer og en høj andel, som gennemfører en ungdomsuddannelse. Endda med den samme elev- og forældregruppe som folkeskolen, og til en billigere pris.

    Endvidere er det paradoksalt, fordi den siddende regering samt Enhedslisten var meget klare i mælet under valgkampen i 2011: Besparelserne på uddannelsesområdet skulle rulles tilbage – også på de frie skolers område. Et løfte, der som bekendt ikke rigtig havde luft under vingerne efter valget.

    Et af de værktøjer, der anvendes, når man ønsker at afmontere noget af de frie skolers succes, er naturligvis økonomien.

    De frie skoler finansieres dels ved forældrenes skolepenge, dels ved statsstøtte i form af en fast procentsats af de udgifter, der bruges i folkeskolen.

    Gennem fire år er den procentsats blevet sat ned med et procentpoint om året fra 75 pct. i 2009 til 71 pct. i 2014.

    I de seneste år har kommunerne tilmed sparet betydeligt på skoleudgifterne, så de frie skoler får en lavere procentsats af et lavere beløb. Samtidig skal de frie skoler betale 25 procent mere for varer og tjenesteydelser, idet man betaler moms – modsat folkeskolen. Man betaler også ejendomsskat – modsat folkeskolen. Mange frie skoler bløder, og der er skåret ind til benet. At hæve forældrebetalingen er mange skolers eneste mulighed.

    I andre landesom f.eks. Sverige følger pengene det enkelte barn. Danske forældre, som vælger noget andet end folkeskolen, må selv betale en del af udgiften.

    Om dette er rimeligt eller ej, kan naturligvis diskuteres, men det er blot vigtigt at holde fast i, at denne egenbetaling forbliver på et niveau, så alle kan være med. Om man er sosu-assistent eller overlæge. Ellers vil der på længere sigt netop ske det, at de frie grundskoler forvandles til skoler for de velstillede, og dermed vil flere partiers angreb på de frie skolers solidaritet blive en selvopfyldende profeti.

    Man har altså at gøre med forældre, som er villige til at betale for noget, de kunne få gratis. Det er dette, mange politikere glemmer, når de har travlt med at klynke over det frie skolevalg. Man polemiserer og taler om ’privatskolerne’, som man ofte fejlagtigt benævner alle frie grundskoler. Man hævder, at de frie skoler »skummer fløden« og kun tager sig af alle de ressourcestærke og nemme børn.

    Det er imidlertid ikke korrekt.

    Det er veldokumenteret, at den socioøkonomiske sammensætning af elevgrupperne i folkeskoler og de frie skoler på landsplan stort set er identisk. Billedet dækker ganske vist over regionale forskelle, men tallene beskriver flere sandheder: Måske findes der privatskoler i storbyerne, som ikke er deres sociale ansvar bevidst, men samtidig findes der rigtig mange frie grundskoler, som tager mere end deres del af ansvaret.

    Det er ofte de frie skoler, der fejer op efter folkeskolen, når den i kommunernes centraliseringsiver har tabt de ressourcesvage børn. Eller de ressourcestærke. Mange børn drukner, når der er 28 elever i klasserne, 700 elever på skolen – eller mere.

    Den politiske belejring af de frie grundskoler har både en ideologisk årsag og rod i en bekymring over udviklingen af skolelandskabet.

    Ideologisk, fordi den frihed, som skolevalget symboliserer, ligger bl.a. Socialdemokraterne fjernt. Her skal alle helst spise samme leverpostej.

    Bekymringen bunder formentlig i, at der kommer stadig flere frie grundskoler til. Næsten i samme takt, som kommunerne nedlægger deres små folkeskoler. Det harmonerer dårligt med den blå bloks ønsker om at centralisere. De to blokke kan altså i store træk enes om midlerne – ikke om målet. Resultatet er dog det samme.

    Det er sandt, at der er sket en stigning i antallet af frie grundskoler og i elevtallet – samtidig med at der er sket en markant stigning i forældrebetalingen.

    Årsagen til dette paradoks er ret enkel.

