Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Er det mere frit at være bundet?

    6. juni 2014
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Det er spørgsmålet, man med forundring stiller efter at have læst formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrups debatindlæg i Jyllandsposten d. 4. juni.

    Uffe Rostrup undrer sig over, at de frie grundskoler ikke har gjort, som mange kommuner har gjort, nemlig indgået lokalaftaler med lærerne. Han fremfører, at folkeskolerne dermed udnytter de muligheder, som de nye arbejdstidsregler rummer. Med andre ord fremfører han, at kommuner med en underskrevet, og dermed bunden aftale, er  mere ”frie” end de frie grundskoler, der vælger at organisere arbejdstiden i en løbende dialog med medarbejderne. Det virker lidt ”snakke bagvendt-agtigt”.

    Uffe Rostrup skriver, at de frie grundskoler føler sig truet af Staten – af Moderniseringsstyrelsen – til ikke at indgå lokalaftaler. At skolerne er nervøse for at miste deres tilskud. Han påstår, at: ”Staten af helt centralistisk og ideologiske grunde afskærer de frie skoler fra at lave de potentielt gode løsninger, som kunne ligge i en lokalaftale på den enkelte arbejdsplads”. Det er meget stærke ord at bruge, og de kunne nok modereres: Der er ingen tvivl om, at Moderniseringsstyrelsen håndhæver den af Folketinget vedtagne Lov 409, der giver skolernes ledelser ret til, ligesom det sker på andre former for arbejdspladser, at disponere over lærernes arbejdstid. Det er også sandt, at 70 procent af de frie grundskolers indtægter kommer fra Staten via tilskud. Hvorfor skulle selvsamme ”Stat” ikke tage med i overvejelserne, om de frie grundskoler agerer inden for den ramme, de er givet?

    Men mon ikke Uffe Rostrups opfordring til at ”blæse” på Staten – for lærernes, skolens og ovenikøbet børnenes skyld, skal ses i en anden sammenhæng?

    I Danmarks Privatskoleforening finder vi det værdifuldt, at ledelse og lærere nu har mulighed for i fællesskab at skabe rammerne for den skole, de ønsker at lave. Den bedste skole for dem, der vil den. Vel at mærke uden bindinger til særlige akkorder og inddeling af arbejdstid i regneark.

    Der er nu forøget mulighed for at tage individuelle hensyn til den enkeltes ønsker og behov – lærernes og børnenes -  og til den opgave, der skal løses. Og sidst, men ikke mindst: Alle forhold om arbejdstid og arbejdsfordeling bestemmes af skolen selv og ikke en fagforening eller for den sags skyld af en skoleforening.







    I Danmarks Privatskoleforening finder vi det værdifuldt, at ledelse og lærere nu har mulighed for i fællesskab at skabe rammerne for den skole, de ønsker at lave. Den bedste skole for dem, der vil den.

    Arkiv