Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Samarbejde mellem skoleformer - og forskere - en succes

    22. maj 2014
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • ”Det har ført til øget vidensdeling, hvilket inspirerer og giver mod på at afprøve nye undervisningsformer. Vigtigst af alt kommer samarbejdet mellem lærere og forskere også eleverne til gode, da de bliver præsenteret for varieret og virkelighedsnær undervisning”. Thorsten Dyngby, Skt. Josefs Skole i Roskilde.

    Skt. Josefs Skole, folkeskolen Lynghøjskolen og Himmelev Gymnasium i Roskilde er denne uges Ny Nordisk Skole-netværk. Fredag den 2. maj 2014 præsenterede netværket deres Ny Nordisk Skole-samarbejde for undervisningsminister Christine Antorini. 

    Det overordnede mål med netværkets samarbejde er at udvikle en mere sammenhængende og anvendelsesorienteret forståelse af fagene dansk, matematik og engelsk. Det vil institutionerne opnå gennem en varieret indsats, der byder på bedre integrering af it i undervisningen, forbedring af skolens evalueringskultur og et tæt samarbejde mellem skolens lærere og forskere fra UC Sjælland og Roskilde Universitet. 

    Forskersamarbejde inspirerer

    Særligt samarbejdet med forskere har været en succesfuld del af skolernes forandringsproces. Skoleleder ved Skt. Josef Skole Thorsten Dyngby siger om samarbejdet; ”Det har ført til øget vidensdeling, hvilket inspirerer og giver mod på at afprøve nye undervisningsformer. Vigtigst af alt kommer samarbejdet mellem lærere og forskere også eleverne til gode, da de bliver præsenteret for varieret og virkelighedsnær undervisning”.

    Samarbejdet fungerer på den måde, at lærere og forskere mødes på workshopper, hvor de i fællesskab designer en række undervisningsforløb. I designfasen er både forskere og lærere bevidste om, hvor svært det kan være at forudsige alle praksisudfordringer på forhånd. Det er derfor afgørende, at institutionerne efterfølgende afprøver forløbene i praksis og finder frem til de ubekendte faktorer, der kan være på spil, når en undervisningspraksis bliver udfordret.

    Når forløbene er afprøvet i praksis, samles lærere og forskere på endnu en workshop, hvor de enkelte forløb bliver analyseret og tilpasset med udgangspunkt i de nye erfaringer. Det nye design efterprøves herefter igen i praksis. Processen med hele tiden at evaluere og tilpasse forløbene fortsætter, indtil det nye undervisningsforløb viser et positivt udbytte for elevernes læring. 

    Virkelighedsnær undervisning øger motivationen

    Undervisningsforløbene skal være så virkelighedsnære som muligt. For at øge elevernes motivation og engagement i undervisningen, arbejder institutionerne derfor med at tilrettelægge undervisningen, så den får en eksperimenterende karakter og i øget grad inddrager it.

    Undervisningsministeren blev på besøget præsenteret for eksempler på denne form for undervisning. I engelsk arbejdede eleverne med engelske madopskrifter for at identificere forskellige grammatiske ordklasser. I matematik brugte man idrætsøvelser som grundlag for matematiske udregninger. 

    Elevsamarbejdet på tværs af institutionerne

    En anden af gevinsterne ved samarbejdet mellem institutionerne har været de brobygningsforløb, som samarbejdet har givet anledning til. På besøget blev undervisningsministeren præsenteret for et brobygningsforløb i dansk mellem en 10. klasse fra Skt. Josef Skole og en 1.g klasse fra Himmelev Gymnasium. Eleverne var i brobygningsforløbet blevet stillet til opgave at analysere og lave en fotomontage på baggrund af en læst novelle. Eleverne havde forud for deres fælles møde arbejdet med novellen i hver deres klasse. 

    Om udbyttet af forløbet fortalte eleverne, at det havde været givende at arbejde sammen med jævnaldrende fra et andet undervisningstrin. Mødet med andre elever bidrog til, at eleverne fik lyst til at yde en ekstra indsats, fordi de følte sig ansvarlige over for de andre elever. Eleverne mente også, at det færdige produkt var blevet bedre, da det havde bidraget med mange nye perspektiver at mødes på tværs.

    Kilde: UVM







    Arkiv