    Folkeskolen er ikke længere ’folkets skole’. Folkeskolen er blevet rykket væk fra forældrenes indflydelse og væk fra lokalsamfundene. Når man som forældre i stedet vælger en friskole, er der ikke tale om et fravalg af folkeskolen som sådan, men om et aktivt tilvalg af en skole, hvor man har reel indflydelse, og hvor man kender mennesker og rammer.

    Netop den frihed og det medfølgende ansvar sikrer, at den enkelte skole fungerer og udvikler sig i overensstemmelse med forældrenes ønsker. Det er et forbilledligt eksempel på et nærdemokrati, når det er bedst. Det er fantastisk engagerende, når man har reel indflydelse på sit barns skolegang.

    De frie skoler har på denne måde overtaget folkeskolens rolle som folkets skole, netop pga. den folkelige og lokale forankring. Det er denne forankring, som folkeskolen har mistet, i takt med at den flyttes længere og længere væk fra den enkelte familie.

    Mange vil nok indvende, at folkeskolens udvikling er betinget af kommunernes trængte økonomi. At skolesammenlægninger og centralisering er nødvendige effektiviseringer.

    Man glemmer blot, at der både findes stordriftsfordele og stordriftsulemper, og at der ikke er nogen garantier for, at skolelukningerne samlet set sparer penge eller højner kvaliteten. Det bedste eksempel herpå er de frie grundskoler. Her er typisk tale om små enheder, som leverer god undervisning til en lav pris.

    Man har fantastiske muligheder for at lave en suveræn folkeskole – men man har fra politisk hold valgt at lade være.

    Først og fremmest ved at lave en skole, som er alt for dyr, ved at fjerne ansvaret fra forældrene og ved ensidigt sætte lighedstegn mellem størrelse og kvalitet. Man har fejlet, og dette understreges af de frie skolers succes.

    Mange forældre ønsker, at deres barn skal gå på en mindre og lokal skole eller på en skole med en bestemt pædagogisk idé. En skole, hvor de har direkte indflydelse på undervisning og dagligdag.

    Disse forældre angribes fra flere sider for at være egoister, der flygter fra fællesskabet i folkeskolen

    Professor Niels Egelund har gjort sig til talsmand for store skoler og dermed også for nedlæggelse af de små. Hans forfægter det synspunkt, at store skoler er bedre. At de har lettere ved at etablere faglige miljøer.

    Denne argumentation tager en del af sit udgangspunkt i et snævert faglighedsbegreb, men Niels Egelund glemmer, at faglige miljøer kan vokse på andre måder end ved at placere lærerne omkring den samme termokande på det samme lærerværelse.

    Hans argumentation sker ud fra en gammeldags tankegang om, at man skal sidde i samme rum for at kommunikere. Små skoler kan sagtens samarbejde og etablere endog meget velfungerende og højt kvalificerede faglige miljøer. Specielt hvis disse skoler udstyres med samme forudsætninger som folkeskolen. Senest blev der givet flere hundrede millioner for at øge brugen af digitale læremidler. Men kun til folkeskolen, mens de 15 procent børn, som går på en fri grundskole, ikke fik del i midlerne.

    Men der kommer altså fortsat flere frie skoler og flere elever. Forældrene vil åbenbart noget andet end politikerne. Et scenarium, som er set før.

    Man kan her vælge at anskue bevægelsen som en positiv demokratisk udvikling. At folk gerne vil engagere sig i det foreningsarbejde, der ligger i skoledrift. Man kan glæde sig over mangfoldighed, nytænkning og innovation.

    Eller man kan her vælge at indlede et korstog mod de frie skoler – akkurat som regeringen gør med lovgivningsinitiativer, der skal besværliggøre skoleoprettelse, og med store besparelser. Besparelser, som ingen andre uddannelsesområder rammes af i 2014.

    Desværre er det den sidstnævnte vej, beslutningstagerne har valgt, ud fra betragtningen om at folkeskolen skal reddes igennem at forhindre og forringe alternativerne.

    Diskursen tager udgangspunkt i en dem og os-holdning. At der på den ene side er en folkeskole, som skal løfte alle de svære problemer, og så de frie skoler, som skummer fløden og stjæler de ressourcestærke børn og forældre.

