Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Orientering om planer for sammenlægning af Danmarks Privatskoleforening og Private Gymnasier og Studenterkurser

    4. november 2015
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • I 2014 indgik ”Private Gymnasier og Studenterkurser” (PGS) og ”Danmarks Privatskoleforening” (DP) en formel samarbejdsaftale. Aftalen vedrørte DP’s sekretariatsmæssige servicering af PGS’ grundskoler. Samarbejdet har fungeret godt, og PGS’ medlemsskoler har udtrykt tilfredshed.

    DP har ligeledes også været meget tilfreds med det øgede, tætte samarbejde med PGS. DP har altid betragtet PGS og dets medlemsskoler og gymnasier som særligt beslægtet med DP, og de skoler DP repræsenterer. Der er et tæt værdimæssigt fællesskab i såvel foreningernes skole- og uddannelsessyn, som i medlemmernes praksis.

    Formænd og sekretariatsledere ved DP og PGS har løbende været i positiv dialog om det eksisterende samarbejde samt en udvikling af dette. Parterne har intensiveret drøftelserne og har ved et fælles seminar konkretiseret tankerne, herunder overvejelserne om en eventuel fælles fremtidig foreningskonstruktion.

    Overvejelserne er mundet ud i den betragtning, at den for begge foreninger mest hensigtsmæssige udvikling vil være en egentlig sammenlægning af DP og PGS. Efterfølgende har de to foreningers bestyrelser behandlet oplægget, og der er fra begge bestyrelser udtrykt tilfredshed med perspektiverne:

    I ordet ”forene” ligger det at føre flere dele sammen og gøre til ét, at stræbe efter at rumme forskelligartede egenskaber, at bringe meninger og interesser tættere på hinanden. En sammenlægning betragtes som fordelagtig, da det skaber:

    - muligheden for stærkere politisk interessevaretagelse og synlighed

    - en stærk og øget sekretariatsbetjening af medlemsinstitutionerne

    - muligheden for et øget fokus på de frie grundskoler og gymnasier som værdibaserede skoler

    - et stærkere perspektiv på overgange imellem grundskole og ungdomsuddannelser

    Sammenlægningen af foreningerne vil give større styrke i den politiske interessevaretagelse og skabe et bredere talerør for frie skoler med et mere sammenhængende perspektiv på børneliv, ungdomsliv, skole og uddannelse i Danmark. En sammenlagt forening vil repræsentere børn, unge og deres forældre fra vuggestuealderen til mødet med de videregående uddannelser. Målet er til stadighed at arbejde for at udvikle og styrke den frie sektor og de enkelte private skoler og gymnasier, således at der skabes bredest mulig anerkendelse af disses arbejde med elever og studerendes uddannelse – og dannelse. Der er behov for det private, værdibårne alternativ.

    Der arbejdes efter en model, hvor en sammenlægning vil finde sted pr. 1. januar 2017. Inden da skal spørgsmålet forelægges for de to foreningers øverst besluttende organer på års- og repræsentantskabsmøder, ligesom de to foreningers bestyrelser og sekretariater skal afklare praktikken i forbindelse med en sammenlægning.

    Det er begge foreningers opfattelse, at den foreslåede sammenlægning til en ny fælles forening– under nyt fælles navn – vil styrke serviceringen af skolerne og ikke mindst skabe en solid politisk organisation, der kan spille en væsentlig rolle og være med til at give et seriøst bud på sammenhængene mellem de uddannelsesmæssige områder.

    De to foreninger vil i den kommende tid forelægge planerne for medlemsskolernes beslutningstagere med yderligere information og ved forskellige arrangementer. Alle er naturligvis velkomne til at kontakte de to foreningers formænd for en uddybning af overvejelserne.

    Karsten Suhr
    formand for Danmarks Privatskoleforening
    Mobil: 40 280027

    Crilles Bacher
    formand for Private Gymnasier og Studenterkurser
    Mobil: 29 12 55 44





    Læs orienteringsbrevet her:

    Arkiv