Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Finanslovsforslagets indvirkning på de frie grundskolers tilskud

    27. august 2014
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Regeringen offentliggjorde i går sit forslag til Finanslov 2015. Dermed kender privatskolerne også de tilskudsforhold, der kan forventes i det kommende finansår.

    Der skal naturligvis tages højde for Finanslovens endelige godkendelse.

    På denne side kan hentes en tilskudsberegner til skønsmæssig beregning af skolens tilskud for 2015 og regulering af tilskud for 2014. Nedenstående kan i øvrigt læses om ting, som skolen skal være særligt opmærksom på i forhold til tilskud.

    Om finanslovforslaget siger formand for Danmarks Privatskoleforening, Kurt Ernst:

    "Vi er glade for at kunne konstatere, at de seneste mange års reduktion af tilskuddet er stoppet, men det er meget skuffende, at forslaget ikke tager fat på genopretningen af den økonomiske balance i forhold til folkeskolen. En koblingsprocent på 71 % er fortsat ikke rimelig.

    Umiddelbart tyder tallene på en stigning i taksterne i omegnen af 3 %. Det er positivt, men det dækker knapt inflationsstigningerne og de udgifter, skolerne har for at løfte det samlede undervisningstilbud, så det kan "stå mål med" folkeskolens samme.  

    Begejstringen er moderat fra vores side, for når vi fx sammenligner dagens udmeldte takster med dem fra 2011, hvor vores tilskud var på et rimeligt niveau, så mangler der fortsat i omegnen af 1-2 % i forhold til de daværende forhold. Nu er der gået 4 år med pris-, lønstigninger og nødvendig udvikling i skolens faglige tilbud. Alligevel er tilskuddet ikke blevet løftet.

    Danmarks Privatskoleforening vil forsat kæmpe for fair økonomiske vilkår for den frie grundskolesektor og dermed sikre forældrene en reel frihed til et skolevalg, der er afbalanceret socialt. Den frie grundskole er og skal være et tilbud, som appellerer til forældrene pga. stærke værdier og høj faglighed - og altså ikke kun til de økonomisk set bedst stillede".

    Finanslovsforslaget indvirkning på de frie grundskolers tilskud:

    Tilskudstaksterne stiger ca. 3 %. Koblingsprocenten er uændret 71 %, men folkeskolens enhedsudgifter er steget med ca. 0,5 %. Taksterne stiger også på baggrund af de tillagte forhøjelser, svarende til ca. 0,5 %, på baggrund af de midler, der er tilført de frie grundskoler i forbindelse med udmøntning af folkeskolereformen (Et fagligt løft), desuden er der igen i år tilført midler til partssamarbejde og kompetenceudvikling OK13. I plusregnskabet tæller også kompensation for sygedagpengelov.

    Tilskudstakster

    2014

    2015

    Grundtilskud

    10.000

    10.000

    Fællesudgifter 1 (0-220 elever)

    5.428

    5.607

    Fællesudgifter 2 (elev nr. 221 - )

    2.171

    2.243

    Undervisningstakst 1 (under 13 år)

    28.832

    29.753

    Undervisningstakst 2 (13 år og derover)

    38.059

    39.273

    Undervisningstakst 3 (10. klasse)

    36.954

    38.168

    SFO-tilskud

    11.022

    11.132

    Bygningstilskud

    2.004

    2.046

    Kostskoletilskud (6. til 9. klasse)

    47.376

    47.850

    Kostskoletilskud (10. klasse)

    47.376

    47.850

     

    Særlige opmærksomhedsfelter

    Specialundervisning og inklusion:

    En ”dark horse” i skolens skøn over tilskuddet for 2015 er det nye inklusionstilskud og afviklingen af det gamle specialundervisningstilskud. Afviklingen af det gamle specialundervisningstilskud sker ved en overgangsordning, hvor skolen i skoleåret 14/15 modtager et tilskud svarende til 50 % af skolens gennemsnitlige specialundervisningstilskud i skoleårene 09/10 – 10/11 – 11/12. I 2015 ydes afviklingstilskuddet i 7 mdr. Inklusionstilskuddet udgør for 2015 et grundtilskud på 70.000 kr. samt et elevtilskud på 175 kr. pr. elev på skolen pr. 5. september.

    FFL15 er i forhold til specialundervisning og inklusion oplæg til en videre proces. Specialundervisningspuljen og inklusionstilskud fastlægges endeligt på ændringsforslag til Finanslov 2015.  Lovforslag om ny tilskudsordning fremsættes i november 2014.

    Fleksjobydelse:

    Skolernes bidrag til den statslige fleksjobordning er i 2015 budgetteret til 269 kroner pr. årsværk pr. måned. Dette er mindre end i indeværende år, hvor taksten er 325 kr.

    Kommunalt bidrag:

    Kommunerne skal yde et bidrag til staten for hver elev (med bopæl i kommunen), der går på en fri grundskole. Dette sker ud fra den betragtning, at kommunen ikke har nogle kommunale udgifter til den pågældende elevs skolegang i en folkeskole. I 2015 er dette bidrag kr. 34.017 pr. elev.

    SFO tilskud:

    Skolerne skal være særligt opmærksomme på de kommende års udvikling i SFO tilskud. Som følge af folkeskolereformen og helhedsskolens indførelse i folkeskolen, sker der også en tilpasning på de frie grundskolers SFO tilskud. Fra 2017 nedsættes SFO tilskuddet til 9.267 kr. og i 2018 til 7.408 kr. (begge beløb i 2015 kr.).

    Dispositionsbegrænsning:

    Sidste år fik skolerne en kedelig overraskelse, da de frie grundskoler blev omfattet af dispositionsbegrænsningen i form af en reduktion af bevillingerne. Danmarks Privatskoleforening fik kendskab til dette og orienterede om det i september 2013. Der er pt. ingen tegn på, at der kommer en dispositionsbegrænsning igen i år, men der er ingen garantier. Sidste år skulle skolerne tilbagebetale et beløb svarende til 0,3 procent af det samlede driftstilskud for 2013. 







    Tilskudsberegner skønsmæssig beregning af skolens tilskud for 2015 og regulering af tilskud for 2014.

    Arkiv