    Som ansat på en friskole er det ærgerligt at opleve. I de frie skoler ser vi os som en del af den samlede grundskole i Danmark – ikke som en opposition til den. Vi ser en styrke i forskelligheden. Og vi ser os i allerhøjeste grad som nogle, der løfter det sociale ansvar.

    Forud for forhandlingerne om folkeskolereformen plæderede statsministeren for en mere praktisk-musisk-kreativ vinkel på den boglige undervisning.

    Både hun og undervisningsministeren har brugt eksemplet med at have matematikundervisning i sløjdlokalet som en ny måde at arbejde på. Mangen lærer har nok tænkt sit. Der er næppe mange matematiklærere, som ikke allerede ved, at det er rigtig godt at få bogligheden i hænderne, f.eks. i sløjd, billedkunst, idræt eller musik.

    På dette felt finder mange frie skoler deres eksistensberettigelse. Det er her, man kan og tør udfordre faglighedsbegrebet. Det er her, man for alvor kan tænke tværfagligt – ud af kasserne. I kraft af den frihed, som den enkelte skole har, kan nye ideer udvikles, afprøves og forædles. På en befriende hurtig og ubureaukratisk måde. Blandt andet fordi man ikke har en stram statslig styring kombineret med en tung skoleforvaltning til at holde i tøjlerne.

    Folkeskolen kan lære meget af de frie grundskoler – og omvendt. I stedet for hele tiden at grave grøfter mellem skoleformerne skal vi bruge hinandens styrker til at udvikle os og gensidigt inspireres. Man kan godt anskue os om konkurrenter – men det er langt mere frugtbart at se os som supplement til hinanden, hvor vi hver især har kvaliteter, som appellerer til forskellige mennesker. Ikke to børn er ens. Ikke to familier er ens. Hvorfor skal skolerne være ens?

    Vi skal lære at betragte hele grundskoleområdet under ét. Som en bred vifte af muligheder, hvor der er noget for enhver.

    I arbejdet med folkeskolereformen har man heldigvis tænkt over, hvad der kunne gøres anderledes. Man har skelet til de frie grundskoler og ladet sig inspirere.

    Der er rigtig mange spændende tanker i reformen om tværfaglighed, aktivitet, højt timetal og helhed i hverdagen. Tanker, som udleves på mange frie grundskoler. Her kan man se, hvordan de frie skoler har været arnested for innovation og eksperimenter, som nu kan komme alle til gode.

    Folkeskolereformen viser gode takter. Masser af gode visioner og tanker er lagt i reformen.

    Man har blot glemt fundamentet, da man byggede reformen: frihed.

    Det er nemlig friheden, som er baggrunden for de frie grundskolers succes (en succes på trods af og ikke på grund af politisk velvilje). Den frihed, som er en forudsætning for, at de frie grundskoler kan eksistere og udvikle sig, er også en nødvendighed for, at folkeskolen fremtidssikres.

    Politikerne har opsat visionerne og målene.

    Men de skal slippe jerngrebet og ønskerne om centralisering og ensretning. De skal lade folkeskolen styre selv ud fra de opstillede mål. De skal lade forældrene få direkte indflydelse på folkeskolens dagligdag og indhold. Akkurat som det med succes sker på landets frie grundskoler. Her bestemmer forældrene nemlig.

    Det er den frihed, der mangler i den nye folkeskolelov. Det fundament har man ikke bygget på.

    Akkurat, som man i en anden lov, finansloven, heller ikke har vægtet frihed. Altså valgfrihed. De voldsomme og målrettede besparelser på de frie grundskoler vil entydigt begrænse mange menneskers frihed til at forvalte den undervisningspligt, de har på deres børns vegne. Det bliver ganske enkelt for dyrt at tilvælge noget andet end folkeskolen.

    Man ønsker at hjælpe folkeskolen ved at begrænse og forhindre alternativerne – i stedet for at styrke folkeskolen på det helt centrale område: frihed.

    De frie skoler er en ressource. For samfundet, for demokratiet og for den enkelte familie. En inspirationskilde for undervisning, læring, udvikling, demokratiforståelse og arbejde med trivsel. Et forskellighedernes fællesskab. Og en del af den danske grundskole.







    Arkiv